Jeg vil tro det er de færreste de går ind for en legalisering af cannabis, der ikke kender til de problemer der kan opstå ved et misbrug
af Jacob Toft Pedersen
Det er godt at se Karina Rohr Sørensen (Dagbladet Arbejderen den 20. januar), oplyse om hendes arbejde med misbrugere. Endnu bedre er det at se, at hun ikke er faldet i den faldgrube at betragte hendes omgang med misbrugere, som udtryk for det generelle billede af cannabisrygere.
Jeg er nok lidt skeptisk overfor problemets omfang og karakter, men ser ingen grund til at denne debat skal udvikle sig til en 'slå-hinanden-i-hovedet-med-citater-og-undersøgelser' over mindre forskelle. Men derimod tage udgangspunktet at cannabis kan misbruges, at misbrug er usundt og at det er de færreste der ender i misbrug.
Cannabis er allerede nemt og få fat i, specielt i de kredse hvor man finder misbrugere. At en legalisering skulle medføre flere misbrugere har jeg svært ved at se. Jeg kunne forestille mig, at man hæver den alder, hvor folk kommer i kontakt med cannabis og marginaliserer de hårde stoffer yderligere.
Dette er dog ingen garant for mindre misbrug, men det er da ikke et skridt i den forkerte retning. Erfaringerne fra Holland er også, at den alder hvor unge prøver at ryge cannabis er steget og at de generelt ryger mindre.
Der er i øjeblikket et så stort og ukontrolleret udbud af cannabis, at det medfører en uhensigtsmæssig blanding med hårde stoffer, salg til mindreårige og fortynding med alskens ubehageligheder. En legalisering vil i mine øjne rette op på de forhold.
Så er der også de økonomiske argumenter, politi og fænselsvæsen kunne spare ressourcer, en skatteindtægt i stedet for støtte til kriminelle organisationer eller klaner. Men på bundlinien handler det om mennesker og ikke økonomi, her syntes det tåbeligt at kriminaliserer folk for at ryge eller dyrke cannabis.
At cannabis i medicinsk og industriel øjemed skal legaliseres, kan jeg næppe forestille mig, at der er nogen der er uenige i.
Jeg har valgt at bruge betegnelsen 'cannabis', fordi det dækker over såvel hash som pot, og fordi den danske version hamp som oftes bruges i forbindelse med industriel anvendelse.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278