Sven Tarp forsøger at skabe myter om Enhedslistens fejl og mangler, mener Per Clausen

af Per Clausen, medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse
Sven Tarp har helt ret i (Arbejderen den 29. janauar), at det parlamentariske arbejde er en meget vigtig del af klassekampen i Danmark.
Derfor er det også helt naturligt, at diskussionen om det fremtidige kommunistiske partis parlamentariske strategi presser sig på. Det er jo helt oplagt også at bruge en valgkamp og de muligheder en sådan giver, til at sætte fokus på det kommunistiske partis fortræffeligheder.
Det var vel også sådanne vurderinger der lå bag, at en række socialistiske/kommunistiske partier forsøgte sig på den parlamentariske scene i 70'erne og 80'erne uden at de reelt havde nogen mulighed for at komme i nærheden af en plads i Folketinget.
Desværre var en af konsekvenserne af denne strategi et meget omfattende stemmespild (forstået på den måde at mange stemmer ikke førte til repræsentation i Folketinget). Til gengæld blev partierne mere kendt i offentligheden og fik et mere klart indtryk af hvor mange (få), der støttede disse partier. Begge dele var givetvis nyttigt.

Kommunisternes parlamentariske strategi kan imidlertid ikke kun tage udgangspunkt i et nyt kommunistpartis ønske om at blive kendt og få sig markeret i offentligheden, men må også inddrage hvilke kosekvenser en opstilling i øvrigt kan få. Her er forholdet til Enhedslisten og Enhedslistens parlamentariske repræsentation vigtigt. Det fremgår da også af Sven Tarps indlæg.
Enhedslisten er på den ene side 'en samarbejdspartner og mulig strategisk allieret'. På den anden side er Enhedslisten (af samme grunde) den nærmeste konkurrent, når det drejer sig om at score stemmer. En selvstændig kommunistisk opstilling ville blive betydeligt nemmere at forklare, hvis den skete på baggrund af at Enhedslisten konkret havde svigtet politisk. Sven Tarp synes at være helt opmærksom på, at fraværet af demokratisk centralisme og andre karakteristika på et 'ægte' kommunistisk parti næppe vil blive tillagt særlig stor vægt i en valgkamp i Danmark i dag.
Desværre er Sven Tarps kritik af Enhedslisten temmelig overfladisk.

'Enhedslisten tager ikke i tilstrækkeligt omfang udgangspunkt i arbejderklassen og sociale spørgsmål, men i andre lag og såkaldt bløde sager som miljø.'
Hvis Sven Tarp gennemgik Enhedslistens politiske initiativer og politiske udtalelelser ville han gøre den opdagelse, at Enhedslisten i de seneste år har taget en lang række initiativer inden for disse områder.
Men det er sikkert rigtigt, at vi opfatter miljøproblemerne betydeligt mere alvorligt end et nyt kommunistisk parti gør. Jeg synes faktisk kommunisterne skulle gøre sig nogen overvejelser over konsekvenserne for kloden, hvis det fortsatte misbrug af jordens ressourcer fortsætter. Kendsgerningen er, at det i sidste ende - nøjagtig ligesom truslen om atomkrig - kan føre til en udslettelse af menneskeligt liv på jordkloden.
Sven Trap skriver videre, at 'Enhedslisten lægger hovedindsatsen i Folketinget og ikke i massebevægelsen.' Hermed ser Sven Tarp bort fra, at en meget væsentlig del af Enhedslistens arbejde i Folketinget og i forskellige byråd handler om at styrke massebevægelsen gennem et tæt samarbjede med aktive i denne og konkrete politiske initiativer. Det kan der nævnes mange eksempler på.
Nøjagtig lige som mange medlememr af Enhedslisten udfører et vigtigt arbejde i denne massebevægelse. Diskussion af indsatsen på dette område spiller da også altid en vigtig rolle i Enhedslistens hovedbestyrelses debatter om den aktuelle politiske situation.

Det er rigtigt, at Enhedslisten er ved at udvikle sig til et egentligt politisk parti. Det er til gengæld også sådan, at der stadig er mange kommunister, som er medlem af dette parti og at partiet giver gode muligheder for at også kommunister kan være aktive og få indflydelse på Enhedslistens politik.
Det overrasker mig lidt, at det nu skulle være i strid med kommunistisk politik at indgå samarbejdsaftaler med Socialdemokratiet. Jeg ved godt at DKP/ML altid har været imod den slags, men nu har DKP/ML jo aldrig været alene om at repræsentere kommunisterne.
Hertil kommer, at Enhedslisten - så vidt jeg ved - ikke har indgået generelle samarbejdsaftaler med Socialdemokratiet, men naturligvis konkrete politiske aftaler. Nøjagtig som vi for tiden arbejder aktivt på gennem de faglige organisationer at få formuleret en alternativ politisk linje, som vi gerne indgår aftaler med Socialdemokratiet om at få gennemført umiddelbart efter et valg.
I forhold til Eksjugoslavien er det rigtigt, at Enhedslisten hele tiden har tages afstand fra de nationalistiske strømninger - også dem i Serbien. Det tror jeg er en langtidsholdbar linje - også selv om jeg må erkende, at denne linje står i modsætning til de kommunistiske partiers.
Der er bestemt store forskelle på Enhedslisten og det kommende kommunistiske parti. Forskelle, som vil betyde, at mange kommunister vil foretrække Enhedslisten. En stillingtagen til en kommunistisk opstilling til Folketinget må ske på baggrund af disse forskelle og en vurdering af om disse aktuelt er af en sådan karakter og betydning, at de gør det muligt at forklare den kommunistiske opstilling.
I den proces tjener det næppe noget formål at forsøge at skabe myter om Enhedslistens fejl og mangler. Derfor dette forsøg på at rette lidt op på Sven Tarps beskrivelse af Enhedslisten.