19 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kaffegrums og blå briller

Kaffegrums og blå briller

Lørdag, 07. februar, 2004, 00:00:00

Ville han have indtaget Bagdad helt alene? Det er det store spørgsmål om Anders Fogh Rasmussen og hans håndgangne mænd

Spørgsmålet blev mere og mere aktuelt som ugen gik. Først lovede Bush, at granske krigsgrundlaget. Kort efter meldte Tony Blair det samme. De vil have undersøgt om de havde de rigtige oplysninger, da de besluttede at gå i krig i Irak.
Der tegner sig et billede af en dansk statsminister som langt hen ad vejen så rigtig snedig ud. For ham handlede det slet ikke om Irak havde masseødelæggelsesvåben eller ej. Det er et ærligt standpunkt. Til gengæld har USA's udenrigsminister Colin Powell udtalt, at han ikke ved om han ville have anbefalet en Irak-invasion, hvis han havde vist at Irak ikke rådede over masseødelæggelsesvåben. Fraværet af et lager ændrer det politiske regnestykke. Det påvirker det svar, som man får, sagde Powell forleden.

Tvivlen breder sig i koalitionen. Men vi står fast. Fogh ejer ikke tvivlens nådegave. Hvorfor skulle han dog også være i tvivl, når han har baseret sin deltagelse i koalitionen på et helt andet grundlag end USA og Storbritannien. Spørgsmålet er derfor:
FOGH VAR DU GÅET MOD BAGDAD ALENE?

Man kan ikke sige andet end, at det både ville være en modig beslutning og en dåd, der bestemt ville kendetegne en statsmand af et format i uspecificerede retninger. Var det sket ville arbejdsløsheden i vort lille land med sikkerhed være borte. Både unge arbejdsløse og det grå guld ville have hænderne fulde. I weekenden kunne statsministeren og hans følge have været vidne til en sand Fogh-befrielse af Iraks ørken!
Farvel og tak, jeg håber det bliver bedre, sagde Fogh da han forlod Irak.

Skår i de blå briller
Øjnene rettes nu stift mod efterretningstjenesternes blå briller. Det ser ud til at det er dem, der skal i gyngen.
Hvordan kunne de dog finde på at vildlede deres regeringschefer og generaler med oplysninger, hvor de forkerte politiske beslutninger så at sige sprang ud af kortene? Noget tyder på at de britiske og amerikanske efterretningsvæsner var ude på noget. Så kan man spørge for hvem og for hvad?
Bush og Blair er godt presset af krigsmodstanden. Den proces de nu har sat i gang tvinger dem til at forholde sig til et mere objektivt grundlag for krig. De skal nok klare den aktuelle storm. Efterretningsvæsnerne har så mange hoveder, der er nok at tage af. Formentlig arbejder de som død og helvede på at fremtrylle nogle beviser som kan redde deres røv.
Men det ser dog ud til, at væsnerne slår tilbage. De første folk er stået frem, for eksempel Brian Jones, der indtil for nylig var kontorchef i det britiske forsvarsministeriums afdeling for masseødelæggelsesvåben. Han siger direkte, at de oplysninger som efterretningsvæsnerne gav videre blev politisk misbrugt og fordrejet.
Problemet - ikke for Bush og Blair - men for det amerikanske og britiske bourgeoisi, er hvad langtidsskadevirkningen af denne skandale kan være. Det piner dem naturligvis, hvordan de kan komme igen med nye krige - har Bush-regeringen ikke forsynet verden med en handlingsplan for det næste årtis krige og ladet krigsbudgetterne eksplodere? Umiddelbart er de svækkede, men det er naturligvis også farligt at et objektivt krigsgrundlag gør sagen bedre.

Kaffegrumsens fordel
Gang på gang har Fogh erklæret, at hans regering ikke har gjort noget galt. Hans begrundelse er moralsk. Så der er ikke noget at komme efter.
Realiteten er at Fogh gik med, da USA gik. Havde Bush sagt, at der ikke var grund til at gå i krig, ja så ville Fogh heller ikke mene det. Derfor behøver Fogh heller ikke noget efterretningsvæsen til den opgave - her rækker kaffegrums. Og der er vel ikke nogen grund til at nedsætte en undersøgelseskommission til at undersøge, hvad kaffegrumsen sagde den morgen da beslutningen blev taget? Her er der ikke - fejet noget under gulvtæppet.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. feb. 2004 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp