Kommunisterne er ikke en særlig slags mennesker, men almindelige arbejdere som andre befolkningslag, der er underlagt kapitalens undertrykkelse

Oplæg af Martin Jensen, KPiD, KPiD, ved fælles møde mellem Landsledelserne i KPiD og DKP-ML den 14. februar 2004.

Hent som word-dokument

a. Hvad karakteriserer et kommunistisk parti.
b. Det kommunistiske parti som arbejderklassens fortrop.
c. Den demokratiske centralisme som organisationsprincip.

Vi har på de to foregående møder mellem vores landsledelser diskuteret vores respektive syn på teoretiske, strategiske og taktiske spørgsmål i kampen. Nogle ting var vi ikke helt enige om, og der var også nogle misforståelser om hvad vi hver især mente. Men langt hovedparten af spørgsmålene er vi enige om. Især fornemmede jeg meget bred enighed om vores strategiske mål, og om hvordan vi skal nå frem til dette mål.

Desværre er det ikke sådan at vi på en kongres kan vedtage at sætte socialismen på dagsordenen. Jo det kan man selvfølgelig godt, men det ville der ikke komme så meget ud af, hvis ikke en lang række forudsætninger er til stede, og vi er i stand til at analysere dem og sætte dem ind i de rette sammenhænge. Vi er enige om at den første forudsætning er et kommunistisk parti, der er i stand til at samle arbejderklassens viden og erfaringer op og behandle disse ud fra et videnskabeligt marxistisk grundlag. Det kommunistiske parti skal være andet og mere end blot en diskussionsklub for venstreorienterede, der ynder at sidde med brillerne ude på næsetippen og diskutere dette eller hint i klassekampen. Det kan lyde nostalgisk at fastholde de gamle teorier. Men teorier viser netop deres gyldighed, når de kan forklare verden - og vi kan bruge den til at forandre verden.
Det kommunistiske parti er arbejderklassens parti, som gennem sit virke og anvendelse af den marxistiske videnskabelige teori om samfundets udviklingsvej, kan forene arbejderklassens kamp for et socialistisk demokrati og afskaffelse af lønslaveriet, med hele folkets frigørelsesbestræbelse fra monopolernes magt over deres skæbne. Det betyder at vi må analysere arbejderklassens situation som den er i dag, analysere hele folkets situation og karakteren af monopolernes udbytningsmetoder og deres propaganda-apparat. Analysere de kræfter og potentialer der er i kampen. Disse analyser har vi foretaget i mange år. I DKPs 1976 program, vores program, jeres program og ikke mindst i den nuværende situation, hvor vi diskuterer fælles opfattelser af teori og praksis. Og som sagt synes jeg vi er nået langt.

Marx og Engels drog den konsekvens, at man måtte samle arbejderklassens mest bevidste forkæmpere i en organisation, et parti, hvis virksomhed måtte være en forening af teori og praksis. Deres første sammenfattende fremstilling af deres anskuelser var Det kommunistiske manifest, der blev skrevet til grundlæggelsen af det første parti af den art. De siger heri: Af alle arbejderpartier er kommunisterne altså i deres praksis den mest resolutte del, den del, der driver de andre fremad. Teoretisk har de det forud for proletariatets øvrige masse, at de har indsigt i den proletariske bevægelses betingelser, forløb og almindelige resultater.
De fremhævede det teoretiske, ideologiske grundlag, som noget afgørende, der kendetegner det kommunistiske parti.

Under de nye historiske forhold videreudviklede Lenin, Marx’ og Engels’ konklusioner til en samlet lære om partiet.
Af alle de organisationer, som proletariatet skaber, kan kun det politiske parti give rigtigt udtryk for arbejderklassens grundinteresser, og føre det til den fulde sejr. Arbejderklassen vil aldrig kunne afskaffe kapitalismen ved hjælp af fagforeninger, A-kasser eller lignende organisationer. Der kræves en helt anden type organisation, som ikke begrænser sig til kampen for at tilfredsstille den arbejdende befolknings øjeblikkelige behov.

”For at en bestemt klasses masse kan lære at føre sin egen politik, bør man øjeblikkeligt og for enhver pris organisere klassens fremskredne elementer, selv om disse elementer til at begynde med udgør en forsvindende del af klassen.”
Da de kommunistiske partier blev dannet ved forrige århundredeskifte, var arbejderklassen dårligt uddannet og ukendt med demokrati. Den imperialistiske fase af kapitalismen var på barnestadiet. Arbejderklassen stod i en erobringskamp for demokratiske og sociale rettigheder. Frem til nu har der i mellemtiden været en global klassekamp mellem det socialistiske og det kapitalistiske samfundssystem, og arbejderklassen har erobret uddannelse, kollektive sociale og demokratiske rettigheder og ikke mindst erfaring. Med den socialistiske bloks sammenbrud ændredes klassekampen i vor del af verden hovedsageligt til en forsvarskamp for opnåede kollektive rettigheder. Samtidig meldte nye folkeslag på kloden sig som nye kampfæller i kampen mod de transnationale monopolers udbytning af arbejdskraften, staternes og jordens ressourcer. En ny arbejderklasse er vokset frem i tidligere feudale samfund, uden egen erfaring. Men som vi selv ved forrige århundredeskifte, står de i en erobringskamp for demokratiske og sociale rettigheder.
Vores aktuelle forsvarskamp er ikke ensbetydende med at vores parti ikke skal bakke arbejderklassens ønsker og behov op, formulere krav og foreslå alternativer, tværtimod.
Men hovedindholdet i dagens klassekamp, i vor del af verden, foregår som et forsvar af de opnåede rettigheder.

Socialdemokratiet afslører sig selv som forkæmper for det kapitalistiske samfundssystem, som de vil bevare for enhver pris. Men det skal selvfølgelig pakkes pænt ind. Der er ikke mange der i dag tror på, at socialdemokraterne kan styre kapitalismen. I propagandaen sættes der lighedstegn mellem socialisme og den sammenbrudte sovjetstats administrations manglende demokrati, men man undlader at bemærke dens fortjenester og sejre på områder som sociale og kollektive rettigheder.

Ikke ethvert politisk parti, der gør krav på at lede arbejderklassen er i stand til at løse opgaven. Vi har set de socialdemokratiske partier og andre af samme skuffe. Enhedslisten må også regnes herunder. Kun et arbejderparti, der konsekvent bekæmper kapitalismen, og kæmper for en revolutionær omvæltning og oprettelse af proletariatets diktatur, ud fra arbejderklassens samlede interesser, vil kunne betegnes som et parti af ny type.

Partiet er et frivilligt forbund af meningsfæller, der har sluttet sig sammen for at føre den marxistiske verdensanskuelse ud i livet. Det er også det, der bestemmer organisationsprincippet, sammenholdet, enheden i handling og smidig taktik. Men hovedstyrken ligger i, at partiet ikke kun er et parti af enkeltindivider, men et kollektiv af folk der udgår fra den brede arbejdende befolkning, og hvis kamp de stræber efter at komme til at lede.

Kommunisterne er ikke en særlig slags mennesker, men almindelige arbejdere som andre befolkningslag, der er underlagt kapitalens undertrykkelse. Men de er de mest bevidste.
Den historiske erfaring viser, at de revolutionære partier gennemgår en række etaper i deres politiske og organisationsmæssige udvikling, før de bliver en virkelig fortrop. Først når partiet er i stand til at samle erfaringerne fra arbejderklassen op, behandle dem og inspirere til den videre kamp, vil det kommunistiske parti være arbejderklassens fortrop.
Et kommunistisk parti kan ikke blive fortrop for arbejderklassen ved en beslutning, men kan alene udvikle sig til det i kraft af den rolle, man spiller i arbejderklassens kampe.

Hvis det kommunistiske parti skal spille en rolle i arbejderbevægelsen, samle mål og opgaver op og inspirere til videre kamp, må partiet også være organiseret efter nogle ganske bestemte principper.
Partiet skal ikke samle enkeltpersoners eller enkeltgruppers interesser op, de skal samle hele klassens interesser, der skal manifestere sig i en fælles vilje, der forener de mange enkelthandlinger til en samlet kamp. Kun en centraliseret ledelse kan forene alle kræfter, indstille dem på et fælles mål, og give isolerede aktioner enhedspræg.

”Proletariatets ubetingede centralisme og strengeste disciplin er en af grundbetingelserne for sejren over bourgeoisiet”.
Lenins teser for et kommunistisk partis opbygning, med den demokratiske centralisme som organisationsprincip, var fremsynet og den højeste form for demokratisk ledelse. Dette princip sikrer at alle har ret og pligt til at diskutere de aktuelle spørgsmål og ud fra disse diskussioner træffe beslutninger om handling. Vi kan ikke pålægge os selv disse principper, og samtidig pålægge kammeraterne selvcensur. Alt kan diskuteres, men når der er truffet en beslutning så handler man i fællesskab. Det er jo netop det demokratiske islæt: At flertallets opfattelse er det man går videre med. Hvis der rejser sig nye spørgsmål undervejs til den førte taktik, ja så drøfter man selvfølgelig det – i fællesskab – og træffer eventuelt en ny beslutning – i fællesskab.

Den fælles vilje i partiet kan imidlertid kun opstå ad demokratisk vej, d.v.s. i fællesskab, kollektivt, således at meninger brydes og forslag stilles, hvorefter der træffes beslutninger, der er bindende for alle.
Det er vigtigt at partiet udadtil optræder som en helhed, for at kunne være slagkraftig, ikke ved at have kadaverdisciplin, men ved at medlemmerne gennem diskussioner og beslutninger bliver enige om at fremføre vores politik gennem en samlet indsats. Partiets frivillige disciplin bygger på fælles interesser, fælles forståelse af, at dette er vigtigere end den enkeltes meninger og interesser.

Det kommunistiske parti skal kunne rumme alle, der anerkender vores program og love. De skal være parat til at arbejde for gennemførelsen af vores program, og deltage i diskussionerne, beslutningerne, det praktiske arbejde og det almindelige partiliv – så vidt de har mulighed for det. Vi siger i vores love om medlemmernes pligter at:
a: Ethvert medlem er forpligtet til efter evne at bidrage til udformningen og gennemførelsen af partiets politik.
b: At rette sig efter lovligt trufne beslutninger, og være med til at føre dem ud i livet, og fastholde enheden i partiets virksomhed.
c: At øge sine politiske kundskaber og kendskab til socialismens teori, bl.a. ved at læse partiets presse.
d: At være medlem i en fagforening hvis dette er muligt.
e: Efter evne og mulighed, at deltage i organiseringen og gennemførelsen af aktiviteter i folkelige bevægelser og til at styrke partiets forbindelse med den brede befolknings daglige kamp.
I al den tid jeg kan huske, har der med jævne mellemrum været forslag fremme om at der også skulle være aktivitetspligt. Således at hvis nogle ikke deltager i bladsalg, medlemsmøder eller andre aktiviteter der er blevet truffet demokratisk beslutning om, må man forlade partiet. Jeg mener ikke vi skal have en sådan aktivitetspligt. Der kan være mange grunde til at folk ikke deltager, det kan være aktiviteter andre steder, i andre organisationer eller lignende, der kan også være personlige årsager til at nogle trapper aktiviteterne ned. Jeg mener vi skal respektere det, men det er så også afdelingsledelsens pligt at bevare kontakten til disse kammerater, besøge dem og tale med dem, så de ikke bliver holdt helt udenfor. Hvis en kammerat er nede i kulkælderen i en periode, skal vi så smide kammeraten ud? Og når han så kommer ovenpå igen, så kan han melde sig ind igen. For det første synes jeg ikke det er kammeratligt, for det andet kunne der blive et fandens rend ind og ud af vores parti. Vi skal være klar over kammeraternes svage og stærke sider, og bruge deres evner i vort arbejde.

Demokratisk centralisme er ikke et begreb man skal banke hinanden i hovedet med. Demokrati kræver at alle bidrager med tanker, ideer, meninger, erfaringer og omtanke ud fra det man kender, og at man erkender, at det flertallet lander på, må være det rigtigste og bedste for den helhed ingen kan rumme eller kende alene.
Vores partier er, i modsætning til andre politiske partier i Danmark, de eneste partier hvor medlemsdemokrati er et hovedprincip. I alle andre partier, også blandt arbejderklassens partier, er opbygningen den, at parlamentsgruppen, det være sig i folketinget, kommunal- eller amtsråd, lægger partiets konkrete politik. Det er i disse partier ikke medlemmerne der lægger linien for det parlamentariske arbejde, deres opgave bliver reduceret til at forsvare den førte politik på borgen. Vores parti er udsprunget af, og er en del af arbejderklassen, og har pligt til at fremføre arbejderklassens synspunkter i parlamentsgrupperne.

Enhedslisten er ikke et arbejderparti, men et parti, der samler forskellige venstrekræfter og partier, med det ene formål at være repræsenteret på tinge. Begrænsningen består i at man ikke har en samlet vurdering af arbejderklassens kamp, og det strategiske mål: Overgangen til socialismen. Derfor vil enhedslistens taktiske beslutninger meget ofte være præget af slingrekurs. Men Enhedslisten har en opbygning der gør at vi må betegne dem som et parti.
DKP fastholder enhedslisten som deres parlamentariske strategi. De forstår ikke at man ikke kan løsrive det parlamentariske arbejde fra klassekampen. Det kommunistiske partis kongresser og ledelsesmøder fastlægger partiets strategi og taktik efter grundige medlemsdiskussioner. Når beslutningerne er truffet, er de gældende for alle partiets medlemmer, uanset om man er tillidsmand på en fabrik, medlem af et byråd eller folketinget.
Vi kan ikke have en partikammerat, der udover at være bundet af vores demokratiske beslutninger, også vil være bundet af enhedslistens beslutninger. Derfor siger vi nej til dobbelt medlemskab, fordi de ganske enkelt strider mod den demokratiske centralismes principper.

Nu skal dette ikke være en polemik mod DKP. Men netop når vi taler om demokratisk centralisme, har DKP nogle holdninger der ikke er forenelige med disse principper. Her tænker jeg på 'Uenighedskulturen'. Væk er al form for skelen til den marxistiske teori, og Lenins formuleringer om partiet, som en kamporganisation. Der lægges op til at vi ikke skal føre vores diskussioner ud fra hvad vi allerede ved, hvilke erfaringer vi har. Alle udsagn er en kvalitet i sig selv, blot fordi det er et udsagn. Resultatet bliver en diskussionsklub. Hvor det at ytre sig i sig selv er en kvalitet. Sådanne diskussioner fører ikke til aktiv handling, men til navlepilleri. I praksis har det også vist sig på vores fælles møder, at DKP’s meninger er forskellige, alt efter hvem der kommer til møderne. En sådan holdningsløs ”holdning”, kan vi naturligvis ikke bruge til noget. DKP siger de vil genindføre den demokratiske centralisme, jeg håber da de bliver enige om det. For ellers bliver der ikke bukser ud af det skind.