Når vi fra en socialpolitisk gruppe i Århus sender denne skrivelse til diverse partiers sociale ordførere med ønsket om et konkret og kontant svar på vores fem stillede spørgsmål, er det naturligvis i håbet om at synliggøre og forbedre de deri omhandlede problemer

fra Mariane Smed, Peter Engedal, Eigil Andersen, Else Hansen og Lone Wendelin
Det drejer sig kort sagt om velfærd og retssikkerhed i Danmark. Det eksisterer ikke mere, - og har ikke gjort det i adskillige år, men er i tiltagende grad forsvundet. Det vil sige vel eksitserer der en velfærd - en velfærd for de rige og velbjærgede, som de svageste har måttet betale omkostningerne til.
Og hvem er så de svageste? Fra politikerside nævnes: Børn, unge, uddannelsessøgende, alkoholister, narkomaner, ældre, sygehus- og plejehjemsbrugere - grupper som bestemt har krav på støtte.
Men hvad med de varigt syge og arbejdsskadede derhjemme på kontanthjælp, om hvem der hersker en larmende tavshed. Det er folk mellem 18 og 60 år som har haft godt arbejde eller været i gang med en uddannelse, de har betalt skat i fortrøstningsfuld tillid til systemet og derefter, når det værste er sket, oplever de en social deroute ved afslag på den ifølge loven berettigede førtidspension og systemets tilbud om en almisse i form af kontanthjælp, som også bliver ringere og i værste fald fratages dem.

Konsekvenerne er, at nogen dør, andre bliver skilt, huse går på tvangsauktion, og de får lov til at sejle i deres egen sø. Som en del af dem siger: Vi eksisterer ikke.
I forbindelse hermed skal nævnes at de pågældende har forsøgt arbejdsprøvninger i adskillige år, hvor de har oplevet et sådant pres fra det besparende system, at deres sidste kræfter, som skulle bruges til en rimelig livskvalitet, er sluppet op.
De har en varig sydom eller arbejdsskade, som har givet dem et så stort erhvervsevnetab, at det berettiger til, tidligere højeste pension, nu førtidspension efter den nye reform, hvilket dokumenteres ad diverse speciallæger i deres sagsakter. Men det tages der ikke hensyn til i systemet.
Fra gruppen her har vi som bisiddere lavet et frivilligt socialpolitisk arbejde relateret hertil, - for en del sagers vedkommende i samarbejde med advokater - og kan oplyse, at vi ingen sag har tabt, hvilket også viser, at der foregår grove lovovertrædelser.
Det er urimeligt, uacceptabelt og ulovligt, at denne gruppe tidligere velfungerende og skattebetalende mennesker ikke får deres berettigede kompensation for tabt erhvervsevne i form af en førtidspension, men bliver sat på en kontanthjælp, som efter det nye loft over kontanthjælpen per 1. januar 2004 bliver yderligere nedsat. Det er dybt uretfærdigt og ulovligt.

De kommuner hvor vi har oplevet at en patient efter mange år vinder sin sag, er blevet dømt til at bevilge førtidspension med tilbagevirkende kraft i fem år og får i visse tilfælde en erstatningssag på halsen.
Efter vore begrebet eksisterer der hverken velfærd eller retssikkerhed for denne gruppe, hvoraf mange er så svage, at de også er ude af stand til at reagere. Da vi i vores frivillige socialpolitiske gruppe gernme vil gøre os selv overflødige, lyder vores spørgsmål:
1. Hvorfor nævner politikerne aldrig nævnte gruppe?
2. Er grunden dertil uvidenhed eller iskold kynisme?
3. Finder du/dit parti det rimeligt, at varigt syge og arbejdsskadede skal betale så store økonomiske og personlige omkostninger for at få deres lovmæssige ret?
4. Er dit parti vidende om, hvor stor en procentdel af kontanthjælpsmodtagerne som hører til den omhandlede gruppe?
5. Vil dit parti gøre noget for at ændre dette brud på retssikkerheden for de syge og arbejdsskadede, så de ikke behøver at betale for at få deres ret?
6. Hvad vil I gøre?