19 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Misforstå mig ret

Misforstå mig ret

Fredag, 05. marts, 2004, 00:00:00

Hermed mit sidste indlæg i denne runde om Enhedslisten og kommunisterne

af Finn Hermann, DKP
Først vil jeg undskylde, hvis nogle af mine formuleringer træder kammerater i DKP/ML og KPiD over tæerne. Mere alvorligt er det, at jeg er faret med sladder - endda vidt og bredt - om Jørgen Petersens medlemskab af Enhedslisten. Det er vel en ringe trøst, at jeg kun gjorde det for at fremhæve, at jeg hos Jørgen og andre i DKP/ML har oplevet et nuanceret og realistisk syn på De Rød-Grønne.
Jørgen Petersen piller mine bemærkninger om antikommunismen i Enhedslisten ud af deres sammenhæng. Jeg har ikke påstået, at det var et formildende træk ved medlemmer af Enhedslisten, at de retter skytset mod de kommunistiske partiers praksis frem for mod selve den kommunistiske idé. Tværtimod tog jeg afstand fra betegnelsen 'stalinisme' brugt om denne praksis. Den slags dumme klichéer vanskeliggør en diskussion af de erfaringer den kommunistiske bevægelse har gjort, og som heller ikke Enhedslisten kommer uden om at tage stilling til.
Det var ikke min hensigt at 'puste til modsætninger' mellem de kommunistiske partier, blot pege på meget væsentlige uenigheder, som det kræver et solidt stykke forhandlingsarbejde at løse. Også når KPiD og DKP/ML finder tiden inde til at invitere DKP med til fælles ledelsesmøder.
I debatten om kommunistisk enhed skal der jo på et tidspunkt findes en fælles formulering om parlamentarisk strategi, som kan rumme både DKP's engagement i Enhedslisten og det synspunkt, (udtalt af et ledende medlem af KPiD på et fællesmøde mellem de tre partier), at 'Enhedslisten aldrig bliver KPiD's parlamentariske strategi'.
Er det virkelig 'lige ud ad landevejen'? Eller tænker Jørgen Petersen kun på, hvor let det er at forene synspunkterne i DKP/ML og KPiD? I så fald har det jo laaange udsigter med at sammenslutte alle tre partier.
Jørgen Petersen skriver: 'Intet medlem af DKP/ML ville konkret kunne leve med i Enhedslistens navn, at skulle kritisere manglen på demokrati og menneskerettigheder eller for den sags skyld kommunistpartiets ledende rolle i det cubanske samfund'.
Betyder det også, at intet medlem af DKP/ML ville kunne leve med i sit kommunistiske partis navn at udtale sig kritisk om sådanne forhold i Cuba? Så ville DKP/ML gentage den fejl, som i årtier blev begået af kommunistiske partier: At man af misforstået solidaritet dækkede over misgreb og mangler i de socialistiske samfund. Og vi har da lært lidt af murens fald, ikke.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. mar. 2004 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp