Børnekulturens Netværk indeholder mange kønne ord, nogle selvfølgeligheder og enkelte spændende initiativer, men også nogle triste bagudskuende elementer

af Thomas Kruse, seminarielektor og børnekulturel projektmager, Århus
Vores kulturminister har pludselig opdaget børnekulturen og synes den skal støttes.
Han siger i en pressemeddelelse med overskriften Ny platform for børnekulturen: 'Børnekultur giver børnene fantasifuldhed og kreativitet - evner, som vi allerede nu kan se, vil være efterspurgte hos fremtidens voksne. Ved regeringens tiltræden tog jeg derfor initiativ til dannelsen af Børnekulturens Netværk, som er et netværk bestående af de største statslige aktører på det børnekulturelle område; Det danske Fiulminstitut, Kunststyrelsen, Kulturarvstyrelsen og Biblioteksstyrelsen.'
Der fremlægges nu en handlingsplan for de kommende to års arbejde i Børnekulturens Netværk. Det fremgår, at der arbejdes ud fra en vision- store ord- om at,
* alle børn skal møde kunsten og kulturen
* alle kulturinstitutioner skal bidrage
* alle kunstarter skal inddrages.
Derefter omtales fem udvalgte indsatsområder:
1. mødet med den professionelle kunstner
2. formidling til små børn
3. kvalificering af formidlere
4. børnekultur på nettet
5. international børnekulturudvikling.
På de følgende 20 sider udvikles den nærmere politik på indsatsområderne. Programmet slutter med at nævne, at pengene som skal bruges i denne plan kommer fra Tipsmidlerne, i alt cirka 13 millioner til to år. Heraf går næsten præcis halvdelen til administration og sekretariat, mens resten, altså cirka 6,5 million kroner kan fordeles på de forskellige initiativer og projekter. Kulturministeren er angivelig stolt!

Brians pr-effekt
Som formand for Børnekulturens Netværk har Brian Mikkelsen udpeget Bente Buchhave fra Biblioteksstyrelsen.
Bente Buchhave er en særdeles velkendt og meget kompetent personlighed, som med vestjysk vedholdenhed i årevis har kæmpet for børnekulturens vilkår i Danmark. Hun har siddet i mange råd og udvalg og har i en fireårig periode i 90'erne været formand for et - også Kulturministerielt nedsat centralt råd- som dengang hed Kulturens Børn.
At Bente Buchhave har sagt ja til at lege med i Brians netværk, tror jeg skyldes at hun mener, at der trods alt er flere muligheder end problemer i konstruktionen. Så først og fremmest tillykke og held og lykke med arbejdet, det er godt i en kold tid at holde modet og optimismen oppe.
Men jeg har lyst til samtidig at nævne nogle af de problemer, som jeg ser er indbygget i Børnekulturens Netværk - ud over en pr-effekt, som regeringens spindoktorer sikkert vil udnytte. For blot et par uger siden oplevede vi den metaltrætte Fogh-regering få andre kulturelle pr-points ud af et forfattertræf på Marienlyst.

Brians gammelmandssyn
Først og fremmest er der ikke meget nyt i programmet, tvært imod. Det bygger på et meget traditionelt syn på børnekulturen, først og fremmest ved at argumentere for børnekulturen som en profitabel investering, som vil komme tilbage i form af kreative voksne. Læs lige citatet i indledningen en ekstra gang.
Det er en forældet tanke, der luftes her. Over for den står en skandinavisk børnekulturtænkning, som i mange år har arbejdet udfra opfattelsen af, at barndom skal ses som et selvstændig livsafsnit, som er noget i sig selv og har sin egen værdi.
Brians forældede synspunkter bekræftes af programmets fokusering på formidling af voksenkunst og kultur til børn. Formidling er i programmet den største satsning økonomisk, her skal der blandt andet satses på en formidlingsuddannelse.
Nu synes jeg ikke, at det er decideret forkert, at børn kan møde voksenkunst og -kultur, men det hører nu engang til i toppen af det vi kalder Den børnekulturelle madpyramide. Her opereres med tre niveauer: Kultur af, kultur med og kultur til børn.
Basisniveauet, og der, hvor 'rugbrødet, fibrene og de fundamentale næringsstoffer' findes til børns kulturelle udvikling og dannelse ligger nemlig i voksnes sikring af, at børn kan 'komme til selv' gennem at lege, skabe, bygge, eksperimentere og undersøge. Det er det der forstås ved kultur af børn. Det er selvfølgelig svært at praktisere i en moderne gennem-institutionaliseret barndom, - men ikke umuligt!
Oven på en sådan gedigen kvalitetssikring af børns hverdagskultur, som skal forstås som en udviklingsgaranti mere end en plat pasningsgaranti (som om børn var en ting, som bare skal opbevares som en cykel eller en overfrakke i en parkering), kan dygtige voksne udvikle aktiviteter sammen med børn. Det er uhyre vigtigt at børn møder dygtige, kompetente pædagoger, lærere, kunstnere og andre, som forstår at samarbejde med børn på en respektfuld måde.
Endelig er der i toppen af pyramiden voksenkunsten og kulturen, både den store kunst og den kommercielle børnekultur, som kan være vidunderlig. Efter min mening skal man ikke have for meget af den, når man er barn. Den kan være som desserten i madpyramiden, men den kan som for eksempel underholdningsindustriens produkter også være narkotiserende og direkte skræmmende og giftig. Den gør nemt børn til passive forbrugere.
Jeg synes selvfølgelig, der er rigtigt, som der står i programmet, at enhver offentlig kunst- og kulturinstitution skal have en målsætning og en politik i forhold til børn; det gælder museer, som skal have formidlere og skoletjeneste, det gælder teatre, som skal medtænke børn i deres repertoire, symfoniorkestre, som skal give børnekoncerter og så videre, og det er efter min mening bare med at komme i gang. Men det er underligt snævertsynet og elitært kun at fokusere på formidling.

Kulturkamp - Hvor er fronten
Brian Mikkelsen har forsøgt flere gange at følge op på statsministerens kulturkamp-fanfare.
Han gjorde det ved at lukke den foregående regerings børnekulturelle udvalg, som hed Kulturens Børn, med Lars Kolind i spidsen. Dette råd havde flere penge til rådighed og et mere alsidigt og velfungerende program , efter min mening.
Han gjorde det ved at satse kulturbevillinger på det, han kaldte 'fyrtårnene og flagskibene' i kunsten, for eksempel skulle de største teatre nu til at spille børneteater. Dette sker på bekostning af de mange lokale børneteatergrupper, som siden 70'erne - ud fra en politisk gruppeteatertradition - har udviklet en verdensberømt børneteaterkultur. Dansk børneteater høster international anerkendelse ved netop at være i øjenhøjde med deres publikum og spille ud fra en helt anden tradition end Det Kongelige Teater og landsdelsscenernes kukkasseteater-tradition..
Og nu har Brian Mikkelsen så nærmest genopfundet børnekulturen som satsningsområde. Børnekulturens Netværk er den nye ramme, der skal spilles inden for - indtil et regeringsskifte. Den indeholder mange kønne ord, nogle selvfølgeligheder og enkelte spændende initiativer, men også nogle triste bagudskuende elementer, som dens nyvalgte ledelse, hvis gode vilje jeg ikke tvivler på, skal prøve at forvalte. Og så er der hæftet nogle millioner, ikke mange, og ikke flere - ikke engang pristalsregulerede - end hvad den statslige børnekultur havde i støtte tidligere.
Det ligner en konservativ minister med en midtsøgende politik, med visioner og perspektiver i lommestørrelse; kulturkamp- hvor er fronten?
Vores børn skal have det bedste! Fordi vi har en Brian som kulturminister betyder det ikke at børnekulturen skal fryses ned og vi, der arbejder med børn, kunst og kultur til daglig, skal stå med korslagte arme indtil de bedre tider kommer. Vi skal bruge de muligheder, der hele tiden findes til at gøre det bedste, være vores børns bedste fortalere og ambassadører.
Så fortsat god kamp herude i hverdagen!