I denne skumle bygning smækker man nu noget isolering op på ydervæggene, og sætter en masse skillevægge op, så kalder man det ejerlejligheder i rustikt miljø og regner med at tjene millioner på den fidus

af Kjeld Stenum
Ja, det er. I måneder har vi gået i et hul i en baggård, i frost og tø, i regn og slud (hvor er der kommet meget vand her i vinter), brudt en gammel kælder under gården ned, gravet op til kloak, med det resultat, at gravemaskinen kørte underlaget så meget op, at det blev det rene mudder, som så måtte fjernes, af gravemaskinen, naturligvis, hvilket resulterede i endnu mere mudder...
Samtidig har vi jo slettet den gamle kloak, blandt andet de gamle regnbrønde. Med det resultat, at en del regnvand fra tagnedløb, der jo nu mundede ud i ingenting, nåede at bløde undergrunden endnu mere op, før vi fik etableret en afledning. Med andre ord, der står mudder på projektet, og det synes endeløst.
Det værste af det hele er, at samtidig med, at vi laver ny kælder og gårdsplads, som vi aldrig bliver færdige med, fordi vi aldrig når længere end til at rydde mudder, samtidig med det er et hold murere, tømrere og elektrikere i gang med en skrabet fupmodernisering af baghuset.
Baghuset er en gammel fabriks- og kontorbygning, kun med vinduer i den ene side, den ud til baggården, som vi har brudt op. Ud til den anden side er der nogle ganske små koøjer ud til andre snævre baggårde, ellers er der bare massiv betonmur.
I denne skumle bygning smækker man nu noget isolering op på ydervæggene, og sætter en masse skillevægge op, så kalder man det ejerlejligheder i rustikt miljø og regner med at tjene millioner på den fidus. Var det ikke Bendt Bendtsen, den pæne mand, der havde en ide om, at en masse tørrelofter og den slags kunne omdannes til attraktive boliger og på den måde både være med til at afhjælpe bolignøden og give den betrængte byggebranche en saltvandsindsprøjtning? Det her må da lige være i hans ånd!
Den eneste adgangsvej ind til baghuset er tværs over gårdspladsen, som ikke er der længere, fordi vi har brudt den ned og forvandlet den til et mudderhul. Det giver nogen problemer for de sølle håndværkere derinde, når de skal have materialer ind. Det giver også os problemer, at der hele tiden skal fragtes materialer frem og tilbage hen over vores arbejdsplads.
Af en eller anden grund skal de to etaper af byggeriet med djævelens vold og magt laves præcist samtidig, i stedet for at man lavede enten gårdsplads først eller også baghus først, og undgik problemet med transportvejene. Lige netop denne vanvittige arbejdsgang har bygherren fået banket på plads.
Det er jo et mantra ved moderne byggeri, at der skal læsses så mange håndværkere på ad gangen som muligt, og helst lidt flere, så man kan lægge en tidsplan, der siger, at man er færdig, før man er begyndt, og alle de mange folk rigtigt kan gå i vejen for hinanden, så absolut intet bliver færdigt.
Den detalje har bygherren nok lært på bygherreskole, eller hvor man nu ellers lærer den slags. Ellers er her ingen koordinering og ingen ledelse.
I lang tid kunne vi ikke starte på grund af et mindre nedbrydningsfirma, som havde fået en underentreprise på at nedbryde dækket over vores kælder. En underentreprise, som de overhovedet ikke havde tjek på, men lovede færdig mod slutningen af ugen. Det gjorde de uge efter uge.
Vi kørte ind for at starte og kørte væk igen, fordi vi ikke kunne komme til, og det gjorde vi i måneder. Ingen gjorde noget ved, at de ikke magtede den nedbrydning. Omkring nytår kom vi så endelig i gang. Og ingen gør nu noget ved, at vi nu er i gang med at grave mudder op helt ned til salig formand Mao, som jo nok ligger der et sted, ikke så meget dybere nede end dertil, hvor vi er nået.
Kort efter at vi var kommet, rejste alle tømrerne, fordi de ikke kunne komme frem for de andre håndværkere, for et par uger siden rejste så alle murerne, fordi de heller ikke kunne lave mere, før tømrerne, som ikke var der, havde lavet deres færdigt. Og så gik der kun et par elektrikere, og så os, naturligvis. Der bliver holdt nogen byggemøder indimellem, dem bruger de vist kun til at revidere tidsplaner.
Vi snakker somme tider om, at der må være en masse penge i den anden ende af det her projekt, siden de har råd til at være så ligeglade. Det er der vistnok også. Indimellem kommer der folk og kigger.
Så er det fordi der har stået noget i en eller anden lokalavis om, at her vil blive luksusiøse ejerlejligheder til salg, i det her rustikke miljø, som de kalder det, og i et attraktivt kvarter, med udsigt over Kongens Have. Når de så ser vores skumle mudrede baggård, spørger de vantro:
'Er det her?'
Og det er det jo så. Den der med udsigten over Kongens Have er også god nok, siger vi til dem, hvis man går helt op i toppen, oppe på femte sal, kan man fra et enkelt vindue lige skråt henover taget på forhuset, skimte et par træer i det alleryderste hjørne af Kongens Have, ellers er det eneste, man kan se fra vinduerne i det baghus, det er vores mudrede baggård.
Men der kan de jo også bare anlægge deres eget havemiljø, siger vi så til dem, der kan sikkert godt gro radiser, og de behøver i hvert fald ikke kunstvande.
Så fortæller de, at sådan en skummel lejlighed på hundrede kvadratmeter, med udsigt til en deprimerende baggård, skal komme til at koste i omegnen af to en halv million kroner. Jo, der er sgu uden tvivl penge i den anden ende af projektet.
Vi gør vores bedste for at skræmme potentielle købere væk. Men vi kan jo ikke være der altid. Og lejlighederne skal såmænd nok blive solgt. Jo, de skal, og sikkert også til velhavere eller velhavende folks børn.
Kvarteret er jo attraktivt, det og så boligmanglen i den indre by er uden tvivl nok. Og den spekulant, der så mulighederne i den gamle skumle lortebaggårdsfabrik, så rigtigt. Det var en heldig investering.
Udbud og efterspørgsel, samfundsudvikling a la Fogh og Bendtsen, jo, det skal sgu nok blive godt! Efter et par år er de skumle huller nok så fulde af svamp, at de skal renoveres på ny, og beboerne er nok så deprimerede, at de hænger sig selv.
Så er der igen noget at se til for et par raske håndværkere, hvorefter lejlighederne kan sælges videre til de næste. Og på den måde skal vi sgu nok snart komme den arbejdsløshed og den boligmangel til livs!
P.S.: I sidste uges skærveknuser stod der fejlagtigt 'Sæby' om stedet, hvor brunkulslejerne lå. De lå, som mange læsere formodentlig ved, i det midtjyske Søby ved Herning og ikke i det nordjyske Sæby. Fejlen skyldes ikke mig, men en uheldig korrekturlæsning på avisen. Den slags sker i kampens hede! K.S.