En af kommunisternes vigtigste opgaver er at besvare de grundlæggende spørgsmål om hvilken politisk strategi, dvs. hvilken retning og i hvilke hovedformer arbejderklassen skal føre sin kamp for socialismen

Oplæg af Hans Chr. Andersen, Kommunistisk Parti i Danmark www.kpid.dk, ved fælles møde mellem Landsledelserne i KPiD og DKP-ML søndag den 18. januar 2004.

Hent som word-dokument

Svarene på disse grundlæggende spørgsmål må bygge på den internationale kommunistiske bevægelses samlede historiske erfaringer, på de konkrete nationale erfaringer, på en analyse af kapitalismens udvikling og den globale situation samt på en konkret analyse af det enkelte samfund, som de kommunistiske partier virker i, herunder en konkret klasseanalyse.

Kommunisternes strategi er ikke en for én gang formuleret strategi der ikke kan ændres, den er ikke et skema, som virkeligheden skal presses ned i; der kan fremtvinges ændringer i den formulerede strategi og især i det konkrete indhold i delstrategier, under indtryk af udviklingen i klassekampen og skærpelsen af denne, des mere central kampen om magten bliver.

Alligevel er strategien noget helt overordnet og centralt: det er kommunisternes bud på hvordan det kapitalistiske samfund overvindes og erstattes af opbygningen af socialismen.
Det er kommunisternes bud på hvilke hovedformer denne overgang vil bestå af, hvilke alliancer, hvilken politik, hvilke initiativer arbejderklassen må sikre gennemført, som forudsætninger for at nå det strategiske mål: socialismen.

Når den overordnede strategi er formuleret er opgaven at udpege de strategiske og taktiske delmål for den kamp, der skal føre til det strategiske hovedmål.

Derfor består kommunistiske partiers programmer grundlæggende af to dele: et principprogram (maksimumprogram) og arbejdsresolutioner, handlingsprogrammer (minimumsprogrammer).

Strategien i maksimumprogrammet omhandler en hel epoke, altså den periode, som omfatter hele overgangsperioden fra den nuværende kapitalisme og frem til overgangen til socialismen.

Det er værd at bemærke, at kommunistiske partier ikke begiver sig af med detaljerede beskrivelser af, hvordan socialismen konkret vil se ud i det pågældende land, udover de helt grundlæggende principper og almengyldige lovmæssigheder.

Kommunistisk Parti i Danmark skitserer i sit program - Folkemagt mod pengemagt - sådanne fire grundlæggende principper:

• at de vigtigste produktionsmidler, banker og alle andre finansieringsvirksomheder, samt alle samfundsvigtige virksomheder overgår til samfundseje,
• at folket under en bevidst arbejderklasses ledelse erobrer og fastholder den politiske magt,
• at statsapparatet forandres fra at være et redskab for monopolkapitalens herredømme til at være det arbejdende folks magtapparat,
• at denne magt bruges til en planmæssig udviklings af samfundsøkonomien som grundlag for en fornyende demokratisk udfoldelse.

Hvordan socialismen konkret vil komme til at se ud i Danmark, bestemmes ud fra talrige forhold, herunder hvordan overgangsformerne til socialismen konkret bliver, klassemodstanderens handlinger og (ikke mindst) hvordan et aktivt folk til den tid må bestemme sig for, hvordan socialismen konkret skal skrues sammen.

Derimod giver kommunistiske partier bud på den overordnede strategi for hvordan det kapitalistiske samfund bekæmpes frem mod den situation, hvor opbygningen af socialismen kan påbegyndes.
Kommunistiske partier giver bud på indholdet i konkrete økonomiske og politiske reformer, der allerede nu kan gennemføres og som kan gennemføres som led i overgangen til et socialistisk samfund.

Et principprogram skal således kunne bære i en hel epoke, dvs. for den periode hvor det nuværende kapitalistiske samfund afløses af opbygningen af et socialistisk samfund. Naturligvis skal et sådant program kunne justeres, når der sker principielle og afgørende ændringer i betingelserne/grundlaget for strategien. F.eks. som det var tilfældet efter sammenbruddet af de socialistiske lande.
Men et principprogram skal ikke fornys på hver eneste eller hver anden partikongres; i så fald er det udtryk for, at der er store mangler og uklarheder i programmet.

Udviklingen under en strategisk epoke foregår ikke jævnt og ud af en lige linje men består af forskellige etaper (stadier i udviklingen), som betegner væsentlige skridt frem mod det strategiske hovedmål - overgangen til socialismen.

I en etape løses særlige, konkrete begrænsede mål, som bærer frem mod hovedmålet. Som et historisk eksempel på etaper kan nævnes tre etaper under den russiske revolution: første etape var gennemførelsen af den borgerligt-demokratiske revolution, som blev afsluttet i februar 1917. Hovedopgaven i den anden etape var tilintetgørelsen af borgerskabets magt og overgangen til proletariatets diktatur og afsluttedes i oktober 1917. Målet for den tredje etape var herefter at opbygge og konsolidere sovjetmagten og sikre opbygningen af socialismen, som led i det videre strategiske mål: kommunismen.

Hver etape kan bestå af flere trin i udviklingen, hvor der igen løses konkrete opgaver som led i at nå målet for etapen.

Der kan være al mulig grund til at understrege, at begreberne epoke, etape, trin ikke må betragtes skematisk. På den ene side vil der være opgaver under en etape som skal løses, inden man kan gå videre til den næste - og hvor det kan være fatalt at forsøge at springe trin eller etaper over. På den anden side skal man også kunne ændre taktikken, hvis udviklingen stiller krav herom, f.eks. som følge af klassemodstanderens træk.

For kommunistiske partier er disse begreber grundlæggende for udarbejdelse af strategien; uden forståelse og anvendelse af disse begreber bliver kommunisternes målsætninger ikke til meget mere end pæne og lovende ord på papir.

I KPiD har vi beskrevet hovedpunkterne i partiets strategi i partiprogrammet fra 2002.

KPiD's strategi for overgang til socialisme i Danmark er strategien for det anti-monopolistiske demokrati, karakteriseret ved et nyt og udvidet demokrati.
Det anti-monopolistiske demokrati er endnu ikke socialisme men er et brud på statsmonopolismen og monopolernes magt; det er et skridt på vejen til at sikre forudsætningerne for overgangen til socialisme. Det åbner for en proces, hvor de samfundsforandrende kræfter sikrer sådanne positioner i og betingelser for den politiske og samfundsmæssige kamp, at overgangen til socialismen kan stilles på dagsordenen.

Det er, med Marx' ord, en
'en tilstand af overgang/overgangstilstand…., hvor på den ene side det eksisterende økonomiske grundlag i samfundet endnu ikke er omformet, mens den arbejdende befolkning på den anden side har samlet nok kræfter til at gennemføre overgangsinitiativer, som sluttelig kan sikre et radikalt skift i samfundsudviklingen'.

Opbygningen af den samfundsforandrende kraft sker via anvendelsen af aktionsenhedens metode, dvs. på tværs af uoverensstemmelser mellem de folkelige kræfter, organisationer, mv. at drage dét, der er enighed om i forgrunden, som grundlag for fælles aktion.

KPiD's strategi bygger grundlæggende på den strategi, der blev formuleret i 'Kommunisternes Program', vedtaget på kongressen i 1976 i det daværende Danmarks Kommunistiske Parti men må naturligvis tage højde for de omfattende ændringer der er sket siden da, ikke mindst sammenbruddet af de socialistiske lande og udviklingen i imperialismen.

Statsmonopolismen
Baggrunden for udviklingen af den anti-monopolistiske strategi er vores analyse af kapitalismen som statsmonopolistisk kapitalisme.

Særligt i 1960'erne og 1970'erne udviklede den kommunistiske bevægelse teorierne om den statsmonopolistiske kapitalisme.

Kapitalismens udvikling til imperialisme kendetegnes ved at der opstår private monopoler, som har det faktiske herredømme over økonomi og politik.
Den statsmonopolistiske kapitalisme opstår ved at monopolkapitalen smelter sammen med staten til en samlet styringsmekanisme, som styrer den totale kapitalistiske udbytningsproces. Staten engageres stærkt i den samfundsmæssige reproduktionsproces for at regulere denne i monopolkapitalens interesse.

Den statsmonopolistiske kapitalisme kan kortfattet beskrives på denne måde:

Den er;
kapitalisme, fordi der stadig eksisterer udbytning af arbejderklassen,
monopolkapitalisme, fordi monopolerne hersker i økonomien,
statsmonopolkapitalisme, fordi monopolernes magt flettes sammen med statsmagten; fordi økonomi og politik bliver stadig mere tæt sammenflettede, og fordi denne sammenfletning skaber en samlet styringsmekanisme for samfundet. Statsmonopolkapitalismens strategiske hovedopgave er for det første at sikre monopolerne deres profitter og for det andet at sikre de kapitalistiske produktionsforholds bevarelse og stadige reproduktion. Statslige indgreb og statslig regulering er en nødvendig forudsætning herfor.

Det er på baggrund af denne grundlæggende analyse af kapitalismens udvikling som statsmonopolistisk kapitalisme, hvor det uhyre flertal af befolkningen objektivt har et interessefællesskab mod monopolerne, at den kommunistiske bevægelse i 1970'erne udvikler strategien om det anti-monopolistiske demokrati, som en overgangsform i kampen for afskaffelse af kapitalismen, til opbygningen af socialismen.

Det kommunisterne understreger hermed er også, at sandsynligheden for at overgangen fra kapitalisme til socialisme i de højtudviklede statsmonopolistiske lande sker i ét slag, er meget lille. Overgangen vil formentlig være en længere proces, med etaper hvor folkemagten sikrer sig voksende indflydelse og magt over økonomien og statsapparatet - i en opadstigende revolutionær reform-proces.

Dette var ikke nogen ny tankegang i den kommunistiske bevægelse.

Allerede på et tidligt tidspunkt udvikles i den kommunistiske bevægelse forståelse for, at udviklingen frem mod socialismen er en omfattende proces, og at denne vil bestå af overgangsformer, dikteret af de nationale særtræk, kapitalismens udviklingsniveau, klassernes sammensætning og styrke, mv. Dette var da også helt i overensstemmelse med tanker, der allerede var formuleret af Marx og senere og i høj grad af Lenin.

Kommunistisk Internationale udviklede igennem 1920erne og 1930erne ideer om overgangsformer; mest kendt er vel nok Dimitrov's oplæg på Komintern's 7. kongres, hvor han formulerede opgaven at udvikle Folkefronten mod fascisme og krig, gennem opbygningen af aktionsenhed i arbejderklassen og blandt bønderne og med en klar strategi for at inddrage småborgerskabet i denne kamp. Det var en vigtig pointe, at det uhyre flertal af befolkningen havde fælles interesser mod fascisme og krig; det var grundlaget hvorpå en bred folkefront kunne opbygges.

Denne folkefront var rigtignok først og fremmest et forsvar mod fascisme og for at forhindre krigen - men ikke kun. Folkefronten skulle sikre de borgerligt demokratiske rettigheder, udbygge disse og i en revolutionær reformproces udvikle sig ud over det kapitalistiske samfunds rammer - som en mulig overgangsform til socialismen.

De historiske eksempler på folkefronter peger da også alle i denne retning:
• folkefronten i Frankrig 1934 - 1938
• den chilenske folkefront 1936-1941
• folkefronten i Spanien 1936 - 1939
• folkeenheden i Chile 1970 - 1973

I alle disse eksempler spillede kampen mod fascismen en væsentlig rolle; men i alle eksemplerne blev der også dannet folkefront-regeringer, som i sine programmer stillede mere vidtgående krav om reformer og faktisk forsøgte at sætte en reformproces i gang, der kunne danne udgangspunkt for nye og mere radikale reformer.

Det vil føre for vidt her at redegøre for årsager til, at de nævnte eksempler i sidste ende led nederlag; der er mange og forskellige årsager. Dem må vi selvfølgelig studere og analysere, fordi erfaringerne også er vigtige for os i dag.

Men her skal blot nævnes nogle enkelte helt centrale erfaringer:

• det første skridt i retning af en folkefront er at sikre arbejderklassens enhed. Det er en aktiv arbejderklasse der skal føre an i kampen og kun en enig arbejderklasse er i stand til at inspirere de mere vaklende og politisk svingende grupper i befolkningen; hvis ikke denne enhed til stadighed opretholdes, lider folkefronten nederlag; herunder er det vigtigt, at der er stærke fagforeninger og andre organisationer og bevægelser, der varetager folkets interesser på forskellige områder,
• det er vigtigt, at der er et stærkt kommunistisk parti, der er dybt forbundet med arbejderklassen og folket og med de nationale og internationale historiske erfaringer;
• det er væsentligt, at der sikres indflydelse på statsmagten og på dennes undertrykkelsesapparater, herunder at der gøres op med de mest reaktionære kræfter her,
• det er vigtigt at gøre sig klart, at en folkefront ikke 'bare' er en erstatning af reaktionære regeringer med 'venstre'-regeringer, det være sig centrum-venstre eller f.eks. socialdemokratisk-SF-regering. Folkefront er andet og mere end blot en ny partipolitisk konstellation.
Folkefronten er et forsøg på, inden for det kapitalistiske samfunds ejendomsretlige former, at arbejderklassens og dens allierede tilkæmper sig økonomisk og politisk kontrol med samfundet. Udover partipolitisk koordination og samarbejde kræver dette en demokratisk aktivering af flertallet af befolkningen og deres direkte inddragelse i samfundets politik og administration.
• daværende formand for Chiles Kommunistiske Parti trækker centrale erfaringer fra folkeenheden op ved at pege på, at styrkeforholdet udviklede sig til fordel for revolutionen, når der blev handlet i overensstemmelse med folkeenhedens program, når der blev åbnet for en folkelig mobilisering og regeringen støttede sig på denne og når skytset blev rettet mod hovedfjenden.
Modsat: når uenighederne i folkeenheden stod i første række, når man prøvede at gå ud over programmet, når man ønskede at sætte regeringen op mod sektorer i befolkningen og når småborgerskabet blev gjort til hovedfjenden, da led folkeenheden nederlag.

Senere, i kølvandet på 2. verdenskrig, udvikledes folkedemokratierne som en særlig overgangsform til socialismen. Man kan indvende, at der ikke er meget at hente her, fordi disse begivenheder fandt sted i en helt særegen historisk situation, hvor den Røde Hær var en garant for at projektet lykkedes.

Men det er ikke helt så enkelt; vi kan hente erfaring og inspiration fra udviklingen af folkedemokratierne, der jo også havde markant forskellige nationale særtræk. Men det må vi samle op på og diskutere ved en anden lejlighed.

Men væsentligt i denne sammenhæng: Baggrunden for formuleringer af overgangsformer som en etape mod socialismen var således i sit teoretiske indhold ikke nyt, da det blev formuleret i 1960erne og 1970erne; det nye var formuleringen af overgangen som et anti-monopolistisk demokrati som konkret strategi i kampen for socialisme i de højtudviklede statsmonopolistiske lande.

Betydningen af de socialistiske lande
Da denne strategi blev udviklet eksisterede stærke socialistiske lande.
Og eksistensen af de socialistiske lande spillede naturligvis en vis rolle i strategien for det anti-monopolistiske demokrati. Og det på flere måder.

For det første satte eksistensen af stærke socialistiske lande - og den internationale militære ligevægt - klare grænser for imperialismens mulige aggressioner; eksistensen af et stort og stærkt Sovjetunionen var nok den vigtigste garanti for muligheden af fredelig, ikke-væbnet overgang til socialismen.
For det andet havde lande i en overgangsperiode muligheder for at afbøde f.eks. økonomisk sabotage eller blokade, ved at samhandle med de socialistiske lande.

Med hensyn til det første, så viste erfaringerne fra den chilenske folkeenhed, revolutionen i Nicaragua, mv. at imperialismen så bort fra dette, i hvert fald når det skete langt væk fra Sovjetunionens grænser.
Situationen ville formentlig have været anderledes i Europa, hvor imperialismens manøvremuligheder på en helt anden måde var stækket.

Med hensyn til det andet, så var det naturligvis en væsentlig betingelse for den konkrete overgang. Det var f.eks. tilfældet med Cuba, hvor revolutionen her næppe havde overlevet uden samhandelen og støtten fra de socialistiske lande.

Men begge betingelser er som bekendt væk i dag.

Den parlamentariske strategi
Man kan ikke alene ad parlamentarisk vej stemme sig til socialismen eller for den sags skyld til et anti-monopolistisk demokrati. Et tænkt flertal på ét, 10 eller 40 mandater for den sags skyld fører alene ikke til afgørende samfundsforandringer. Det er en reformistisk og ny-reformistisk tankegang.

Tværtimod, kan man sige. Væsentlige samfundsforandringer kan i princippet gennemføres uden én eneste kommunist i parlamentet, selv om det vil være en lidt utænkelig situation, at folkeviljen ikke forud herfor havde placeret kommunister på tinge. Disse bemærkninger er ikke udtryk for at vi går ind for at overtage magten ved et kup, i ét stort slag, eller lignende. Men vi afviser aldrig muligheden af, at udviklingen af den subjektive faktor, af folkeflertallets vilje og evne til pludselige og hurtige forandringer, kan opstå.

Men vi vil afvise enhver handling i strid med et aktivt folkeflertals vilje.

Reformer alene fører ikke fører til socialisme, med mindre der er tale om revolutionære reformer. Dvs. reformer med et indeholder der skaber væsentlige forandringer og med et sådanne indhold, at det skaber et gunstigt grundlag for at udvikle nye reformer. Altså en opadstigende reformproces, hvor f.eks. et stop for privatisering og udlicitering kan gå over i krav om offentlig produktion, der kan gå over i krav om samfundsmæssig styring af økonomien, der kan gå over i krav om demokratisering af økonomien f.eks. i form af kontrolforanstaltninger og begrænsninger for monopolerne, der kan vokse videre over i nationaliseringer af nøglevirksomheder, banker osv.

Det er jo ikke ligefrem den type reformer, som f.eks. socialdemokratiet og SF står for. Vi skal ikke underkende en række væsentlige reformer, f.eks. 1930ernes sociallovgivning. Sådanne reformer kunne hver for sig have stor betydning - men der var på ingen måde tale om revolutionære reformer, der havde som udgangspunkt at skabe afgørende samfundsmæssige forandringer.

Hvad er så kommunisternes parlamentariske strategi?

Kommunisterne må udnytte enhver platform for agitation og propaganda. Enhver platform der kan give mulighed for indflydelse.

I et land med vores parlamentariske traditioner må det være en vigtig opgave for det kommunistiske parti at stille op til og vinde positioner også i folketinget og i amts- og kommunale råd (eller hvad de nu kommer til at hedde fremover).

Svaret på hvornår vi så skal stille op er i virkeligheden meget enkelt: det skal vi, når vi er stærke nok til det.

Indtil da - og for nu at blive meget konkret og aktuel - må det være vores opgave at pege på den næstbedste løsning i fraværet af muligheden for at stemme på kommunisterne.

Derfor peger vi aktuelt på Enhedslisten ved folketingsvalg; ved amts- og kommunalvalg kan det f.eks. også være tværsocialistiske lokallister, borgerlister, mv. Dét må vurderes lokalt i de konkrete situationer.

Enhedslisten har ikke en samlet strategi for overgangen til socialismen; deres parlamentariske virke er ikke en bevidst del af en sådan proces. Og det vigtigste: Enhedslisten er ikke et kommunistisk parti. Derfor kan Enhedslisten ikke udgøre en parlamentarisk strategi for kommunisterne.

Målet må være, at kommunistisk parti opstiller selvstændigt.

Ændrede kampbetingelser og -muligheder
Hvordan ser kampbetingelserne og -mulighederne så ud i dag?

Er den anti-monopolistiske strategi stadig anvendeligt som kommunisternes strategi for overgangen til socialismen?

Hvad betyder de nye udviklingstræk; i kapitalismens og imperialismens udvikling, nationalt og internationalt?

Den kapitalisme vi står overfor i dag er naturligvis på mange måder anderledes end den kapitalisme, der herskede i 1960erne og 1970erne, da den anti-monopolistiske strategi blev udformet.

Men vi behøver ikke at analysere længe for at konstatere, at der er sket en øget monopolisering, at mere og mere kapital er samlet på færre hænder.
Og at der er sket en yderligere sammenfletning mellem monopoler og stat; man kan vel endda sige, at monopolerne i dag i langt større udstrækning er direkte bestemmende over staten.

Dette er sket samtidig med at ny-liberalismen har hærget det mest af verden med deres krav om de-regulering, 'mindre stat og mere marked' og hvad de ellers har fundet på. Tchatcher i England gik så langt at hun sagde: 'Jeg kender intet samfund, kun individer'. Det viste sig nu hurtigt, at det langt fra var alle individer hun kendte.
Men det er faktisk lykkedes dem at køre et ideologisk felttog, der på mange måder har fået almindelige mennesker med på vognen, desuagtet at det er i direkte modstrid med deres egne interesser.

Spørgsmålet om mere eller mindre stat vender jeg tilbage til. Men først nogle enkelte bemærkninger om nyere udviklingstræk ved kapitalismen, - nogle enkelte eksempler, som absolut ikke er dækkende:

• kapitalliberaliseringerne der ophævede stort set enhver restriktion og kontrol med kapitalbevægelser mv. har bl.a. skabt et enorm snyltermarked af spekulationskapital, der ikke anvendes til produktion og dermed i samfundets interesse;
• der foregår en enorm monopoliseringsproces gennem opkøb og sammenslutninger af store virksomheder. Det er typisk, at der i kølvandet på dette sker omfattende rationaliseringer, dvs. afskedigelser af de ansatte i massemålestok, alene i bestræbelserne på at spare lønudgifter, så der kan presses størst muligt overskud ud af virksomheden;
• forholdet mellem løn og profit er ændret i profittens favør; der sker en kolossal omfordeling fra løn til profit bl.a. gennem skattesystemerne. I OECD-landene hentes skatten i stadig mindre omfang fra kapitalindkomster og i voksende omfang fra lønindkomster; der foregår en direkte konkurrence om hvem der kan tilbyde de laveste selskabsskatter;
• den finansielle deregulering i 1980erne betød at bankerne frit kunne handle med værdipapirer og valuta. I årene 1990-1994 blev banksystemet i de nordiske lande ramt af alvorlig krise. De danske banker mistede 7,2% af deres værdier, men de blev reddet af statsgarantien, altså i realiteten af skatteydernes penge. Bankerne har fået større frihed (også til rent spekulative og risikofyldte handlinger) - men det er stadig staten der garanterer, selvom det har afgivet kontrollen.
• aftaler om priser, producerede mængder og markedsopdeling (truster og karteller) er forbudt på de fleste områder og i de fleste lande. Men der er masser af undtagelser. I 1992 indgik 12 store shipping-virksomheder, der stod for 70% af markedet, herunder bl.a. det danske Mærsk, en aftale om at kræve samme pris for samme type fragt, at begrænse kapaciteten og at straffe overtrædelser med bøder. Hvad gjorde myndighederne? EU-kommissionen satte en undersøgelse i gang men da USA ikke ville gribe ind, er der ikke sket noget. Aktuelt kunne man se på Arla Food.
• pengepolitikken er blevet af-demokratiseret og styres af centralbanker, hvis vigtigst opgave er at forhindre inflation mens bekæmpelse af arbejdsløshed er stillet i baggrunden. Centralbanken er forvandlet fra et organ med et demokratisk indhold til et organ for storkapitalen.
• finanspolitikken er i princippet stadig underlagt demokratisk kontrol - men kun formelt. Den er bundet af EU og dermed underlagt monopolernes interesser.
• den statsmonopolistiske kapitalisme er udviklet derhen, hvor forbud mod konkurrenceforvridning reelt er blevet fastlagt som et grundlæggende juridisk princip. Det er monopolernes interesser - og ikke folkenes, samfundenes interesser, der juridisk sikres. Det er sket i EU og det er sket i WTO. Det har og får kolossal betydning: stort set hele den offentlige sektor er konkurrenceforvridning, en national politik til sikring af egen økonomisk politik vil også nemt være det; omvendt får monopolerne en juridisk ret, der står over national lovgivning, til at sikre profitter på alle områder. I parentes bemærket vil f.eks. de dansk kollektive overenskomster også i høj grad være konkurrenceforvridende.

Den imperialisme vi står overfor i dag er naturligvis også anderledes end den var i 1960erne og 1970erne.

• den imperialistiske globaliseringsproces; kapitalismen udvider med nye markeder og nye områder for udbytning;
• voksende magt til overnationale organisationer som Valutafonden, Verdensbanken, Verdenshandelsorganisationen, der er dikteret af monopolernes interesser;
• en voksende aggressiv imperialisme; NATO står uden modmagt og har udvidet sit tidligere definerede område. NATO skal være en verdensgendarm rettet mod sociale og nationale selvstændighedsbevægelser - for at sikre monopolerne nye profitter. USA står alene som verdens eneste supermagt, USA udgør en særlig aggressiv og farlig del af imperialismen og fører flere krige stik imod FN og folkeretten.
• Den omfattende de-reguleringsproces af de enkelte samfunds økonomier finder sit sidestykke i international politik ved kravet om en 'de-regulering' af FN og dets institutioner, af internationale aftaler og aftaler mellem enkelte lande, regioner, mv. Og sidst men ikke mindst i kravet om ændringer af Sikkerhedsrådet. Alt sammen krav i imperialismens og de store transnationale monopolers interesser.

Tilbage til spørgsmålet om 'mindre eller mere stat', for nu at sige det med ny-liberalisternes ord.

Staten fungerer som redskab til løsning af vidtrækkende problemer for monopolkapitalen.
Statens rolle er ikke blevet mindre (trods mange påstande om det modsatte); den har grundlæggende den samme funktion; vi har stadig statsmonopolistisk kapitalisme.

Men kapitalismens udvikling har stillet nye krav og opgaver til staten.

Staten står i spidsen for - og er garanten for - yderligere de-reguleringer, der gennemføres for at sikre monopolerne nye udbytningsområder, øgede profitter, øget magt.
Geografisk i form af kapitalismens genindførelse i de tidligere socialistiske lande, udvidelsen af EU, NAFTA og FTAA osv. En udvidelse af kapitalismen i bredden, om man vil.

Men også i dybden; der sker væsentlige kvantitative ændringer i kapitalismen.

I et historisk perspektiv kunne kapitalismen have gavn af store statsejede sektorer i samfundsøkonomien. Det sikrede udbygning af vejnettet, billige transportmuligheder ved jernbanenettet, hele børnepasnings,- social- og sundheds,- og uddannelsesområdet der sikrede kapitalen en veluddannet og rask arbejdskraft og en arbejdskraft der kunne være tilstede selv om man havde småbørn.

Nu er der samlet så store kapitaler, at de skal investeres i nye områder, hvor profitterne vil være enorme: hele området for reproduktion af arbejdskraften. De igennem tiden tilkæmpede skattefinansierede kollektive rettigheder skal åbnes op for profit gennem udliciteringer og privatiseringer.

Den statsmonopolistiske stat privatiserer gerne offentlige aktiviteter. Men der er også en tendens til at staten selv privatiseres. Staten formes i markedets billede: Det offentlige bliver et supermarked, der udbyder diverse 'produkter', mens borgerne bliver bruger ('forbruger'); og offentlige aktiviteter udføres i stadig højere grad i halvprivat regi (udlicitering og statslige aktieselskaber eller gennem privat-offentlige selskabsdannelser).

Overvejelser over opgaverne i dag
Man kan her konkludere,

• at monopolerne en vokset i omfang og styrke; de har styrket deres magt og indflydelse og finder nye områder såvel geografisk som i form af nye samfundsområder, der kan udsættes for udbytning og være med til at sikre højere profitter,
• at statens rolle i den statsmonopolistiske kapitalisme grundlæggende er uændret men at monopolerne nu i højere grad og på en ny måde bruger staten som redskab for monopolernes nye tiltag,
• at stort set hele befolkningen (med undtagelse af ganske få der tilhører monopol- og finansborgerskabet) i dag har et interessefællesskab vendt mod monopolerne og mod den statsmonopolistiske kapitalisme.

Det er på grundlag af dette interessefællesskab og gennem at opbygge en aktiv enhed og aktionsenhed i dette fællesskab, at samfundsforandringer kan stilles på dagsordenen.

Monopolerne er selve kapitalismens væsen og derfor er kampen for socialisme en kamp mod monopolerne.

Og i denne kamp står også kampen for fastholdelse og udvidelse af demokratiet helt centralt.

Det er på mange måder aktuelt en forsvarskamp, men en forsvarskamp der må føres på en sådan måde, at den bidrager til yderligere enhed og aktivitet for nye og fremadrettede krav.

Der er vel stort set ingen væsentlige kampe i dag, som ikke indeholder elementer af anti-monopolistiske kamp.

Kampen mod nedskæringer i det offentlige er også en kamp om omfordelingen af løn til profit.

Kamp mod udlicitering og privatisering er forsvarskamp mod monopolerne; det er jo dem, der står på spring for at overtage Posten, vandforsyningen, den kollektive trafik (hvor de ikke allerede har gjort det), børneinstitutioner, sygehuse, plejehjem, uddannelsesinstitutionerne.

Det er en kamp der skal føres, både fordi vi ved, at privatiseringer fører til forringelser for brugerne - men også fordi det medfører udhuling af demokratiet, når så væsentlige samfundsområder sættes uden for demokratisk kontrol.

Tag prisstigningerne på medicin. De udgør en stor belastning for den enkelte forbruger af medicin, for amterne i form af medicinering på sygehusene, sygesikringens refusion, osv.
Vi ved, at profitterne i medicinalvirksomhederne er enorme - og at de bruger mere på reklame end de bruger på udvikling af ny medicin.

Eller prisstigningerne på den kollektive trafik, stigninger der overstiger den skattelettelse som almindelige indkomster har fået. Eller forringelserne af Posten, der gennemføres for lettere at kunne privatisere det - for nu blot at nævne to historier fra Arbejderen i torsdags.

Der er eksempler nok - og sådan set nok af oplagte opgaver, hvor vi kunne tage fat.

Også det, vi kalder de 'alment-menneskelige spørgsmål' har grundlæggende sammenhæng med monopolkapitalen og løses kun i kamp mod disse.

Fredskampen, kampen mod krig og oprustning - er også kamp mod rustningsmonopolerne og mod de monopoler, der står på spring for at dele byttet, når støvet fra krigen har lagt sig.

Kampen for miljøet er kampen mod kapitalismens og monopolernes hensynsløse adfærd; det er monopolerne der står bag Bush' afvisning af at underskrive Koyoto-protokollen, det er monopolerne der står bag rovdriften på regnskovstræerne og bag eksport af farligt affald til fattige lande.

Tag hele kultur- og informationsområdet: det er mediemonopoler der i stor udstrækning bestemmer hvad vi skal se og høre.

Og naturligvis: hele EU-kampen, som jo i det hele taget historisk og aktuelt også er et godt eksempel på anvendelsen af aktionsenhedens metode.

Og man kunne blive ved; der er stort set ikke et samfundsområde, der ikke er udsat for monopolernes greb. Der er således et meget bredt grundlag at aktionere på, også med et målrettet anti-monopolistisk indhold.

Alle disse områder og opgaver smelter sammen og giver nye muligheder.

Samtidig med at vi kæmper for at stoppe privatiseringen, må vi kæmpe for at vende den økonomiske og sociale politik i retning af en stærkere offentlig kontrol og ejerskab på et demokratisk grundlag.

Og vi må frem for alt arbejde på at få brudt den herskende nyliberalistiske markedspolitiske tænkning og praksis, Og i stedet opbygge krav om en samfundsøkonomisk politik til kontrol og styring af investeringer, kreditvæsen, spekulation hvor det er de samfundsmæssige fællesinteresser der udgør rammen og ikke et fåtals enevælde

Men der er også en række forhold, der vanskeliggør kampen.

Ikke mindst fraværet af de socialistiske lande og kapitalliberaliseringerne.

Det rejser spørgsmålet, om blot en begyndelse på anti-monopolistiske reformer vil føre til, at landet omgående sættes i en økonomisk gabestok. Det kan ske på mange måder: gennem spekulation mod vores valuta, kapitalflugt, sanktioner fra WTO, Valutafond, osv.

Det peger i retning af, at overgangen til socialismen i højere grad end tidligere bliver et regionalt spørgsmål; altså en samtidig proces i flere lande.

Når vi taler om vores eget land, så forudsætter det, efter vores opfattelse, ikke nødvendigvis et sammenbrud af hele EU. Dette kan selvfølgelig åbne nogle væsentlige perspektiver.

Men det kunne jo også være f.eks. en sideløbende proces i de nordiske lande.

For at samle op til sidst:

Et anti-monopolistiske demokrati vil indebære voldsomme indskrænkninger i monopolernes muligheder og en voldsom udvidelse af folkets økonomiske og demokratiske retigheder.
Det indebærer væsentlige økonomiske indgreb,- nationalisering af nøgleområder, herunder de dele af det offentlige, som er blevet privatiseret.

Men anti-monopolistisk demokrati er endnu ikke socialisme. Det er skridt på vejen til at sikre forudsætningerne for overgang til socialisme.

Man kan ikke opstille en facitliste for, hvornår det anti-monopolistiske demokrati er opnået og hvornår tiden er moden til at gå videre.

Det vil udviklingen i kampen, styrkeforholdet, enheden osv. afgøre. Anti-monopolistiske demokrati er nemlig ikke nogen tilstand men et stadie i den anti-monopolistiske kamp.

Den internationale monopolkapitalisme har undergået væsentlige forandringer igennem især de sidste 10-20 år; men der er tale om kvantitative forandringer. Den statsmonopolistiske kapitalisme har ikke forandret væsen.

Derfor er kampen for socialisme og for folkenes nationale selvstændighed stadigvæk først og fremmest en anti-monopolistiske kamp.