Regeringens Strukturkommision har sat en supertanker i vandet som sandsynlig vis er umulig at standse, de fleste borgmestre er gået helt fra snøvsen, de prøver at komme med, og alle er bange for at falde af
af Jens Hæsum, Langebæk
Hvis regeringen får held med sin kommunalreform forsvinder ca. 65 procent af alle danske kommunalpolitikere, det kan man da kalde en udrensning, der vil noget, langt værre end de lange knives nat, hvis det ikke er en forringelse af det lokale demokrati, hvad er det så? Og det skal helst gå så stærkt som overhovedet mulig, inden det går op for de politiske græsrødder rundt omkring i kongeriget, at det her er rav ruskende galt.
Regeringens Strukturkommision har sat en supertanker i vandet som sandsynlig vis er umulig at standse, de fleste borgmestre er gået helt fra snøvsen, de prøver at komme med, og alle er bange for at falde af. Magtkampen er begyndt, der tales om super-kommuner på op til 130.000 indbyggere, og at det nu i fremtiden bliver nødvendigt med levebrødspolitikere - dem har vi da ellers rigeligt af på Christiansborg.
Magten vil i fremtiden blive centreret omkring de i forvejen store Christiansborg-partier, embedsmændene vil få endnu mere magt og bureaukratiet vil vokse til uanede højder, et kæmpe tilbageskridt for det brede danske lokale demokrati, som vi er så kendt for ude i verden.
I de seneste år er vi blevet bombarderet med en bevist propaganda, den ene rapport efter den anden fortæller, at stort er godt, og småt er noget skidt, det velkendte gamle politiske fif, fortæl en løgn tit nok, så tror folk på den til sidst, lader til at virke.
Desuden bliver alt vejet i bæredygtighed - ikke i menneskelighed. Men folk der har deres børn på en lille skole, en lille institution, et overskueligt ældrecenter eller bor i en lille velfungerende kommune, de ved bedre, men bliver ikke spurgt.
Se jer dog omkring, tag den gode gamle andelsbevægelse, engang demokratisk helt ned til den mindste bonde. I dag er der 100 kilometer op til toppen, som nærmest er urørlig. Tag fagbevægelsen, fuldstændig uoverskuelig, som man kun får indsigt i, når der oprulles diverse afsløringer i pressen. Er det sådanne tilstande, vi i fremtiden skal have i dansk kommunalpolitik? Jeg synes det ikke!
Desuden er det sandsynlig, at fremtidens udvikling kun kommer til at foregå omkring købstæderne til stor skade for borgerne i landdistrikterne.
Ifølge kommunalpolitiske forskere vil en reform, i det lange løb give en besparelse på 1 til 2 procent, men reformen vil koste mindst 10 til 12 milliarder kroner af gennemføre. Ifølge de samme forskere, er der intet, der taler for, at en sådan voldsom reform er nødvendig. Der er intet i Danmark, der ikke kan klares ved samarbejde nu og i fremtiden, dermed påstår jeg ikke, at udviklingen skal være statisk, men ændringerne skal foregå i et meget roligere tempo. De skal ikke komme som en tyv om natten, der skal ikke laves nogen fejltagelser.
Jens Hæsum er medlem af kommunalbestyrelsen i Langebæk Kommune og medlem af KL's Løn og Personale udvalg.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278