At der er for meget antikommunisme i Enhedslisten er ikke noget nyt fænomen, derfor trak DKP/ML sig fra Enhedslistens ledelse, skriver Jørgen Petersen. I dag er Enhedslisten mere et egentligt parti end en valgalliance. Det er en udvikling, som DKP/ML har været imod.

af Jørgen Petersen, formand, DKP/ML
Det er en god diskussion om kommunisterne og det parlamentariske arbejde, der udvikler sig i Arbejderen i øjeblikket. Det er også en nødvendig diskussion, som et naturligt element i den kommunistiske samlingsproces, der har vundet genklang hos kommunisterne over hele landet.
DKP/ML's forhold til Enhedslisten har udviklet sig gennem årene. Vi var med til at stifte listen. Den gang foreslog DKP/ML, at Enhedslisten blev opbygget som en parlamentarisk alliance mellem venstrefløjens forskellige partier, i erkendelse af, at de hver for sig ingen muligheder havde for at komme over spærregrænsen og fordi reglerne for indsamling af underskrifter blev stadigt mere skærpet.
Vi følte os aldrig hjemme i Enhedslisten. Jeg er meget enig med Finn Hermann, når han i Arbejderen den 24. januar skriver, at der er for megen antikommunisme i Enhedslisten. Det er ikke et nyt fænomen. Derfor trak vi os fra Enhedslistens ledelse.
Med tiden er vores arbejde i Enhedslisten næsten helt stoppet. I de sidste 5-10 år har DKP/ML, med få lokale undtagelser, ikke arbejdet i listen.
Denne udvikling hænger snævert sammen med DKP/ML's øgede koncentration omkring den kommunistiske bevægelse og Enhedslistens forandringsproces fra en bredere valgalliance til et egentligt parti, Det er en udvikling, som vi har været imod.

Forholdet til Socialdemokratiet
Hvis kommunisterne i opbygningsfasen havde prioriteret flere kræfter til arbejdet i Enhedslisten havde vi måske kunne skubbe Enhedslisten i en anden politisk retning. Men sådan gik det ikke. Under alle omstændigheder opfatter jeg det som en ligegyldig spekulation i dag. En realistisk bedømmelse af DKP/ML's arbejde i Enhedslisten er, at vores indsats aldrig blev mere end halvhjertet og resultaterne også der efter.
Enhedslisten er blevet et nyt parti, i overensstemmelse med flertallet af medlemmernes ønske. I dag er der stadig en række kommunister, der arbejder i Enhedslisten med forhåbningen om at skubbe Enhedslisten i retning af den kommunistiske bevægelse. Det tror jeg er både umuligt og spild af kræfter.
Lad os prøve at se på nogle af de signaler, der kommer fra Enhedslisten i øjeblikket.
Om Enhedslisten kommer i Folketinget eller ej efter det næste valg kan ende med at blive afgørende for om der kommer et regeringsskifte. I denne situation må der præsenteret et klart politisk alternativ til den nyliberale politik, der også er dybt rodfæstet i Socialdemokratiets top. Alligevel kan man læse i Enhedslistens medlemsblad (nr. 20. 11. december 2003) at folketingsmedlem Line Barfod slår til lyd for, at der er mere der samler end der skiller Socialdemokratiet og Enhedslisten. Jeg har ikke set nogle protester i Enhedslisten over sådanne udtalelser, vi tidligere kun hørte fra SF.

Rodfæste i arbejderklassen
Ugebrevet A4 havde den 26 januar en analyse af Enhedslistens situation og listens dans omkring spærregrænsen.
'I det lille parti er man klar over, at det ikke er politiske programmer, lovforslag eller smarte slogans, der skal holde liv i ambitionen om pladser i Folketinget. Partiet står og falder med enkeltpersoners offentlige gennemslagskraft.'
Det er en ganske bemærkelsesværdig konklusion, som netop afspejler en af kommunisternes aller vigtigste kritikker af Enhedslisten. På trods af de fine hensigtserklæringer, er det ikke lykkedes Enhedslisten at skabe de nødvendige bånd til den udenomsparlamentariske kamp, for slet ikke at tale om rodfæste i den kæmpende del af arbejderklassen.
I DKP/ML program peger vi på de klassemæssige årsager til Enhedslistens svagheder.
'Ved siden af kommunisterne udgør Enhedslisten i dag den vigtigste kraft på den danske venstrefløj. Socialt repræsenterer den hovedsageligt mellemlagene, som står arbejderklassen nær. Kommunister ønsker et tæt samarbejde med Enhedslisten omkring alle spørgsmål, hvor der er fælles fodslag.'

Kritisk støtte
Gennem alle årene har vi kritiseret Enhedslisten når vi har været uenige. DKP/ML's program understreger kort og godt, at vores afsæt for at støtte Enhedslisten er kritisk og at Enhedslisten på sigt er for snæver til at blive et samlingspunkt for den folkelige enhed, som må opbygges imod monopolkapitalens offensiv.
Ved Folketingsvalg har DKP/ML støttet Enhedslistens valgkamp, blandt andet gennem Arbejderen. Enhedslisten er stadig vores eneste parlamentariske mulighed i den nuværende situation. Alt tyder på at kommunisterne også ved det kommende folketingsvalg vil anbefale Enhedslisten, der naturligvis vil være en allieret, også hvis kommunisterne igen søger opstilling til folketingsvalg.
Det er DKP/ML's opfattelse, at kommunisterne har brug for en selvstændig parlamentarisk talerstol. I sammenhæng med enhedsprocessens udvikling må diskussion fortsætte om hvordan og hvornår vi bedst muligt kan sikre det.
Christian Toubro har i sit indlæg fra den 16. januar nogle spændende overvejelser om hvordan kommunisterne kan bygge et parlamentarisk arbejde op. Han foreslår at kommunisterne nu lokalt finder sammen i lokale kommunistiske lister hvor det er muligt, herunder K-lister i de større byer. Samtidigt peger han på betydningen af at man benytter muligheden for at indgå lokale valgalliancer blandt andet med Enhedslisten, som ofte vil stå kommunisterne nærmest. Det er ideer, der ikke ligger DKP/ML fjernt og som naturligvis vil indgå i vores diskussioner.