Per Aarsleff A/S hedder firmaet, som jeg har været i gennem de seneste otte-ni måneder. Det er et hastigt ekspanderende jysk entreprenørfirma, med i verdenseliten indenfor pilotering, nu også begyndt at lave decideret betonarbejde, blandt andet her i hovedstadsområdet

af Kjeld Stenum
Firmaets grundlægger - den gamle Per Aarsleff - er still going strong og siges at være en flink mand mod sine folk, hvis de kommer til ham og er i pengeforlegenhed. Det har jeg ikke haft lejlighed til selv at efterprøve, da han huserer i Århus, og jeg i denne periode af mit liv for det meste befinder mig i det københavnske.
Jeg skulle nu for øvrigt heller ikke nyde noget af at efterprøve det, selv om jeg havde muligheden, jeg skal ikke fedtes ind i noget afhængighedsforhold til min arbejdsgiver. Jeg vil godt have mulighed for at gå og smække med døren, hvis jeg får brug for det, og det kan man få, før man aner.
Der går rygter om, at vi måske skal udsættes for lønnedgang på grund af noget, de kalder omstruktureringer i firmaet. Omstruktureringer er noget i retning af jordskælv og andre naturkatastrofer, ingen har ansvar for det, ingen bryder sig om det, og ingen magter at gøre noget ved det.
Det gælder lige fra direktør til lærling. Derfor kan man ikke forhandle om det. Sådan lærte vi det i NCC, nu får vi det samme at vide her i Aarsleff. Da denne ulykke hjemsøgte NCC, rejste jeg fra firmaet. Sådan kan jeg vel gøre fra Aarsleff også, om galt skal være.
Omstruktureringer indtræffer, når firmaer bliver for store. Folkene bliver ligegyldige, den vedtagne firma-politik bliver alt. Flinke er noget, entreprenører er, når de selv kan huske, hvordan det er at knokle. Det kan de ikke længere huske, når firmaer bliver for store. Eller også bliver de for gamle til at have noget at sige.
Måske er det det, det drejer sig om med Per Aarsleff. Han begyndte i hvert tilfælde i det små lige efter krigen i brunkulslejerne i Sæby. Det var der en del, der gjorde i årene omkring krigen, hvor brændselsmanglen var så voldsom, at de rygende og osende jyske brunkul lod sig sælge.
Det var et klondyke for småt bemidlede lykkeriddere, da det gik hedest til, der arbejdede op imod et par tusind mand, og omkring 3000 hektar vestjysk sandjord fik vendt bunden i vejret. Det drejede sig mest om arbejdsløse, der forsøgte at bjerge sig et udkomme der, og de boede i gamle rutebiler, træbarakker og skure.
Per Aarsleff startede med at købe sig en gravemaskine og leje to andre, hvilket skaffede arbejde til fjorten mand. Han kan nok huske, hvordan det var at arbejde. Småentreprenører, der arbejder selv, plejer heller ikke at spare sig selv, og sikkerhed er en by i Rusland. Og brunkulslejerne var en hård og blodig arbejdsplads, den har ord for at være Danmarks blodigste i nyere tid.
Der var ingen regler for, hvordan området skulle efterlades, når man havde endevendt det og hevet det svovlholdige osende guld op. Så det blev efterladt, som det nu engang lå. Det vil sige som en sandørken. De dybe udgravninger blev til søer, fordi grundvandet vældede op, hvilket gjorde landskabet ustabilt.
Dødsensfarligt havde det været at grave det op, og dødsensfarligt var det længe efter, at man havde forladt det, ja, er det sine steder den dag i dag. Mange af børsterne omkom under arbejdet, gik i dybet med et skred eller lignende, og mange år senere er turister indimellem stadigvæk kommet af dage på grund af pludselige forandringer i det ustabile landskab, eller de er blevet suget ned af kviksand.
Brunkulsudvindingen skal først være standset fuldstændigt i 1970. I dag er det meste af området helt vokset til med fyr- og birketræer, man snakker vistnok stadig om at frede en smule af det sidste ubevoksede, og der er vist et lille brunkulsmuseum på stedet.
Min egen far og hans bror har også været der. Jeg ved faktisk ikke nøjagtigt hvornår. For min far talte aldrig om sin tid i brunkulslejerne derhjemme, og jeg var temmelig gammel, før jeg overhovedet fandt ud af, at han havde været der.
Jeg tror nok jeg fandt ud af det, engang hans bror - min farbror- snakkede til ham om det, mens de sad og snakkede sammen over et glas af min farbrors hjemmebryggede rævepis. Eller det var mest min farbror, der snakkede. Min far var meget mørk og sagde ikke rigtig noget.
Han havde ikke kunnet lide stedet og brød sig ikke om at mindes. Måske var det også en af grundene til, at vi aldrig plagede ham med spørgsmål om det, sådan som vi ellers gjorde om for eksempel hans tid på Island, som havde været et eventyr, og som han gerne fortalte om. Min farbror var en mere ubekymret natur.
Men han havde heller ikke været ude og grave selv, sådan som min far havde, han havde bare haft en hest, der hed Lotte, og en lille vogn, hvorfra han solgte tobak og andre livsfornødenheder til brunkulsbørsterne. Det havde der været penge i, mindedes han med et grin. Lidt af en fidusmager havde han vistnok været, dem havde der været mange af deroppe, mente han. Som om det var forklaring nok.
Sandsynligheden er nok lille. Dels tror jeg, min fars tid i Sæby var før Per Aarsleffs, dels var Per Aarsleff jo dengang kun en lillebitte entreprenør blandt mange entreprenører. Men det er da muligt, at jeg i dag arbejder i samme firma, som min far gjorde engang for mange mange år siden.
Så kan man da sige, at ringen er sluttet! Eller den er det i hvert fald, hvis jeg ender med at forlade Per Aarsleff i vrede. Sådan forlod min far nemlig brunkulslejerne. Dette fik jeg først at vide gennem min faster efter hans død.
Når man skulle transportere brunkul, foregik det undertiden i trillebør, og kun med en planke lagt ud over dybet. Fra sådan en planke havde min far en dag tabt en trillebør. Og han havde måttet kravle i land for ikke selv at følge efter. Samme dag var han rejst fra lejerne.
Per Aarsleff er som sagt still going strong. Han har stadigvæk sin allerførste gravemaskine, den siges at være i tip-top-stand og stå foran firmaets hovedkontor i Århus. Min far er for længst død. Og han gemte intet fra sin tid i brunkulslejerne, end ikke sine minder.