Generalforsamlingen har gennemgået den aftale, der er indgået mellem Dansk Industri og CO-Industri om fornyelse af overenskomsten. Vi konstaterer, at aftalen ikke indfrier vores forventninger og krav.
fra Metal Lyngby
Vores rimelige og berettigede krav blev stillet på baggrund af daglige problemer, den store produktivitetsstigning og de store overskud i virksomhederne.
Generalforsamlingen kvitterer for forbedringerne på områder som pension, sygdom, barsel, fri med løn ved børns indlæggelse, ret til to ugers betalt efteruddannelse ved afskedigelse.
Men af væsentlige krav, der ikke er indfriet skal nævnes:
* Større tryghed i ansættelsen.
* Forbedring af skifteholdsarbejdernes vilkår.
* Arbejdstidens længde, mere indflydelse på lægning af arbejdstiden, ferie og ferie-fridagene.
* Forhøjet feriebetaling.
* Fuld løn under sygdom, barsel og søgnehelligdage.
* Ret til betalt efteruddannelse.
* Tidssvarende lærlingelønninger.
* Pension, fuldt betalt af arbejdsgiverne.
* Forbedring af tillidsrepræsentanternes forhandlingsmulighed og sikkerhed.
For bare at nævne nogle af de vigtigste krav.
Oven i købet har vi på punkter, hvor vi har forlangt opstramninger og klarere regler, fået det stik modsatte, nemlig opblødning og udvanding. Det drejer sig for eksempel om muligheden for at tilsidesætte overenskomstens bestemmelser ved at iværksætte varierende arbejdstid og overarbejde. Vi har kort sagt ikke fået noget af det, vi havde stillet op og vedtaget som krav.
Til gengæld har arbejdsgiverne fået krav igennem, som for eksempel at arbejdsgiverne har fået mulighed for at erklære lokale lønforhandlinger for afsluttet, hvilket skal sammenholdes med at man i selve overenskomsten indfører yderligere straffesanktioner for arbejdsnedlæggelser.
I forvejen har vi et fagretligt system med tilhørende Arbejdsret, der netop tager sigte på, at man skal tage hånd om opståede konflikter og undgå at de udvikler sig, og dertil straffer de der bryder fredspligten, som regel i form af bod og tabet af løn. Det er rigeligt. Vi tager skarpt afstand fra denne sammenblanding af arbejdsret og overenskomst. Vi oplever det som en stramning med sigte på lønstyring, som vi ikke bryder os om.
Der er ikke noget i forliget der berettiger til en tre-årig overenskomstperiode. På denne baggrund anbefaler generalforsamlingen at stemme nej.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278