Det kommunistiske parti er ikke et mål i sig selv, men et redskab i arbejderklassens hænder til at forandre samfundet

Oplæg af Lotte Rørtoft-Madsen, DKP/ML, ved fælles møde mellem Landsledelserne i KPiD og DKP-ML den 14. februar 2004.

Hent som word-dokument

Som medlemmer af et kommunistisk parti bindes vi sammen af partiets program. Det er i kampen for at føre partiets både kort- og langsigtede mål ud i livet, at partiets medlemmer forenes.

Og det er disse mål partiets konkrete indretning skal tjene.

Det kommunistiske parti er en frivillig sammenslutning af bevidste revolutionære. Men partiet er ikke bare summen af dets enkeltmedlemmer. Det er ikke blot en uforpligtende diskussionsklub for enkelt-kommunister, der er mere eller mindre aktive i klassekampen.

Det er derimod kendetegnende for det kommunistiske parti, at det handler med udgangspunkt i dets afdelinger.

Afdelingerne er krumtappen i partidemokratiet
Hvert enkelt medlem er organiseret i en partiafdeling. I DKP/ML’s vedtægter fastlægges afdelingernes opgaver således:

* De har ansvaret for partiets politik i deres område og for at beslutningerne føres ud i livet dér.

* De skal sørge for at medlemmernes kendskab til partiets politik og virksomhed uddybes og for skoling i dets teoretiske grundlag.

* De optager nye medlemmer og udvikler samarbejde med sympatisører og venner og

* De udbreder kendskabet til og brugen af partiets presse og øvrige udgivelser.

Afdelingerne er ganske enkelt grundstammen i partidemokratiet. Her diskuteres politik og gennemføres beslutninger efter grundige diskussioner. Her har hver enkelt mulighed for – og pligt til – at fremføre sine synspunkter. Det er i denne proces, at grundlaget lægges for at den demokratiske centralisme kan fungere.

Sådan er det i hvert fald ideelt set. At få det til at fungere i praksis er ikke nødvendigvis let. Den politiske dynamik, som er forudsætningen for et aktivt indre liv i afdelingerne, kommer ikke af sig selv. Formerne og metoderne til at fremme den må ændres og forfines i takt med de forandringer, som partiet i øvrigt undergår.

Ligeså med den konkrete afdelings-struktur. Heller ikke dén er givet én gang og for alle. I diskussionerne er spørgsmålet om organisering efter arbejdsplads eller efter bolig rejst. Det er ganske givet noget der løbende skal diskuteres alt efter partiets størrelse og de opgaver det stiller sig.

Medlemmer af DKP/ML er i dag organiseret efter bopæl. I tidens løb har vi også haft andre grund-organiseringer. På et tidspunkt i 90’erne, da vi optog mange nye unge medlemmer, havde vi ungdomsafdelinger i de større byer. Det hjalp med til at give de unge en identitet i partiet, og afdelingsmøderne kunne målrettes i forhold til netop de unges behov for uddannelse. På den anden side rummede de faren for at udvikle et ”ungdoms-” og et ”voksen”-parti.

Også størrelsen på afdelingerne kan variere alt efter hvilken situation partiet befinder sig i og hvilke mål det sætter sig. Vores parti har – positive såvel som negative - erfaringer med både store og små afdelinger, men er i øjeblikket i de store byer organiseret i efter vores forhold relativt store afdelinger, der har et medlemsunderlag på 25 til 35 kammerater. Det giver faktisk politisk dynamik og handlekraft – men rummer også risikoen for at enkeltkammerater kan have svært ved at finde deres plads i kollektivet.

Udover afdelinger opererer DKP/ML også med partigrupper, der består af kammerater der arbejder inden for det samme felt. Det kan være faglige kammerater, det kan være fredsaktivister, det kan være aktive i EU-arbejdet. Partigrupperne nedsættes af de lokale ledelser som de står til regnskab over for.

Også for de kammerater der er med i en partigruppe er afdelingen imidlertid den grundlæggende organisering. Det er ikke mindst vigtigt i forhold til vores kammerater med faglige tillidsposter. Partiet må indrettes på en måde, så de er en del af parti- og afdelingslivet.

Den demokratiske centralisme
Vi kender alle de grundlæggende kendetegn for den demokratiske centralisme – i øvrigt ikke en kommunistisk ”opfindelse” men et princip som Lenin for over 100 år siden afdækkede, fordi det allerede eksisterede i klassen.

* Alle partiets ledende organer fra øverst til nederst vælges af medlemmerne
* Alle ledelser står til ansvar over for dem, der har valgt dem (rapportpligt)

* Alle beslutninger tages efter en fri og demokratisk meningsudveksling

* Når en beslutning er taget, kæmper alle for dens udførelse - mindretallet underordner sig flertallet

* De lavere partiorganer er underlagt de højere partiorganer

* Partiet ledes fra ét center

* Fraktioner og fraktionalistisk virksomhed godtages ikke

Der er ingen som helst grund til at rokke ved disse principper for at indrette det kommunistiske parti. Tværtimod. Partiets enhed, partimedlemmernes enhed i handling, den samlede kraft som summen af afdelingerne udgør – dét er netop grundlaget for at det kommunistiske parti er et handlingens parti der kan blive i stand til at virke i klassen og vinde dens tillid.

Når det så er sagt, må det også siges, at demokratisk centralisme ikke er noget én gang for alle givet.

Vi ved, at der i vores bevægelse er gjort mange forskellige erfaringer med, hvordan den demokratiske centralisme, det indre partiliv som sådan, har fungeret. De kommunistiske partier har ganske givet fungeret forskelligt, selvom de alle har baseret sig på den demokratiske centralisme.
Hver især har vi tilmed vores personlige erfaringer med i bagagen.

Men vi må skelne mellem, hvordan den demokratiske centralisme konkret har fungeret i givne historiske perioder og i givne sammenhænge og – på den anden side – den demokratiske centralisme som princip.

Organisationsarbejde er arbejde med mennesker
Erfaringen viser, at den demokratiske centralisme ikke er et dogme eller et skema. Den er ikke et abstrakt princip. Den udmøntes konkret. I en given historisk situation. I overensstemmelse med traditionerne i vores land, udfra dets nationale, udviklingsmæssige, kulturelle, sociale og psykologiske træk.

Al ledelse er konkret ledelse. Og når alt kommer til alt er organisatorisk arbejde arbejde med mennesker. Det kommunistiske partis organisationspolitik må derfor tage hensyn til, hvordan mennesker er i dag.

Hvis ikke vi er i stand til at indrette partiet på en måde der tager højde for tankegangen og erfaringerne hos de mennesker, der er organiseret i det – eller som burde være organiseret i det – kan det ikke udvikle sig til et kommunistisk masseparti.

Danske arbejdere er relativt højt uddannede, de er vant til at give deres mening til kende og kræver plads til selv at tage initiativer og udvikle sig personligt. De kræver på en og samme tid personligt ansvar og respekt for deres arbejde. Frivillig disciplin gennem overbevisning om partiets politik fremmer partiets handlekraft - kadaverdisciplin gør det modsatte.

Samtidig er det en kendsgerning, at nutidens produktion organiseres efter principper, der baserer sig på hvad man kunne kalde demokrati som drivkraft til profit. Frivillig disciplin via eksempelvis selvstyrende grupper har afløst tidligere tiders tvangsbaserede disciplin.

Det sætter sig naturligvis spor i menneskenes opfattelser af demokrati og disciplin og tvinger også kommunisterne til hele tiden at indrette organisationslivet, så det modsvarer medlemmernes opfattelse af, hvad der fremmer aktivitet i forskellige stadier af deres liv.

Så længe afdelingernes demokrati ikke antastes og så længe vi sikrer at partiet har ét centrum kan formerne for at organisere aktiviteten variere lige fra de meget faste og permanente til løsere og mere ad hoc-prægede forummer, der kan udløse aktivitet i kortere perioder. Formerne afhænger af målet vi sætter os, af de politiske opgaver der skal løses.

Forholdet mellem individ og kollektiv er vigtigt at tage fat om, når vi taler indretning af det kommunistiske parti. Ledelsesarbejde i partiet handler i dag om at finde metoderne til at aktivere partiets medlemmer. Den enkelte skal have en plads i kollektivet der giver ham eller hende mulighed for konkret aktivitet og for at gøre en forskel.

Debat og meningskamp
Partiet indretter sig, så det er præget af gennemsigtighed i ledelsesarbejdet. Det betyder også, at det må finde former for at kommunikere med medlemmerne, så der bliver offentlighed omkring ledelsens arbejde, og så der i praksis kan gennemføres almindelig kontrol.

I DKP/ML har vi arbejdet med at udvikle et medlemsblad til alle partiets medlemmer. Medlemsbladet udkommer ca. 10 gange årligt, typisk kort efter et landsledelsesmøde. Her offentliggør landsledelsen sine beslutninger, så de formidles ens til hele partiet. Her offentliggøres oplæg og retningslinjer. Her kan afdelinger og medlemmer debattere.

Desuden har vi arbejdet med at formidle beslutninger til medlemmerne via Dagbladet Arbejderen udfra den holdning at det kommunistiske parti ikke er en hemmelig loge. I de seneste år har vi også skabt et forum på partiets hjemmeside på internettet, kun for partimedlemmer. Her formidles landsledelsens beslutninger, offentliggøres skolingsoplæg, partiets udvalg har deres egne debatforummer og der er også et debatforum for alle medlemmer.

Men det er naturligvis vigtigt at holde fast i, at det er i partiets afdelinger og ikke på nettet, at det grundlæggende partidemokrati udfolder sig. Det er hér – og i de valgte ledelser – at kompetencen til at tage beslutninger ligger. Det er også i afdelingerne, at kammeraterne afprøver de holdninger de giver udtryk for i de forskellige debatforummer.

Det betyder imidlertid ikke, at hvert et ord som en kammerat skriver i et debatindlæg i Dagbladet Arbejderen skal være godkendt på forhånd i afdelingen. De tider hvor vi venter på at alt kommer oppefra er forbi – hvis de nogensinde har været der. Vi må anspore kammeraternes selvstændighed og egen handlekraft. Styrkes den enkelte, styrkes kollektivet.

Sådan må det være i den almindelige daglige debat. Drejer det sig om programmatiske spørgsmål, stiller sagen sig naturligvis anderledes, og afdelingernes kollektive rolle er uomgængelig.

Kunsten består i på én og samme tid at værne om partiets beslutningsveje og sikre at der kun er ét centrum og fremme en levende debatkultur, der ansporer udvikling af partiets politik og af den enkelte kammerat.

”Frihed til kritik og enhed i handling”
Meninger skal brydes, hvis ikke partiet skal stivne og stagnere. Det er i den løbende udveksling af holdninger, oplevelser, erfaringer og informationer, at politikken drives fremad. Det er, når vi opsummerer vores beslutninger og deres gennemslag i praksis i en kritisk og selvkritisk ånd, at vi kan sætte fingeren på de ømme punkter og ændre, hvor det måtte være nødvendigt. Uden dét ingen udvikling. Uden dét ingen bevægelighed.

Saglig kritik og et frugtbart debatmiljø i partiet hjælper os fremad. Det må vi udvikle og opmuntre. Meningskamp i partiet er ikke bare til at leve med – den er nødvendig for at skabe udvikling og dynamik. Det kommunistiske parti er et debatterende parti – både udadtil og indadtil.

Det kommunistiske parti kan naturligvis også rumme uenigheder. Vi kræver ikke at alle er enige med alle om alt. I den forstand er partiet rummeligt. Men vi kræver, at partiets medlemmer tilslutter sig partiets program og dets vedtægt:

”Enhver som er fyldt 16 år og som tilslutter sig partiets program og vedtægter kan blive medlem af DKP/ML,” hedder det i vores vedtægter.

Det er på baggrund af enhed omkring programmet, at friheden til kritik, meningsudvekslingen og de eventuelle uenigheder udfolder sig. Frihed til kritik ja, men også enhed i handling for nu at henvise til en meget berømt artikel af Lenin, der ofte omtales som ”Frihed til kritik”, men hvis fulde titel faktisk er ”Frihed til kritik og enhed i handling”. Her siger Lenin:

”Princippet om den demokratiske centralisme og om de lokale organisationers selvstyre betyder netop frihed til kritik, fuldtud og over alt, når blot enheden i en bestemt aktion ikke brydes derved, og utilladelighed af enhver kritik der undergraver eller vanskeliggør enheden i en af partiet besluttet aktion.”
(Lenin, Udvalgte værker bind 4, Tiden 1977)

Ligesom teori ikke er noget man kan stemme om, kan folks holdninger ikke dikteres. Det er legitimt at være uenig i nogle af partiets paroler eller i en konkret taktisk linje. Uenigheder af den slags skal kunne rummes i et kommunistisk parti. Men når parolen eller den taktiske linje er vedtaget, er den partiets officielle parole og politik. Så kæmper vi alle for at føre den ud i livet. Selvom vi måtte have særstandpunkter, så fremturer vi ikke med dem. Når beslutningen er truffet, duer det ikke, at enkeltpersoner forsøger at tvinge kollektivet til at tage diskussionen forfra.

Taler vi om kritik, må vi naturligvis skelne mellem kritik der styrker os og kritik der svækker os.
Grænsen mellem den nyttige og den skadelige kritik afstemmes af vores partiprogram, af partibeslutningerne og af vores love.

Ret og pligt til aktivitet
Det kommunistiske parti arbejder bevidst med, hvorledes det optager medlemmer. I dag er det vigtigt, at det er relativt let at blive medlem af det kommunistiske parti – de der melder sig under fanerne kan bestemt ikke anklages for at være medløbere eller karrieremagere. Samtidig åbner partiet ikke sine døre for hvem som helst.

I DKP/ML er det de lokale afdelingsledelser, der optager nye medlemmer, og man kan blive medlem, hvis to partimedlemmer anbefaler medlemskabet.

Den demokratiske centralisme kan ikke fungere uden aktive medlemmer. I det kommunistiske parti er alle ”lige for loven” og underlagt de samme kriterier for medlemskab. Vi er ikke og bliver aldrig et vælgerforeningsparti, hvor passivitet belønnes. På den led er det kommunistiske parti ikke blot kendetegnet ved aktivitetspligt, men også af aktivitetsret.

Aktivitetspligten har været grundlæggende i den kommunistiske bevægelse i Danmark. Som man kan læse om kriterierne for medlemskab i en pjece udgivet af DKP under titlen ”Vejledning i organisationskundskab” (Tiden 1950):

”Man ser straks at Kommunistisk Parti pålægger sine medlemmer visse pligter. Andre politiske partier forlanger kun, at man skal tilkendegive, at man vil være medlem og derfor betale et ringe kontingent, andet forlanges der i virkeligheden ikke. Vi derimod forlanger en aktiv medvirken af vore medlemmer, så de sætter sig ind i vort program og love og deltager i partiets virksomhed i en af afdelingerne samt overholder den almindelige partidisciplin.”

I DKP/ML’s vedtægt hedder det om medlemmets grundlæggende pligter:

”Alle medlemmer skal … betale kontingent, arbejde i en af partiets afdelinger…, deltage på medlemsmøderne og tilegne sig partiets politik og den marxistisk-leninistiske teori.”

Det er, hvad vi i vores parti kalder minimumskrav til partimedlemskab.

For os har det været en længere proces at nå frem dertil. I vores partis ungdom blev der i praksis stillet langt højere krav til medlemskabet. Kravene kunne reelt kun opfyldes, hvis man ”ofrede alt for sagen”. I virkeligheden stillede vi krav som retteligen kunne stilles til partiets ledende kadrer, men ikke til dets medlemmer.

I dag kan man være medlem af DKP/ML hvis man betaler sit kontingent (pt. 100 kr. om måneden) og som minimum deltager i sin afdelings medlemsmøder. Dét er den grundlæggende aktivitetspligt. Undtaget er naturligvis partimedlemmer, der på grund af sygdom, alder eller af tilsvarende årsager ikke kan deltage i afdelingens arbejde.

På medlemsmøderne i DKP/ML er deltagelsen på mellem to tredjedele og tre fjerdedele af partiets samlede medlemstal.

Aktivitetspligt skal naturligvis ikke betragtes skematisk. Vi kan ikke stille ens krav til alle partiets medlemmer – og gør det heller ikke. Medlemmerne gør en indsats så godt de nu formår ud fra deres omstændigheder og forudsætninger.

Aktivitetspligten kan også variere alt efter partiets størrelse og situationen i klassekampen. Det vigtigste at holde fast i er, at man som medlem af det kommunistiske parti forpligter sig til at virke for partiets program og politik.

Også når vi engang får et stort parti, et parti med omfattende masserodfæste vil det være vigtigt at fastholde de grundlæggende medlemskriterier. Et kommunistisk masseparti udelukker ikke men forudsætter fastholdelse af de grundlæggende medlemskriterier, organisering i afdelinger samt et kontinuerligt teoretisk og ideologisk uddannelsesarbejde. For betingelsen for at udvikle et sådant parti er naturligvis, at partiet rummer en stærk kerne, et erfarent leder- eller kadrelag, herunder ikke mindst et kadrelag med erfaringer fra politisk arbejde i massebevægelsen.

”Modstillingen af ”kadreparti” og ”masseparti” er en konstruktion. Ethvert kommunistisk parti stræber efter at blive en masseorganisation, men en af de væsentligste betingelser herfor er tilstedeværelse af en fast kerne i partiet, der kan sikre partiets organisation, formidling af erfaring og konsekvensen i de ideologiske positioner.”
(M. I Basmanov/B.M. Leibson: Den revolutionære fortrop, Moskva 1975, oversat til dansk 1984, Forlaget Progres)

Uddannelse til kommunist
Vi er nødt til at vie meget stor opmærksomhed til partimedlemmernes alsidige uddannelse, så de til stadighed kan udvikle sig. Skolingsarbejdet, som det kaldes i daglig jargon. Overblik, viden, teoretisk kunnen og evnen til ud fra den mindste sag i dagligdagen at kunne se det store – det er et af de vigtigste krav, der stilles til os i dag, hvis vi vil være i stand til at stille os i spidsen i den politiske kamp.

Det kan vi kun, hvis vi tilegner os teori, ideologi og politik – og er aktive i at forbinde den med praksis. Det kommunistiske parti er ikke et studerekammer-parti. Gerne et studiekreds-parti - forstået på den måde at der er et aktivt og levende skolings- og studiemiljø forbundet med de politiske opgaver vi står over at skulle løse.

Et alsidigt kommunistisk uddannelsesarbejde er også afgørende nødvendigt for at udvikle de nye kadrer, som der er et så skrigende behov for.

Skolingen foregår grundlæggende set på ”partiets afdelingsmøder, som skal være så indholdsrige, så der kan blive tale om at der foregår en videreudvikling af de fremmødte kammeraters indsigt og forståelse af partiets teori og politik” (ovennævnte DKP-pjece).

Vi skal naturligvis ikke alle sammen kunne hele marxismen fra A til Z. Men vi skal have et fælles teoretisk fundament. Jo større partiet er, desto vigtigere bliver det faktisk at udvikle skolingsarbejdet. Og vi skal kunne kræve af partiets medlemmer at de stræber efter at dygtiggøre sig. Hvordan skal de ellers kunne gøre sig forhåbninger om at få indflydelse eller tilkæmpe sig en ledende rolle?

For skolingen skal ikke bare gennemføres for at gøre medlemmerne klogere som et mål i sig selv, men først og fremmest for at gøre dem i stand til at kunne orientere sig og selv analysere situationen hvor de nu virker. De skal kunne overbevise og argumentere – og handle. Også deltagelse i det praktiske partiarbejde virker skolende. Man kan ikke læse sig til at blive kommunist – man bliver det ved at kombinere teorien med de erfaringer, man får i kampen for dagskravene, i kampen for socialismen.

Formerne for det konkrete skolingsarbejde må hele tiden udvikle sig, så det baserer sig på konkret viden om, hvordan mennesket lærer. I skolerne i dag er tavle-undervisning og udenadslære ved at være trængt ud til fordel for gruppearbejde, samarbejde og projekt-undervisning. Vi burde være bedre til at benytte os af dé former i skolingsarbejdet.

På samme måde må spørgsmålet om formerne for formidling af den marxistiske teori hele tiden udvikles.

Ideen om at organisere sig i et parti er under beskydning

Vi lever i et samfund, hvor arbejderklassens organisationer er truede.

Som medlemmer af et kommunistisk parti udgør vi en forsvindende minoritet i dagens Danmark. Og dét i mere end én forstand:

Alene det at være medlem af et parti er noget der i dag er de fleste fremmed. Kun 5 procent af danskerne er i dag medlemmer af politiske partier, og den organisationskultur der i mere end et århundrede har dannet grundstammen i det politiske liv er ved at forvitre. Fagbevægelsens krise er et tydeligt udtryk for dette.

Og derudover er vi medlemmer af lige præcis et kommunistisk parti på et tidspunkt hvor socialismen unægtelig ligger lavt i landskabet og kommunisterne stort set betragtes som uddøde eller – i det omfang de har overlevet – som fortidslevninger.

Selve ideen om at organisere sig i et politisk parti er i skudlinjen. Vi står i en ideologisk kamp, også på dette felt, hvor vi må forsvare at det er nødvendigt for arbejderklassen at organisere sig i sit eget politiske parti.

I virkeligheden står vi i en heftig politiske og ideologisk kamp på organisationsopfattelsen.
Desorganisering frem for organisering er en stor fare i det politiske liv. Den lader den enkelte, der ønsker at være aktiv, alene tilbage i et tomrum – uden et kollektiv at indgå i. I den yderste konsekvens har du kun en sms-besked eller en email-liste til at ”binde dig” til din organisation.

Den leninistiske partiteori er under dobbeltbeskydning: De borgerlige partier - og Socialdemokratiet med efter dets forvandling til et nyliberalt parti – er blevet til penge- og karrierepartier. Deres folkelige rodfæste, forankringen i det der kaldes Forenings-Danmark, er ved at forvitre.

Bredt i arbejderklassen og befolkningen er der en opfattelse af , at politik er for karrierepolitikere, som er uden rygrad, holdning og ideologi. Partierne er blevet et vedhæng til statsapparatet og politikerne til profesionelle politikforvaltere.

Den almindelige dansker er sat uden for indflydelse på de virkeligt afgørende spørgsmål. Også fordi reel beslutningsmagt rykker væk fra valgte danske organer og overtages af et stadig mere centralistisk EU.

Det fremmer apati og ligegyldighed og undergraver det folkelige engagement i politiske processer, herunder også organiseringen i politiske partier.

Hvis vi vil organisere mange arbejdere og aktive unge i det kommunistiske parti, må vi besvare spørgsmål som: Hvad skal der til for at organisering igen kan begejstre? Hvordan indretter vi vores parti, så aktivitet og handling fremmes, samtidig med at folks krav om politisk kvalitet tilgodeses.

Også fra andet hold beskydes den leninistiske partiteori. I øjeblikket vokser et helt teori-kompleks frem med afsæt i forskellige af de kræfter, der er aktive i den internationale anti-globaliseringsbevægelse.

Arbejderklassen er væk, siger de – og identificerer arbejderklassen med industriarbejderen og arbejderen med hammer og mejsel. Eftersom arbejderklassen er væk, skal der heller ikke være noget parti. Faktisk er de ”gamle kommunistiske bevægelser” en hæmsko for de nye bevægelser der vokser frem.

I stedet for et revolutionært parti der sætter spørgsmålet om magten i samfundet på dagsordenen skal der udvikles en ”mangfoldigheds-bevægelse” eller en ”bevægelsernes bevægelse”.

”Mangfoldighedens organisering adskiller sig også fra arbejderklassens ide om partiet. For partiet er masserne nogen, der skal mobiliseres, aktiveres og ledes. Mangfoldigheden er selv aktiv, og den kan handle i sit eget navn,” som man kan læse i tidsskriftet GAIA.

Her fodres nye unge, der kaster sig ind i kampen mod imperialismen, med ideer om, at ”partiet” er adskilt fra masserne og nærmest rider på deres ryg.

Især i dele af ungdommen står vi en skarp ideologisk kamp omkring disse spørgsmål, som vi er nødt til at vinde, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at organisere mange fra de nye generationer i den kommunistiske bevægelse.

Men begivenhederne der foregår lige for øjnene af os bekræfter partiets nødvendighed. I flere lande i Latinamerika – som Argentina og Bolivia – har folkeopstande rystet de herskende klasser og mobiliseret hundredtusinder af mennesker. De har tilmed afsat præsidenter – men ikke formået at tage magten og igangsætte en proces med dybtgående samfundsændringer. Hvorfor? Der har manglet den ledende politiske kraft der har kunnet sætte magtovertagelsen på dagsordenen.

Partiet er et produkt af sin tid
Det kommunistiske parti er et produkt af den tid, det virker i. Derfor spiller de ændringer, som samfundet undergår, også ind på det kommunistiske parti.

Det kan være ændringer i den samfundsmæssige basis, i produktivkræfter og produktionsforhold , i klassestrukturer mv., som ændrer kampens betingelser i en grad så det kommunistiske parti er nødt til at tage højde for det, hvis det vil gøre sig håb om at blive en afgørende kraft i arbejderklassen.

Og det kan være ændringer i den samfundsmæssige overbygning, i parti- og organisationslivet, i medie- og kulturverdenen, i mentalitet og psykologi. Af vigtige forandringer, der i disse år foregår for øjnene af os, og som er af betydning i denne forbindelse kan nævnes:

* Klassestrukturen er i forandring, og arbejderklassen tilføres nye grupper inden for for eksempel finansvirksomhed og forretningsservice med udpræget individualisme.
* Muligheden for indflydelse og medbestemmelse fjernes fra det nationale niveau og skaber et voldsomt demokratiunderskud.
* Det politiske liv og de politiske partier kendetegnes i stigende grad af indspisthed, teknokratisme og akademisering.
* Organisationsformerne ændrer sig væk fra de store samlende, brede og livslange bevægelser i retning af kortvarige enkeltsagsbevægelser (den såkaldte zapper-aktivisme).
* Monopoliseringen af medier og presse har nået et meget højt niveau.

Nogle af disse forandringer kan vi påvirke og gøre noget ved – andre (ændringerne i basis) kan vi ikke direkte påvirke. Men uanset om disse ændringer finder sted i den samfundsmæssige basis eller i overbygningen, så er de objektive kendsgerninger, som vi ikke kan lukke øjnene for.

Vi kan begræde dem, men det nytter ikke noget. Vi må i stedet se dem i øjnene og forholde os aktivt til dem, hvis vi vil udgøre et tiltrækkende alternativ. De udgør en udfordring, som vi er nødt til at tage op, hvis vi vil skabe et kommunistisk parti, der ikke blot er i pagt med tiden, men tilmed på forkant med tiden.

Parti og bevægelse
Vi står med opgaven i de bevægelser, hvor vi er aktive, at skabe sammenhæng og helheder i en dagligdag og verden der opfattes som uoverskuelig og atomiseret.

Som kommunister står vi i dag over for udfordringen at skabe et demokratisk rum omkring os, så politik igen kommer i centrum. Det kræver klarhed over vores mål.

På den ene side skal det kommunistiske parti være fødselshjælper for den politiske bevægelse, sikre bevægelsens politiske enhed og handlekraft og loyalt arbejde for dens udvikling. På den anden side står vi over for at gøre partiet synlig i bevægelserne og sikre partiets selvstændighed, så det ikke drukner i bevægelserne.

Partiets medlemmer skal ikke bare være de bedste aktivister og organisatorer – det skal de også være – men de skal først og fremmest trække bevægelsens medlemmer med sig politisk. De skal kunne besidde og formidle overblik, viden og teoretisk kunnen, så nye aktive mennesker vindes for kommunismen.

Vi skal kunne tage hensyn til menneskers meninger og holdning og udvikle samarbejdet på konkrete spørgsmål og med konkrete mål. Der skal åbnes døre for de politiske aktiviteter – eller sagt på en anden måde: Der skal være plads i den politiske kamp.