De fleste tænksomme mennesker kan godt forstå, at Israels apartheid-mur skygger for ethvert håb om fred i Mellemøsten
af Ulla Sandbæk, MEP for Junibevægelsen
Det var også konklusionen i de fleste af de taler, som blev holdt i Europaparlamentet, da spørgsmålet blev sat på dagsordenen i februar i Strasbourg.
Ikke uventet arrangerede Parlamentets Israel-delegation i ugen forud for denne debat et møde med to repræsentanter for Israels udenrigsministerium, for at de kunne forklare, hvorfor muren virkelig var en sikkerhedsmur.
En af repræsentanterne, hr. Peled, fortalte en lille anekdote om en amerikaner som i en zoologisk have i Moskva til sin store forundring så et bur, hvori der var en ulv sammen med et lam. Forklaringen viste sig at være, at et nyt lam blev bragt ind i buret til ulven hver dag.
Hr. Peled sammenlignede derefter Israel med lammet og palæstinenserne med ulven. Hvilket unægtelig for mig var at vende tingene på hovedet, eftersom det mig bekendt er Israel, der har besat Vestbredden og Gaza og har en af verdens stærkeste hære, atomvåben og USA i ryggen. Men ikke desto mindre meget typisk for israelsk selvopfattelse og opførsel.
Man kan diskutere til verdens ende om Den Internationale Domstol bør udtale sig om muren. Men et er sikkert. Hvis ikke verden lægger det stærkest tænkelige pres på Israel om at rive denne fuldstændig katastrofale mur ned, uanset hvad resultat den internationale domstol når frem til, bliver der aldrig fred i Mellemøsten.
Samtidig skal Sharon have at vide, at han ikke kan erstatte køreplanen for fred med sin egen unilaterale grænsedragning. Det har nemlig vist sig, at Sharon udelukkende har tilbudt at fjerne bosættelserne fra Gaza for at flytte dem til Vestbredden. Sharon har tidlige truet med at etablere unilaterale grænser, og han giver nu udtryk for, at dette er det første skridt på denne vej - væk fra køreplanen for fred.
Bosættelserne i både Gaza og på Vestbredden er ulovlige og den aller største hindring for freden. De allierede gik i krig for at tvinge Saddam Hussein til at efterleve FN's beslutninger. Hvornår har det internationale samfund tænkt sig at tvinge Sharon til det samme, så han får en ultimativ dato for, hvornår alle Israels illegale bosættelser i de besatte områder skal være væk.
Når det er sket, kan Israel i givet fald bygge en beskyttelsesmur langs den grønne linie - men til den tid vil det ikke være nødvendigt, fordi det ville give det palæstinensiske selvstyre det grundlag, det behøver, for effektivt selv at sætte en stopper for selvmordsaktionerne.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278