Denne onde mur bliver ikke bygget i vores navn, lyder det fra flere og flere
Åbent brev til den danske regering
af Annelise Ebbe, Danmarks Fredsråd
På vegne af Danmarks Fredsråd vil jeg hermed protestere over den danske regerings holdning til de høringer vedrørende Israels opførelse af en mur/et hegn på det besatte palæstinensiske område. Høringerne påbegyndes ved den Internationale Domstol i Haag mandag den 23. februar.
Danmarks Fredsråd er en paraplyorganisation, hvis målsætning er at mobilisere en bred opbakning for at afskaffe krig på baggrund af Haag Appellens 50 punkter for fred fra 1999. Styregruppen tæller medlemmer fra: Esbjerg Fredsbevægelse, FN-Forbundet, Fredsakademiet, IBIS, Kvinder for Fred, Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed, Mellemfolkeligt Samvirke, Pax Christi Danmark og Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed.
Danmarks Fredsråd noterede med tilfredshed, at Danmark var med i det store flertal, der på FN's Generalforsamling den 22. oktober sidste år fordømte Israels opførelse af en mur inden for de besatte områder og krævede muren fjernet.
Derfor undrer det os, at Danmark sammen med en række andre lande - herunder 15 EU-lande - ved at opfordre Domstolen til at afvise at behandle sagen nu aktivt modarbejder en beslutning, der er truffet af et flertal på FN's Generalforsamling.
Af den Internationale Domstols (The International Court of Justice) hjemmeside fremgår det, at Generalforsamlingen 'anmoder den Internationale Domstol om at give en meget påkrævet rådgivende vurdering af følgende spørgsmål: Hvad er de juridiske konsekvenser af opførelsen af den mur, som bygges af Israel, besættelsesmagten, på det besatte palæstinensiske område, herunder i og rundt om Østjerusalem, som beskrevet i Generalsekretærens rapport, når man iagttager Folkerettens regler og principper, herunder den Fjerde Genve Konvention fra 1949 og relevante resolutioner fra Sikkerhedsrådet og Generalforsamlingen?'
Vi mener, at det danske standpunkt i denne sag undergraver FN's arbejde på dette område, og vi kan ikke se, hvilken institution der skulle kunne behandle spørgsmålet om de juridiske konsekvenser af opførelsen af denne mur, hvis ikke netop den Internationale Domstol, der har sager af denne art under sin ressort.
Det er endvidere vores opfattelse, at Danmark med sit standpunkt yderligere stadfæster en meget uheldig kurs, der går i retning af i stadigt flere tilfælde at sætte sig ud over eller decideret imod FN. En systematisk undergravning af FN og FN's institutioner er ensbetydende med en udvikling, hvor den stærkeste bestemmer den internationale orden.
Som fredsorganisationer bekymrer det os også, at Danmark på denne måde forpasser muligheden for at støtte de freds- og forsoningssøgende kræfter i Israel, kræfter som blandt andet har iværksat en underskriftsindsamling, der undsiger Sharon-regeringens påstand om, at 'Adskillelses-Hegnet' har til hensigt at forsvare israelernes sikkerhed.
Under overskriften 'Ikke i vores navn' skriver de blandt andet: 'Dette hegn bygges langt inde på palæstinensisk territorium. Det skærer sig gennem byer og landsbyer, det ødelægger og konfiskerer marker og olivenlunde, det skiller landmænd fra deres jord, skoleelever fra deres skoler, patienter fra hospitaler, og det gør livet for en hel befolkning til et helvede. Dette er ikke måden, hvorpå man forebygger selvmordsbomber. Det skærper snarere lidelserne, mismodet og hadet og fører konflikten videre til kommende generationer. Vi siger i dag til den israelske regering: Denne onde mur bliver ikke bygget i vores navn!'
Også derfor vil vi opfordre den danske regering til at genoverveje sin stilling.
Danmarks Fredsråd sendte dette åbne brev til regeringen den 23. februar - i forbindelse med at Den Internationale Domstol i Haag indledte behandlingen af sagen om Israels byggeri af muren.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278