Det som Jørgen Petersen og andre kalder et parti ville jeg snarere kalde en paraply-organisation

af Finn Hermann, Enhedslisten
Det er positivt, at Jørgen Petersen selvkritisk vurderer DKP/ML's indsats i Enhedslisten som '.... halvhjertet og resultaterne også derefter'. DKP/ML har dog næppe hele ansvaret for eventuelle mangler ved Enhedslisten. Der var også andre kommunister, som ikke fra starten gjorde sig klart, hvad de (sammen) kunne tilføre dette forsøg på at samle den danske venstrefløj. Til gengæld mener jeg, i modsætning til Jørgen Petersen, ikke, at det ville være spild af gode kræfter at rette op på denne undladelsessynd. Det er sagen for alvorlig til.
Og det kniber stadig for mig at fatte, at seriøse kommunister - og som sådan betragter jeg absolut DKP/ML - ikke indser nytten i et aktivt - OG kritisk! - samarbejde med en liste, som man alligevel er nødt til at anbefale. Og - nok så væsentligt! - som man langt hen ad vejen er enig med.
'... Enhedslisten er blevet et nyt parti, i overensstemmelse med flertallet af medlemmernes ønsker' en udvikling 'vi er imod', skriver Jørgen Petersen. Det er nu tvivlsomt, om flertallet af de rød-grønne opfatter deres liste som et parti.
Og de mener i hvert fald ikke et parti, som Jørgen Petersen, Betty Frydensbjerg og Henrik Hedin, eller for den sags skyld min egen ringhed forstår det. For det første er der ikke noget, der tyder på, at Enhedslisten nogensinde vil optage den demokratiske centralisme i sin partikultur. For det andet vil der altid i Enhedslisten være langt større tendensfrihed end i de kommunistiske partier.

Det som Jørgen Petersen og andre kalder et parti ville jeg snarere kalde en paraply-organisation. Personligt frygter jeg derfor ikke nogen konflikt mellem medlemskab af et kommunistisk parti og medlemskab af liste Ø. Jamen, har listen ikke et principprogram? Jo, men forpligtetheden overfor dette program er langtfra så entydig som kommunisternes overfor deres programmer.
I forbindelse med et kommende folketingsvalg 'må der præsenteres et klart politisk alternativ til den nyliberale politik, der også er dybt rodfæstet i Socialdemokratiets top', skriver DKP/ML's formand. Han skylder os at pege på, hvad det er Enhedslisten mangler for at repræsentere dette alternativ. Og henvisningen til Line Barfods bemærkning om, at der er mere, der samler end skiller Enhedslisten og Socialdemokratiet, duer ikke rigtigt. (I øvrigt var det en socialdemokrat der sagde det, Line erklærede sig blot enig).
Så vidt jeg opfatter hende, mener hun, at forankringen i arbejderbevægelsen er fælles for socialdemokrater og revolutionære, og sådan forstået adskiller hendes synspunkt sig ikke fra årtiers kommunistisk opfattelse, som den kom til udtryk i Folkefrontspolitikken, i Enhedsforhandlingerne efter besættelsen, i sammenslutningen af socialdemokrater og kommunister i DDR og lignende.
Når fælles interesser mellem Socialdemokratiet og venstrefløjen fremhæves i denne tid, er det jo også for at vise, at hvis socialdemokraterne vil, er der et regeringsdueligt alternativ. Det er vist heller ikke i modstrid med en kommunistisk grundholdning.

Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at et nyt fælles kommunistisk partiprogram vil stemple socialdemokraterne som et borgerligt parti, uanset hvor kraftigt man må tage afstand fra deres politik på en række områder.
Var det virkelig anti-kommunismen i Enhedslisten, der fik DKP/ML til at trække sig fra listens ledelse? Denne anti-kommunisme skal altså ikke overdrives (det er lige før jeg fortryder, at jeg har omtalt den), og det bør måske understreges, at den ikke retter sig mod kommunismen som perspektiv, men mod de kommunistiske partiers praksis - dét der med et rigtigt dumt ord kaldes 'stalinisme'.
Er Jørgen Petersen og andre kommunister virkelig ikke blevet mere hårdhudede efter årtiers oplevelser med antikommunisme fra socialdemokrater og borgerlige kræfter?
Ugebrevet A4 peger på enkeltpersoners afgørende rolle for Enhedslistens gennemslagskraft. Det er rigtigt. Og beklageligt. Det kan kun blive anderledes, hvis Enhedslisten udbygges og konsolideres som politisk handlende kollektiv. Dette vil forhåbentlig præge de politiske og organisatoriske debatter på listens kommende årsmøde.

Alt i alt er debatten om parlamentarisk strategi i almindelighed og Enhedslisten i særdeleshed meget afgørende for de tre kommunistiske partier, der har begivet sig ud på enhedens vej. En vej fuld af 'chikaner' og huller:
- DKP har (senest på sit landsledelsesmøde 7.-8. februar 2004) bekræftet sit engagement i Enhedslisten. Hvis DKP skal med i et nyt kommunistisk parti, vil DKP/ML og KPiD kræve, at dette engagement ophører. DKP kunne til gengæld tænkes at fremføre tilhørsforholdet til Enhedslisten som et element i et kommende fælles grundlag.
- Flere medlemmer af DKP/ML er medlemmer af Enhedslisten og vil i sammenslutningsprocessen blive stillet overfor kravet om at opgive dette medlemskab.
- KPiD er tydeligvis dét af de tre partier, der har den fjendtligste holdning til Enhedslisten. Partiet skylder i en vis forstand Enhedslisten sin eksistens, idet partiet dannedes på baggrund af en dyb splittelse i DKP over Ole Sohns og ligesindedes medvirken til dannelsen af De Rød-Grønne. KPiD vil slå stærkt på, at medlemskab af Enhedslisten er udelukket i det fremtidige kommunistiske parti. Vil DKP og DKP/ML uden videre bøje sig for det?
Det bør ikke blive nemme forhandlinger.