Mens mange af os går og håber på, at EU er ved at forvitre efter at forhandlingerne om den kommende EU-grundlov brød sammen ved EU-topmødet i december, så fortsætter EU-integrationen med at ekspandere på den nationale selvbestemmelsesrets bekostning

af Niels Eriksen, 34 år, gymnasielærer i København. Kandidat for Folkebevægelsens liste N til EU-parlamentsvalget, og medlem af Enhedslisten.

EU-sammenbruddet var ikke en følge af en uenighed om, om EU-integrationen skulle fortsætte eller ej. Årsagen til sammenbruddet drejede sig udelukkende om, hvem der skulle bestemme over den.
Særligt Frankrig og Tyskland mener, at disse to lande i fællesskab har en forrang, som de i øvrigt altid i EU's historie har ment, at de har, når det gælder om at tegne og fortælle, hvad EU skal og ikke skal. Den opfattelse blev så modsagt af Spanien og Polen i december. Disse to lande mente, at de hørte til blandt de store EU-lande og derfor skulle de medregnes til den eksklusive kreds af store EU-lande med en særlig ret til at blive hørt - og blive lyttet til.
Uden om den kreds cirkler nu de små og mellemstore EU-lande, hvor særligt de traditionelt mest EU-integrationistiske med Nederlandene og Belgien i spidsen må sidde med en dårlig smag i munden, mens de betragter de stores kamp om EU-ådslet.
Der er næppe nogen tvivl om, at disse lande håber på, at der snart falder ro over feltet, og at EU-grundloven kommer på skinner igen. Dette er givet også det mest sandsynlige. Det interessante i den forbindelse er, hvordan magtbalancen mellem EU-landene falder ud.
De mest EU-fanatiske af EU's små og mellemstore EU-lande vil givet i samspil med EU-Kommissionen kæmpe for at få inddæmmet særligt Tyskland og Frankrigs magtambitioner. Den danske regering, og det store flertal i Folketinget, har nok først og fremmest fokus rettet mod at resultatet bliver af en så afdæmpet karakter, at de danske vælgere vil stemme ja til EU-grundloven - helst uden at de først læser det med småt.

EU bag privatisering
Mens denne dans om EU-guldkalven foregår, så fortsætter EU's integrationsmotor med at spinde videre. De danske borgere, og borgerne i alle de andre EU-lande, mærker i stadig stigende grad følgerne af EU's direktiver og forordninger. Som noget af det seneste er det kommet frem, at de dage hvor den danske el-sektor var på danske hænder meget vel snart er talte.
Hvad de færreste måske umiddelbart er klar over, så har den situation sine rødder i et EU-direktiv, der blev vedtaget i midten af 1990'erne. Et direktiv der betød, at EU's indre markedsregler om varens fri bevægelighed også skulle gælde for produktionen og distributionen af el.
Det førte med sig, at der skulle oprettes et indre marked for el, hvor der var konkurrence på tværs af grænserne - og da de fleste el-producenter og -distributører i EU-landene på dette tidspunkt var nationale statslige selskaber, så skulle disse privatiseres. Det skulle ligeledes være muligt for private aktører at opkøbe disse tidligere statslige selskaber.
I Danmark gjorte et særligt forhold sig gældende - de danske el-selskaber var ikke offentlige selskaber - de danske selskaber var forbrugerejede selskaber, hvor generation efter generation af el-forbrugere havde opsparet store formuer i selskaberne. Penge der har været brugt til at betale for vedligeholdelse, udbygning og modernisering af den danske el-forsyning.
De investeringer forbrugerne har finansieret forsvandt nu ind i disse nye private aktieselskaber, og den kompensation forbrugerne fik som modydelse på deres fremtidige el-regning, var i øvrigt af rent symbolsk karakter.
Ud over at man kan stille et væsentlig spørgsmålstegn ved, hvorfor de danske el-forbrugere havde en filantropisk interesse i at medvirke til at styrke disse nye el-aktieselskabers likvide beholdninger, sådan at de kunne begynde en række opkøb af hinanden? Så bliver spillet endnu mere speget, nu hvor udenlandske transnationale selskaber har fået øje på den danske el-sektor.

Giganterne regerer
Det der blandt andet gør El-sam interessant for disse udenlandske aktører er, at El-sam (næsten) kvit og frit har fået penge på kistebunden (de tidligere forbrugerpenge) - en kiste som mange gerne vil have fingre i. Nu kan man jo stille sig selv det logiske spørgsmål, om det ikke er ligegyldigt, om det er norske Statkraft, tyske Preussen elektra eller danske El-sam der leverer strømmen?
Problemet er generelt, at man har gjort op med nationale statslige el-monopoler, der måske ikke altid har været de mest effektive, til fordel for få transnationale private oligopoler. Mastodonter hvor det i høj grad kan sættes spørgsmålstegn ved, om disse kan kontrolleres af nationale myndigheder - eksempelvis når el-sektoren skal efterleve nationale krav til el-produktionen af miljømæssig karakter.
Netop når det gælder muligheden for at indføre og effektuere en national el-politik, der går ud over at sikre den frie konkurrence, så er det i øvrigt et omstridt punkt i hvilken grad det er muligt, uden at bryde EU's el-liberaliseringsdirektiv.
Så kan man hævde, at så må EU træde til og sikre, at der på EU-niveau bliver indført nogle krav til el-produktionen der betyder at en miljømæssig bæredygtig el-produktion tilgodeses. Til det kan der blot nævnes, at selv EU-Kommissionen er i tvivl om, hvorvidt EU-niveauet er stærke nok til styre de el-giganter, som EU's regler i høj grad selv har skabt vækstbetingelserne for.