I vores moderne samfund er klassekampen død. Det har vores statsminister jo selv belært os om, det er et begreb, der stammer fra engang i forrige årtusind, hvor man stadig levede i samfund delt op i klasser. Sådan nogen samfund lever vi ikke i længere

af Kjeld Stenum
Så det er knapt rigtigt at tale om klassesamarbejde, sådan som jeg gjorde i overskriften, bare 'samarbejde' ville være mere præcist (men hvem fanden ville så ane, hvad jeg snakkede om?). Direktør og arbejdsmand, storaktionær og rengøringskone, vi er alle i samme båd, og vi står sammen om at holde skuden gående.
Kan en avis som Dagbladet Arbejderen overhovedet finde en konstruktiv rolle i sådan et samfund? Ja, den kan. Nu skal jeg komme med en sandfærdig beretning fra det virkelige liv - mit virkelige liv - som i hvert tilfælde har været meget lærerigt for mig selv i denne sammenhæng, jeg håber, den også er det for andre af avisens læsere.
Som nogen måske husker, skrev jeg for få uger siden om de jyske brunkulslejer, hvor det firma, jeg i øjeblikket arbejder for, blev grundlagt. Jeg skrev i den sammenhæng også lidt om firmaet og min ansættelse der, blandt aandet skrev jeg, at der gik rygter om, at vi skulle sættes ned i løn, og at hvis de rygter blev til virkelighed, ville jeg stoppe i firmaet.
En god uges tid efter at jeg havde skrevet den skærveknuser, kom vores entrepriseleder, som mesters repræsentant er tituleret, og rakte mig et stykke papir. Jeg syntes ikke, han så ud som om, det var et godt stykke papir og spurgte derfor, hvad det var, om det var en fyreseddel? Men det var det ikke.
Papiret indeholdt en udskrift af de første afsnit af hin føromtalte skærveknuser. De havde tappet den på internettet. Jeg blev lidt paf, men fik dog sagt, jamen dog, læser de Arbejderen inde på kontoret? Han sagde, at de læste alt. Det lød som om, jeg kunne roligt være bange.
Hvad fanden var det for noget, sådan at skrive, at vi skulle sættes ned i løn, ville han så vide, hvor havde jeg sådan noget fra? Jamen kom det ikke fra ham selv? spurgte jeg undrende. Jeg vidste nemlig fra tre forskellige personer i sjakket, at han havde haft fat i dem enkeltvis og luftet muligheden af, at han ville blive nødt til at sætte os ned i løn. Sådan en slags prøveballon for at se deres reaktion, gætter jeg på.
Nu hævdede han, at han aldrig havde sagt sådan, og ville igen vide, hvem jeg havde det fra. Det kunne jeg naturligvis ikke fortælle ham. Så jeg nøjedes med at sige, at jeg ikke ville hænge nogen ud. Nå, men det han havde sagt, sagde han, det var, at han ikke var sikker på, han kunne blive ved med at holde vores løn oppe på det niveau, den var på i øjeblikket.
Jeg kunne ikke helt høre forskellen på det og så det, som jeg havde skrevet, og som jeg havde hørt fra de andre. Men jeg sagde ikke mere, hvad skulle det vel gøre godt for, når ingen af de andre var til stede?
Næste dag havde jeg fået tjekket, hvad jeg havde skrevet. Der var ikke noget, jeg ikke ville stå ved. Desuden var det værste, der kunne ske, jo at jeg blev fyret. Og det blev jeg nok ikke, for vi er et rimeligt velfungerende sjak, og man kan ikke sådan bare lige tage en af os ud og forvente, at det er til at finde en anden, som sjakket fungerer lige så godt videre med.
Endelig, ved nærmere eftertanke var jeg egentlig ganske godt tilfreds med at have fået sendt ham et signal om, at jeg stoppede, hvis han satte lønnen ned. Det signal ville jeg have haft svært ved at aflevere ellers, for jeg er ikke en af dem, han kommer med prøveballoner overfor.
Og der var ingen af de andre, der havde givet ham nogen klar besked, de var mest bare blevet paf. Henimod middag kom han, mens jeg gik sammen med de andre og arbejdede, og spurgte, om vi manglede nogen ting til den forestående støbning.
Bajdsen bestilte nogen ting. Jeg bestilte den mand, som han selv havde sendt et andet sted hen samme dags morgen, og som vi havde brokket os over var blevet taget væk fra støbningen.
'Begynder du nu også, din...', sagde han, jeg vidste han ville prøve på at gøre mig til grin på grund af den skærveknuser.
'Min hvad?' spurgte jeg og så udfordrende på ham. Og så sagde han ikke mere.
Ikke før næste dag, hvor vi støbte. Jeg husker ikke helt sammenhængen, men han fik i hvert fald fyret en af til mig om, at jeg sådan gik og spredte løse rygter i avisen. Den greb jeg i flugten, for nu var alle de andre her og kunne høre, hvad der blev sagt.
'Jamen jeg er da kun umådelig glad, hvis du nu kan afkræfte, at vi skal gå ned i løn,' sagde jeg.
Og da der takket være ham selv trivedes et ret hårdnakket rygte om, at vi skulle gå ned i løn, måtte han jo afkræfte det. Men han kunne vist ikke rigtigt lide, at det pludselig kunne se ud som om, det var mig og mine skriverier, der havde bremset planer, han havde haft, så han sagde et eller andet mere meget lavt, som jeg ikke kunne høre, men som jeg siden fik at vide var, at vi snarere skulle sættes op i løn , hvis det kom dertil.
Og jeg hørte sjakbajdsens bemærkning til det, det var: 'Så skriv 200 kr i timen, det er sådan et dejligt rundt tal!' Den fik ingen kommentarer.
Nå, men det var bare en lille sandfærdig historie fra det virkelige liv om, hvordan vi fik forvandlet en potentiel konfliktsituation til konstruktivt samarbejde. Man skal sgu ikke undervurdere, hvad en ganske lille avis som Arbejderen kan bruges til.
Nu må jeg så indrømme, at der sidder en lillebitte tvivl og nager dybt inde i mig. Altså, jeg er ikke sådan lige bange for at blive fyret. Men et eller andet sted er jeg lidt usikker på, om ikke mester vil bruge de kommende måneder til at finde en, som kan udfylde min plads i sjakket, og dernæst finde en eller anden begrundelse for at give mig et fodaftryk i røven.
Nå, men hvorfor skulle han det? Der er jo ingen klassekamp længere. Det er nok bare en forstokket psykologisk rest fra forrige årtusind, der rumsterer i mig!