Den fælles interesse for den internationale arbejderklasse er at det kapitalistiske samfundssystem erstattes af et socialistisk samfundssystem. For at kunne opnå dette mål, er den historiske erfaring, at arbejderklassen i sit eget land bekæmper kapitalismen og kæmper for socialismen, ud fra egne forhold og muligheder

Oplæg af Betty Frydensbjerg Carlsson, KPiD, ved fælles møde mellem Landsledelserne i KPiD og DKP-ML den 14. februar 2004.

Hent som word-dokument
Kommunistisk Parti i Danmark i den internationale klassekamp.
3. møde mellem landsledelserne i KPiD og DKP-ml den 14. februar.

Et kommunistisk parti er et internationalistisk parti. Det bygger på solidaritet mellem arbejderklassen i hele verden mod den fælles udbytter, det kapitalistiske samfundssystem, og på solidaritet med folkeslag undertrykt af kapitalismen. Den fælles interesse for den internationale arbejderklasse er at det kapitalistiske samfundssystem erstattes af et socialistisk samfundssystem. For at kunne opnå dette mål, er den historiske erfaring, at arbejderklassen i sit eget land bekæmper kapitalismen og kæmper for socialismen, ud fra egne forhold og muligheder. Marx og Engels formulerede det således i Det kommunistiske Manifest: Ethvert lands proletariat må naturligvis først gøre op med sit eget bourgeoisi. Selvfølgelig sideløbende med international solidaritet, samarbejde og koordinering af fælles kampe for fælles interesser. For at styrke dette sidste, har der igennem arbejderpartiernes og de kommunistiske partiers historie eksisteret et mere eller mindre formelt samarbejde partierne imellem. Fra internationalerne, Komintern til nutidens Athen møder og andre internationale møder og konferencer mellem de kommunistiske partier.

Netop på baggrund af de forskelle der er i udviklingsstade, befolkningssammensætning, kultur, og muligheder for kampen for socialisme, er grundlaget for det internationale samarbejde respekten for hvert partis suverænitet, det vil også sige respekten for dets evne til selv at vurdere mulighederne, strategien og de bedste kampmetoder i deres land, og solidaritet med deres kamp. Men dette betyder ikke at partierne frasiger sig retten til at diskutere eller rette kritiske spørgsmål til partiernes ageren og beslutninger.

Den anden side af dette internationale samarbejde er og har været, at de kommunistiske partier på internationalt plan har kunnet lægge de nationale erfaringer sammen til en stærk analyse af de internationale klassekræfter. På den måde giver bredden i de internationale diskussioner det stærkest mulige udgangspunkt for rigtige konklusioner i analyserne på internationalt plan i klassekampen. Dette er mindst lige så vigtigt som de nationale analyser. For at imødegå den internationale imperialismes strategier, koordinerer de kommunistiske partier den fælles internationale modstrategi og prioriterer fælles overordnede kampe.

Den nationale som den internationale kommunistiske bevægelse led et stort tilbageslag i forbindelse med politiske interne kampe og uenigheder igennem sidste del af firserne, kulminerende med sammenbruddet af Sovjetunionen og de europæiske socialistiske lande og splittelserne i de kommunistiske partier omkring 1990. Fælles for alle tilbageslagene var bl.a. en manglende forståelse af det internationale styrkeforhold i den internationale klassekamp og en naiv opfattelse af kapitalismen. Denne gav sig udtryk i teser som ”Kapitalismens fredsduelighed' og 'En tredje vej til socialismen”, og en overvurdering af parlamentariske positioner som en nemmere genvej i forhold til den sværere opgave med mobilisering og højnelse af klassebevidstheden i arbejderklassen og dens allierede.

Med sammenbruddet af Sovjetunionen led alle socialistiske lande i Europa sammenbrud, uanset indbyrdes uoverensstemmelser og udbrud fra den socialistiske blok, som f.eks. Albanien og til dels Rumænien gjorde. Tilbage stod kun Cuba, Vietnam, Nordkorea og Kina. For de andre kommunistiske partier var billedet uoverskueligt. Alle partier var blevet splittet mere eller mindre. Mest i de industrielt udviklede lande. Nogle steder havde kommunisterne fået flertallet i partiet, med en kraftig decimering af medlemstallet til følge. Andre steder havde de som mindretal brudt ud og havde, eller søgte, at danne et nyt kommunistisk parti. De steder hvor kommunisterne havde haft flertal i partiet blev deres aviser bibeholdt, i de partier hvor kommunisterne var i mindretal, som i Danmark, gik avisen ind, og partiet gik i mere eller mindre opløsning. Ofte kombineret med fælles parlamentariske venstrefløjslister. Billedet var ens over det meste af verden. Konsekvenserne af tilbageslaget sås hurtigt og tydeligt. Kapitalismens sejrsrus var uendelig. I TV udsendelser pralede CIA med deres bidrag, og socialismen blev erklæret død. Tesen om kapitalismens fredsduelighed faldt hurtigt til jorden med den første golfkrig, som fulgte hurtigt efter sammenbruddet, og snart blev efterfulgt af nye krige. Fattigdom og undertrykkelse på globalt plan eksploderede, og i de industrielt udviklede lande, også vores land med den socialdemokratiske såkaldte velfærdspolitik, påbegyndtes en målrettet og hurtig afvikling af arbejderklassens opnåede kollektive rettigheder. Udviklingen af EU som monopolernes redskab for sikring af deres interesser tog syvmileskridt. WTO, IMF, Verdensbanken og andre internationale redskaber for kapitalen blev udviklet og udøvede snart et jerngreb over befolkningerne på globalt plan. Modkraften i den internationale klassekamp var stærkt svækket. Arbejderklassen var desillusioneret og uden lederskab og alternativ.

Det første initiativ til samling af de tilbageblevne kommunistiske kræfter fandt sted i 1992, hvor Nordkorea som land inviterede kommunistiske partier til fødselsdagsfest for deres præsident. Denne festlighed gav stumperne af de kommunistiske partier mulighed til at gøre boet op og konstatere at socialismen ikke var død, og at der fortsat fandtes kræfter i alle lande der ville kæmpe for socialisme. Forrevne, men målbevidste kæmpede vi i hvert vores land for at genopbygge kommunistiske partier og genrejse og indgyde arbejderklassen kampmod og modstandskraft mod en udvikling vi forudså, ud fra vores historiske erfaring med kapitalismen, og vores erfaring om betydningen af styrkeforholdet i den internationale klassekamp. Mødet mellem kommunister i Nordkorea var en stor opmuntring. Udover at enes om at udsende en fælles appel til arbejdere og undertrykte folk over hele verden om at fortsætte kampen, under overskriften: ”Socialismen er ikke død”, skabte mødet grundlaget for en genopbygning af den internationale kommunistiske bevægelse. Kontakter blev skabt i de forskellige verdensdele og på internationalt plan. Dette resulterede senere i halvfemserne i de årlige internationale møder i Athen, under værtskab af Grækenlands kommunistiske parti og gensidig deltagelse i partikongresser, emnekonferencer m.m.

Det første vores og andre kommunistiske partier gik i gang med efter sammenbruddet, var at få gennemført den analyse af den aktuelle imperialisme og klassekræfternes sammensætning, som længe havde været påkrævet, men som ikke havde nydt fremme i DKP herhjemme. Sideløbende gik vi i gang med en analyse af årsag og virkning af sammenbruddet. Vi mente, det var vigtigt at analysere hvad der skete og hvorfor. Det arbejde blev påbegyndt umiddelbart efter splittelsen fra DKP, samtidig med arbejdet for genopbygning af en organisation og senere et kommunistisk parti. På det internationale plan påbegyndtes samarbejdet om en international analyse af situationen, og senere gennem udvekslinger de kommunistiske partier imellem. På delkonferencer og med plenumdiskussionerne på de årlige Athen-møder. Både dette, og de folkelige reaktioner på imperialismens fremfærd fik sejrsparolerne om socialismens død til at dæmpe sig. Til gengæld har imperialismen atter lagt deres strategi, og terror, terrorlove og andre foranstaltninger, har taget højde for den nye situation. Vi er tilbage / eller fremme i den klassiske åbne klassekamp igen. Nationalt og internationalt. Svækkede, men atter engang historisk klogere.

KPiDs internationale kommunistiske samarbejde.
Siden vort udgangspunkt i DKP, har vort parti altid lagt vægt på det internationale kommunistiske samarbejde. Udgangspunktet har altid været, at de kommunistiske partier der arbejdede sammen, var partier der havde og prioriterede deres udgangspunkt som en del af arbejderklassen med deraf følgende rod, styrke og daglig forbindelse i og fra arbejderklassen.
Det danske kommunistiske parti har altid nydt stor respekt i den internationale kommunistiske bevægelse. Det er og var på grund af vort partis afklarede holdninger såvel indadtil som udadtil. Udadtil har vi været solidariske, med respekt for hvert lands partis suverænitet. Indadtil i den kommunistiske bevægelse har vi, trods vores størrelse, været aktivt bidragende med analyser bl.a. på baggrund af erfaringer med et godt enhedsarbejde ud fra vores lands betingelser. Vi har også altid været ærlige og positive i vores bidrag og kritik. Det har vi f.eks. været i vores kritik af sammenblanding af statsmagt og parti. Diplomati hører ikke hjemme i den kommunistiske bevægelse efter vores mening. Det er derimod en pligt for en kommunist at fremlægge sin opfattelse til diskussion. Hvis man udøver selvundertrykkelse, eller undlader at give udtryk for usikkerhed overfor en beslutnings rigtighed, kan det føre til fejlagtige konklusioner og beslutninger. Alt skal med i diskussionerne frem til beslutningen. Alt andet er dræbende for et kommunistisk parti og for kampen for socialismen.

Et par eksempler fra det internationale samarbejde og fra vores kritik mod sammenblanding af stat og parti:
Oprettelsen og udviklingen af EU, fra Romtraktaten over EF til EU. Staten Sovjetunionen havde den opfattelse at EF var en god forhandlingspartner i den internationale klassekamp. Måske lidt som nu ud fra opfattelsen af at det var en konkurrerende stormagt til USA. Som kommunistisk parti fremførte vi i de internationale samlinger at det var monopolernes redskab og dermed en fjende for arbejderklassen, og at EU derfor måtte bekæmpes. Vi fremlagde de gode resultater med opbygningen af den brede folkelige modstandsbevægelse, en strategi vi i øvrigt formulerede og vandt gehør for, i hård kamp mod stærke småborgerlige tendenser i dele af den danske venstrefløj, der stod for en strategi med opbyggelsen af en ren rød modstandsbevægelse.
Nogle kommunistiske partier i Europa var enige med Sovjetunionen i EU spørgsmålet, og så EF som platform for økonomisk udvikling og fælles social kampplads. Vi fastholdt vores opfattelse, som vi gør det i dag, hvor der fortsat er uoverensstemmelser eller mangel på forståelse for vores brede modstand. Vi fremfører den fortsat, trods fortsatte uenigheder i opfattelsen af hvordan kampen mod EU skal føres blandt de europæiske partier. Ikke mindst i de nyoptagede lande.

Et andet eksempel fra nutiden: Da Nordkoreas arbejderparti indbød til international konference i Danmark i midten af halvfemserne om Nordkorea, forsøgte partiet at manipulere deltagerne, ved at konferencen i sin resolution skulle sende en personlig fødselsdagshilsner til Kim Jong Il, der på det tidspunkt endnu ikke var valgt, idet de stod midt i en personkamp om lederskabet i partiet. På den måde skulle konferencedeltagernes solidaritet med et trængt, isoleret og ideologisk angrebet socialistisk land blandes sammen med en accept af en forkert sammenblanding af stat, parti og solidaritet. Dertil kom uenighed om Kim Jong Ils tese om rigtigheden af krigskommunisme. Vort partis repræsentant gjorde det helt klart, at vi ikke kunne godkende en sådan resolution og sammenblanding. I spørgsmål om manipulation duer diplomati ikke. På samme måde har vi gjort klart overfor det Nordkoreanske parti, at vi er stærkt uenige i at sammenblande partiformandsposten med posten som leder af militæret. Noget sådan kan vi ikke acceptere. Men at det er landets befolknings suveræne ret selv at bestemme det, antaster vi ikke.

Et tredje eksempel af nyere tid, også om sammenblanding og forståelse af problemet med denne sammenblanding, fandt sted sidste år. I dette blev vores to partier involveret.
På internationalt plan er det lykkedes at genoprette Demokratisk Verdens Ungdoms Forbund (DUV / WFDY). Da Cuba skulle lægge værtskab til et årsmøde, havde Cuba inviteret en repræsentant fra DKP-ML ungdom. Vi underrettede DKP-ML om at man er medlem af DUV, og at optagelse i denne verdensorganisation besluttes af organisationen selv. Vi anbefalede derfor at DKP-ML ikke sendte en repræsentant til mødet, eftersom vedkommende formentlig ikke ville kunne få lov at deltage i mødet på grund af manglende medlemsskab. Det gik som vi forudså, og det uheldige forsøg på fremmøde gav store problemer i DUV, og problemer for DKP-ML ungdom med hensyn til et eventuelt kommende medlemskab. Vi har fremført vores kritik i klare vendinger over det cubanske parti, og har påpeget denne indblandings uheldige konsekvenser.

I det naturlige samarbejde der er vokset op imellem vore to partier gennem de senere år, har spørgsmålet om DKP-MLs deltagelse i de årlige Athen møder været diskuteret mellem vore 2 partier. Det har ikke kunnet lade sig gøre, og det er der både nutidige og historiske forklaringer på. Athen møde forsamlingen blev som nævnt samlet i den første uafklarede tid efter partisplittelser og sammenbrud og opsamling efter Korea mødet. Forretningsgangen har været, at forsamlingen kollektivt har diskuteret og henholdsvis optaget eller afvist kommunistiske partiers tilstedeværelse på de faste møder. I denne internationale kommunistiske partiforsamling findes kun ganske få såkaldt ML partier. Det har sine historiske grunde, idet DKP-ML partier i sin tid, ligesom jeres, blev dannet i opposition til de eksisterende kommunistiske partier.

Det nordiske samarbejde mellem kommunistiske partier.
Vort parti har og har haft et særligt tæt samarbejde mellem de kommunistiske partier i de nordiske lande, Danmark, Norge, Sverige og Finland. En fælles kultur, og på mange punkter fælles politisk udvikling, har gjort et sådan samarbejde naturlig igennem mange år. Vi lægger stor vægt på dette samarbejde, hvor vi gensidigt støtter og styrker hinanden. Et af de fælles initiativer vi her vil fremhæve, er vores fælles holdning og kamp mod EU, og vores fælles optræden om dette spørgsmål overfor resten af den kommunistiske bevægelse. Udviklingen i samarbejdet mellem forskellige kommunistiske partier i de nordiske lande har imidlertid været meget forskellig. Den udvikling teoretisk og praktisk der er sket her i Danmark mellem vore to partier i de senere år har ikke fundet sted i vores broder/ søster lande. I Norge f.eks. har vi fået oplyst at samarbejdet mildt sagt er dårligt. Det norske ML parti betragter fortsat de ” gamle” kommunistiske partier som fjender, både nationalt og internationalt. Fælles opstilling ønskes ikke, hverken lokalt eller nationalt. Deres avis, som har pæn udbredelse, ligner i stil vores danske avis ”Information”, d.v.s. intellektuelt diskuterende og observerende, ikke mobiliserende med udgangspunkt i arbejderklassens problemer og mål. Dette ifølge vores broderparti i Norge. I Sverige er situationen stort set det samme. Forholdet mellem de to partier er som det var for 20 år siden, og vort broderparti i Sverige betragter det svenske ML parti som beklageligt småborgerligt. Dette begrundes med at begge partier har sin opståen i kølvandet af strukturkrisen i de kapitalistiske produktionsbetingelser som den teknisk videnskabelige revolution er årsag til. I studentermiljøet studerede man marxisme med småborgerskabets tankesæt og mente at have fundet de vises sten, hvorefter man gik ud til arbejderklassen med sit budskab.
Vi hverken kan eller vil her fra Danmark påvirke dette. Men fra vores side lægger vi stor vægt på at fortsætte de tætte bånd der er mellem vores nordiske kommunistiske partier, også i et eventuelt fremtidigt nyt og samlet kommunistisk parti.
Vi glæder os over at vores to partier har udviklet sig i retning af hinanden. Det er selvfølgelig en udvikling der har påkaldt sig opmærksomhed i den internationale kommunistiske bevægelse. Det har både skabt glæde og nogen bekymring. Bekymringen går på to ting: Dels erfaringer med tidligere strandede partisammenlægninger, som mislykkedes fordi man ikke har været helt klargjorte om det programmatiske grundlag inden en sammenlægning, og dels DKP-ML partiernes historiske opståen, rolle, udgangspunkt og ageren igennem deres historie. Partiernes opståen foregik i en tid hvor der skete en voldsom tilgang til arbejderklassen af nye lag. At der medfulgte mange rest-borgerlige unoder, var naturligt. Med den udvikling arbejderklassen har været inde i gennem disse år, er det lige så naturligt at vi nu er tættere forbundet i opfattelser, og sammen kan udvikle både strategien og kampen for socialismen ud fra klasse- og interessefællesskabet. Det er godt hvis det kan lykkes i vores land, men der er som nævnt forskelligheder fra land til land.

Et kort svar til Betty
af Jørgen Petersen, DKP/ML
Hent som word-dokument

Der har gennem de seneste måneder været afholdt en meget vellykket møderække mellem DKP/MLs og KpiDs Landsledelser.
Det har været aftalt mellem partierne, at der med afsæt i partiernes programmer, gennemføres en diskussion om klasseanalysen, strategien og det kommunistiske parti. Diskuassionerne har vist, at der er en meget høj grad af enhed mellem partierne omkring disse nøglespørgsmål. Derfor vurderer de to partier nu, hvordan processen bedst kan fortsættes. For DKP/MLs vedkommende vil en beslutning herom blive truffet på partiets 10.kongres i påsken.
Som led i aftalen mellem de to partiers Landsledelser har Arbejderen offentligjort alle indlæg fra landsledelsernes fællesmøder. Idag bringes i Arbejderen den sidste del af det indlæg Betty Frydensbjerg Carlsson holdt på det 3. fællesmøde. I dette indlæg valgte KPID
-at åbne en diskussion af den internationale ML- bevægelses historie og grundlag.
-at rejser spørgsmålet om et kommende fælles partis internationale forbindelser især i forhold til de nordiske lande
-at kritisere en række af DKP/MLs søsterpartier
-at rejse en kritik omkring DKP/MLs deltagelse på et møde i Demokratisk Verdens Ungdomsforbund (WFDY) i Cuba..
DKP/ML er uenig i alle disse kritikker. For at undgå nogen misforståelse skal det i denne sammenhæng blot understreges, at DKP/ML ikke har til hensigt at lægge en selvkritik for vores stiftelse eller at ændre vores opfattelse af partiets historie.
Vi er klar til en diskussion af de spørgsmål KpiD har rejst, på et senere og mere passende tidspunkt i processen hvor denne diskussion åbnes efter aftale mellem partiernes ledelser.
Efter vores opfattelse må diskussionen idag koncentreres ind omkring den teoretiske debat, der er aftalt mellem partierne. Vi har den grundlæggende opfattelse, at et kommende fælles parti må bygge på en respekt for begge partiers historie, erfaringer og bidrag. Det er et vigtigt element i en proces mellem ligeberettigede partier.