Skifteholdsarbejdernes krav om kortere arbejdstid må og skal være et centralt spørgsmål i de igangværende overenskomstforhandlinger.
fra timelønnede arbejdere Avedøre Avistryk
I årevis har det været dokumenteret, at skiftende arbejdstider, og især natarbejde, har alvorlige helbredsmæssige konsekvenser for den enkelte. Samtidigt betyder ubekvemme arbejdstider afsavn i hverdagen i forhold til familien og det almene sociale liv.
Vi erkender, at produktionen i mange brancher ofte må ske i døgndrift, eller som på vor arbejdsplads i stor udstrækning om natten, for at vi kan være konkurrencedygtige. Men vi oplever, at produktiviteten og tempoet konstant presses i vejret ikke mindst i nattetimerne.
Vi oplever ligeledes, at den helbredskontrol som EU's arbejdstidsdirektiv fra 23. november 1993 lægger op til for natarbejdere, og som fagets arbejdsgiverorganisationer har implementeret i overenskomsten i 1996, i samarbejde med vore faglige organisationer nu må komme igang. Dette direktiv, som skulle give viden om de helbredsmæssige gener, der er ved nat- og skiftehold, forsøger virksomheden at gøre til et spørgsmål alene om livsstil.
De medarbejdere som har måtte betale prisen i form af større risici for blodpropper, mavesår, tarmsygdomme og brystkræft, må indrømmes en kompensation i form af kortere arbejdstid, så kroppen for den nødvendige tid til at restituere sig. Vi kræver derfor maksimalt 30 timers arbejdsuge på aften- og nathold.
De timelønnede arbejdere på Avedøre Avistryk har derfor i dag holdt møde om vores situation som skifteholdsarbejdsplads. Vi føler ikke, at der i tilstrækkelig grad er opmærksomhed på vore vilkår og skal derfor sende et klart signal til såvel Danske Dagblades Forhandlings Forening som vor lokale arbejdsgiver om, at vi mener det alvorligt med kravet om nedsat arbejdstid på nat- og skiftehold.
Vi gør det i sympati med vore kollegaer på Aller Tryk og håber at andre arbejdspladser med nat- eller skiftehold vil følge vore eksempler op, som en klar understregning af behovet for nedsættelse af arbejdstiden.
Vedtaget på et fagligt møde den 22. januar.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278