På kun ti år er det danske arbejdsmarked blevet ændret markant, helt efter de retningslinier EU udstak i begyndelsen af 90´erne

af Kit Aastrup, socialrådgiver og kandidat til EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU
Det danske arbejdsmarked er under hastig forandring. Det organiserede illegale jobmarked eksploderer, og der har aldrig været så meget lavtlønnet beskæftigelse som nu.
I 1993 udgav EU en hvidbog om fremtidens arbejdsmarked i EU, og dens vision var, at der skulle være en større lønspredning, et lavtlønnet arbejdsmarked fortrinsvis indenfor servicesektoren og større fleksibilitet.
Dengang kunne man ikke forestille sig, hvordan det kunne blive til virkelighed, men det er det blevet på kun ti år. Det er ikke globaliseringen, der har medført denne udvikling. Min påstand er, at det skyldes en helt bevidst politik, også her i Danmark, hvor skiftende regeringer har sat en ære i at opfylde alle EU's hensigtserklæringer.
Der er blevet større forskel på det gode arbejdsmarked med vellønnede fuldtidsjob, frynsegoder og en forståelse for, at arbejdslivet skal kombineres med familielivet. Overfor dette har vi fået mange flere midlertidige job, deltidsarbejde, kontraktansættelser og vikarjob. Arbejdstiderne og også blevet fleksible, overarbejde giver ikke ekstra i lønningsposen, og mange overenskomster giver arbejdsgiverne mulighed for at fastsætte arbejdstiden udfra en årsnorm.
Indenfor SiD-området er der nu mange løse vikarjob, og byggebranchen oplever stigende problemer med falske selvstændige, de såkaldete 'arme og ben' firmaer.
Først og fremmest er der blevet meget mere ulovligt arbejde, altså sort arbejde, hvor man ikke betaler skat og moms. En håndværker, der arbejder uden regning, er ikke noget nyt, men det er en aftale mellem ham og kunden.
Det nye illegale arbejdsmarked er organiseret af bagmænd, som rekrutterer arbejderne blandt asylansøgere, flygtninge og andre udlændinge. De aflønnes med meget lave lønninger, helt ned til 20 kroner i timen. En rengøringsmafia er blevet afsløret i Københavnsområdet. Hver gang Told og Skat laver razzia i pizzieriaer, afsløres et stort antal ansatte, som ikke betaler skat af deres løn.

Et andet illegalt arbejdsmarked er prostitutionsmarkedet. Det er nærmest eksploderet indenfor de seneste år. Eksperter mener, at der er mellem tre og ti gange så mange, som for blot nogle få år siden. Der foregår en organiseret handel med især østeuropæiske og asiatiske piger, og i den kriminelle underverden anses handel med kvinder for mere lukrativt end handel med narko.
Der er skabt et tredje arbejdsmarked, som er lovligt, men med meget dårlige løn- og arbejdsvilkår. Dem, der arbejder på dette slavearbejdsmarked er tvunget til det, fordi de er afhængige af sociale ydelser. Det er aktiverede på dagpenge og på kontanthjælp, som mister deres eksistensgrundlag, hvis de ikke møder op. De må ganske enkelt arbejde for dagpengene eller for kontanthjælpen.
Også den slags arbejde er der blevet mere og mere af. I begyndelsen var det kun de 18-20-årige kontanthjælpsmodtagere, der skulle have et kærligt spark, så de kunne komme op af sofaen. Med arbejdsmarkedsreformen i 1993 blev det udvidet til også at omfatte dem, der modtog arbejdsløshedsdagpenge. Skridt for skridt er aktiveringspligten blevet udvidet til at omfatte alle der modtager kontanthjælp og efter 6-12 måneder også alle, der modtager dagpenge.
Med den seneste lovændrig, hvor beskæftigelsesindsatsen for både kontanthjælpsmodtagere og dagpengemodtagere er samlet i en lov, er ordet aktivering blevet erstattet med virksomhedspraktik. Man kan sende dem alle ud i en såkaldt virksomhedspraktik, hvor de skal arbejde gratis for en virksomhed. Der er ikke længere nogen grænse for hvor længe man kan være i virksomhedspraktik.
Det er konkurrenceforvridende, så det batter, og rent slavearbejde for dem, der er tvunget til dette arbejde. Det groteske er, at alle dem, der arbejder på dette arbejdsmarked ikke er i arbejde. Derfor gælder de almindelige regler på arbejdsmarkeet ikke for dem, for eksempel ferieloven. Den indtægt de får, er ikke en løn, og derfor er de heller ikke omfattet af nogen overenskomst. Fagbevægelsen har lukket øjnene for den form for arbejde og har accepteret dette.

Så er der fleksjob, som er en besynderlig blanding af en social ydelse og et rigtigt job, Det er et job, hvor man kan aftale særlige vilkår, og desværre holder fagforeningerne sig langt væk, når de skal aftales. Det er et job, hvor man er udenfor fællesskabet på en arbejdsplads, og det er et job uden avancementmuligheder.
Kommunerne konkurrerer indbyrdes om, at sende flest mennesker i fleksjob. Fra 1. januar 2003, hvor man har gjort det sværere at få førtidspension, er antallet af mennesker i fleksjob steget endnu mere. Antallet af fleksjobbere ligger sandsynligvis et sted mellem 60.000 og 100.000.
Antallet af den slags job er steget enormt og nærmer sig formentlig en halv million. Arbejdsmarkedet er vredet rundt, og der er masser af job, som er udenfor det almindelige arbejdsmarked. Det betyder, at dem der arbejder der, ikke har se samme rettigheder som dem, der arbejder på det almindelige arbejdsmarked, og de er ikke organiseret. Der er opstået en arbejdende underklasse under den almindelige arbejderklasse. Arbejderne her er ikke bare underbetalt, mange arbejder også i et slags ingenmandsland på nærmest slavelignende vikår.

Hvordan er det sket, uden at nogen har taget stilling til det? De illegale job ser man mere eller mindre igennem fingrene med, og resten er etableret under dække af at ville hjælpe de svage, de arbejdsløse og de syge. Den etablerede fagbevægelse har været optaget af at forsvare medlemmernes interesser, og de få og små forsøg, der har været på at organisere aktiverede, er ikke lykkes.
EU's og arbejdsgivernes superliberale paradis er ved at tage form. Hvidbogen fra 1993 er blevet fulgt op at den såkaldte Lissabon-strategi fra 2000. Anbefalingerne i forhold til, hvad der skal til for at hindre social udstødning og sikre job og vækst er fortsat:
- at sænke overførselsindkomsterne, fordi de presser mindstelønnen op.
- at lønnen skal være mere fleksibel, med større lønspredning, hvor lønnen for de dårligst uddannede sænkes.
- at arbejdstiden skal gøres mere fleksibel og i højere grad indrettes efter produktionen.
Prodi har været efter EU-landene i forhold til at gennemføre Lissabon strategien. Det gælder dog ikke Danmark, som har været rigtig god til at gennemføre alle hensigtserklæringer. På cirka ti år er der skabt et arbejdsmarked, hvor dårligt udannede, udlændinge, svage og syge udnyttes på det groveste.