19 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ny politik for de ledige!

Ny politik for de ledige!

Tirsdag, 17. februar, 2004, 00:00:00

Det skal være slut med at de ledige skal undgælde for uambitiøse og forfejlede planer fra regeringens side. Siden regeringen tiltrådte har ledighedskurven kun haft en vej - OP!

af HK Service København
Ambitionerne på de lediges vegne har været begrænsede. Ledigheden skulle fjernes ved at nedsætte dagpengene, afkorte perioden, beskære lediges muligheder for kompetenceudvikling, og sidst men ikke mindst er kravet til ledige kollegers mobilitet blevet skærpet.
Indtil videre er dagpengeniveauet låst fast - til trods for et stort behov for det modsatte.
I perioden 1991 til 2001 er dagpengene reguleret med 15 procent. I samme periode er gennemsnitslønnen for en kontorassistent i vores afdeling steget med 65 procent.
Det politiske landskab har ikke givet os grund til at tro på at en større stigning i dagpengene er på dagsordenen i de førstkommende år.
Vi vil ikke stiltiende se på at ledige kollegers vilkår bliver forringet.
Det er vigtigt at styrke indsatsen for at øge bevillingerne til kompetenceudvikling af ledige kolleger. Øgede kompetencer er vores stærkeste modtræk til udflagning og outsourcing.
Gabet mellem dagpengene og gennemsnitslønnen skal mindskes.
Dagpengesatserne må og skal sikres en regulering, der helt og fuldt afspejler lønudviklingen.
Der skal ikke herske tvivl - HK Service København mener, at Danmark fortsat skal have en statslig finansieret arbejdsløshedsforsikring, forankret i arbejdsløshedskasserne.
Så arbejdet stopper ikke her!
Skal ledige kollegers forhold for alvor forbedres, skal vi have regeringen til at ændre kurs. Kan regeringen ikke tilvejebringe arbejde, skal de til gengæld give rammer og plads til uddannelse og kompetenceudvikling.
Det kan ikke være rigtigt, at ledige kolleger i 2004 fortsat skal have en længerevarende ledighed, før de får adgang til kurser i videre omfang i et system, der konstant bliver beskåret i bevillinger. Det hænger ganske enkelt ikke sammen!
Derfor er det bydende nødvendigt at sikre regeringen den kortest mulige levetid.
Vedtaget på HK Service Københavns Generalforsamling den 4. februar.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. feb. 2004 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp