Det kommunistiske parti, vi i denne stund forsøger at etablere, skal gøre sig klart, at netop den opgave påtager det sig ansvaret for bliver løst, på det frontafsnit af den internationale klassekamp som hedder Danmark. Igennem 85 år har der eksisteret kommunistiske partier i Danmark. Det ældste og derfor også det mest kamperfarne er Danmarks kommunistiske Parti, som KPiD nu er en videreførelse af.

Oplæg af Ivan Hansen, KPiD, ved fælles møde mellem Landsledelserne i KPiD og DKP-ML den 14. februar 2004.

Hent som word-dokument
Kommunistisk Parti i Danmark i den internationale klassekamp.
3. møde mellem landsledelserne i KPiD og DKP-ml den 14. februar.

I relation til de millioner og atter millioner af menneskeliv, som kapitalistklassens krige har krævet til sikring af denne klasses fortsatte eksistens, tvinges selv den mest forbenede samfundsbevarende historiker til erkendelse af, at arbejderklassens aktioner for at sikre sig herredømmet over sin egen skæbne er en forholdsmæssig ublodig affære.
Arbejderklassen forlanger ikke hævn for millioner af menneskers ulykkelige skæbner. Den forlanger blot selv at få udbyttet af sin investerede arbejdskraft. Alene dette formål tjener deres anvendte kampform Aktionsenhedens metode.
Formen er ikke valgt, men vokset ud af den antagonistiske modsætning der er mellem køb og salg af arbejdskraft, som er det kapitalistiske samfunds grundpille. Kampformen genfindes derfor i enhver kapitalistisk samfundsformation, hvor proletariske aktioner, opstande eller revolutioner udfolder sig. Kampen føres ikke individ mod individ, men klasse mod klasse og raser døgnet rundt, skjult eller åbenlyst, år efter år, indtil mennesket skaber sig et samfund uden klasseskel. Når statsminister Fogh Rasmussen påstår, at klassekampen er slut, ved han godt at det er løgn. Han er selv en af kampens mest kyniske krigere.
Arbejderklassens revolutionære fortrop betegnede Marx og Engells som et kommunistisk parti, i overensstemmelse med målsætningen: at føre proletariatet frem til at blive den herskende klasse, hvis opgave bliver at afskaffe sig selv, og etablere en klasseløs samfunds-formation. Det kommunistiske samfund, hvor enhver yder efter evne og nyder efter behov.
Det kommunistiske parti, vi i denne stund forsøger at etablere, skal gøre sig klart, at netop den opgave påtager det sig ansvaret for bliver løst, på det frontafsnit af den internationale klassekamp som hedder Danmark.
Igennem 85 år har der eksisteret kommunistiske partier i Danmark. Det ældste og derfor også det mest kamperfarne er Danmarks kommunistiske Parti, som KPiD nu er en videreførelse af.
Ved denne lejlighed er det opportunt at fremdrage eksempler på den rolle, DKP har spillet ved store og banebrydende slag i klassekampe på den danske arena.

Arbejderklassen som drivende kraft.
I 1938 afholdt DKP en ekstraordinær partikonference i Odense, hvor centralkomiteen fremlage en analyse af den politiske situation i Danmark og Europa. I tilknytning hertil forelagdes
en politisk udtalelse med titlen Der kaldes til samling, som fastlagde partiets strategi og taktik i overensstemmelse med, hvad der ventedes at udfolde sig. Arbejdet hermed er beskrevet i Ib Nørlunds: Det knager i samfundets fuger og bånd. Bind 1. kap.VI
Straks ved krigens udbrud i 1939 satte den danske storkapital en offensiv i gang med kraftige prisforhøjelser og iværksættelse af såvel skjulte som åbenlyse hamstringer af alt mellem himmel og jord.
Regeringen manede med en erklæring af 9.9.39 til ”ro og besindighed, til offervilje og samfundssind. Under den regeringsledelse, der som ingen anden har folkets tillid, vil danske arbejdere i et nationalt samarbejdes ånd gøre deres pligt og bringe deres ofre i den forvisning, at deres ret også vil blive sikret.”
Der blev givet frit løb for avanceforhøjelser til kapitalen. Uændret forlængelse af de faglige overenskomster, dog med en 3 måneders dyrtidsordning, som hverken dækkede helt eller halvt, hvorefter den socialdemokratiske partiformand udsendte følgende proklamation: ”kommunister og alle andre, som snakker prisstigninger, skal slås ned”.
Takket være Det kommunistiske partis strategi og taktik kom det til at gå stik modsat.
På arbejdspladserne modnedes den sociale og økonomiske kamp imod regeringens politik og bagmændene for denne - besættelsesmagten. Om optakten til Folkestrejken i 1944 som tvang besættelsesmagten til retræte, skriver Hartvig Frisch i sin bog Danmark besat…., III, side 191) følgende: ”Det var sommeren 1944 påfaldende, at der blandt arbejderne var ved at brede sig stærk utilfredshed. Den aktiviseredes nationalt ved de mange arbejdsnedlæggelser, men på bunden lå også stigende forbitrelse over den økonomiske ulighed i landet, hvor bønder og værnemagere havde topfortjenester, mens pristallet og forligsnævnet satte bom for arbejderlønningerne”
Det Hartvig Frisch, overraskende for ham selv åbenbart, fik øje, på var den simple målsætning, som kittede modstandsbevægelsen sammen i aktionsenhed. Parolen Danmark frit havde manifesteret sig som en national og social magtfaktor, man ikke kunne komme udenom i en håndevending, og den kunne ikke bortvejres med velvalgte politikerfloskler. Dette var et udenomsparlamentarisk netværk med en arbejderklasse på højt bevidsthedsmæssigt niveau, udviklet i hård kamp. Det satte sine spor i den fremtidige klassekamp.
Desværre kunne der ikke udarbejdes en strategi for efterkrigstiden i en håndevending. Det kunne måske ellers have forhindret partiets noget hovedløse frieri til socialdemokratiet. Det var jo trods alt ikke Sovjetunionen, der besatte Danmark, men den imperialistiske stormagt England, der bestemt ikke var socialisme venlig stemt. Socialdemokratiets landsforræderiske handlinger under besættelsen blev indirekte accepteret gennem DKPs klodsede politik. Og med anvendelse af sædvanlige antikommunistiske fraser forsøgte socialdemokratiet uimodsagt at foregøgle folket, at de udgjorde ”Landets farligste illegale Klike” under besættelsen og dermed stikke kiler ind i modstandsbevægelsens aktionsenhed, som derved blev alvorligt svækket.

Genopbygningen efter krigen.
Efter krigen og det halvhjertede opgør med værnemagere og landsforrædere stod alt i genopbygningens tegn. Kravene til de arbejdende om øget effektivitet, til gavn for samfundet, strammedes med udspekulerede målemetoder af den enkeltes indsats og former for arbejdsmetoder, der tvang arbejderen ind i rutiner med fastlagte toiletbesøg og varighed, samt øgede hastigheder på samlebånd.
Det hele accepteredes af fagbevægelsens top, som oven i købet var arbejdsgiverne behjælpelige med gode råd og vejledning i, hvordan arbejdskraften mest effektivt kunne suges ud af kroppen på arbejderen. Utilfredsheden med ublu krav til effektiviteten og samtidig karrige overenskomster, garneret med suttekluden samarbejdsudvalg i stedet for demokrati på arbejdspladsen, medførte stigende utilfredshed på landets arbejdspladser.
Genopbygningen så ikke ud til at skulle omfatte arbejdskraften, den blev bare udpint. På et møde i DKPs centralkomite i 1955 fremlagdes en analyse indeholdende en vurdering af kampgejsten i arbejderklassen. Hvorefter partiets medlemmer på de store arbejdspladser gik i gang med at gøde jorden. Forud for overenskomstfornyelsen i 1956 formulerede de store aktive arbejdspladser og fagforeninger, især i skibsværfts- og byggeindustrien, krav til de kommende overenskomster, som vandt bred tilslutning på landets arbejdspladser. I skøn forening med arbejdsgiverne advarede den socialdemokratiske regering mod indrømmelser til arbejderklassens krav.
Alligevel skete det, som ingen i deres vildeste fantasi havde forestillet sig.
På trods af udemokratiske sammenkædnings- og afstemningsregler faldt forligsmandens mæglingsforslag. Den 12. april 1956 stemte 217.955 nej og 151.838 ja. 76 % af fagbevægelsens medlemmer havde stemt. Det var første gang i historien, at dansk arbejderklasse kunne opvise en så omfattende og konsekvent aktionsenhed på egne præmisser. Lærdommen fra besættelsestidens kampe var helt øjensynlig.
Reaktionen på det efterfølgende regeringsindgreb d. 13. april, hvor mæglingsforslaget ophøjedes til lov, understregede klassens kampvilje. Alene i København samledes over 250.000 arbejdere omkring Christiansborg i protest. Desværre kunne partiets formand Aksel Larsen ikke holde sig fra talerstolen foran Christiansborg, men tillod sig at udnævne de store arbejdspladsers tillidsmænd til ”Situationens Generalstab”. Det var ikke i overensstemmelse med aktionsenhedens målsætning og gjorde det nemt for klassefjenden og dens medløbere at bryde den skabte enhed.

Hetz mod arbejderklassens aktive kræfter.
I den kolde krigs kølvand afsporedes udviklingen af socialismen i nogle østeuropæiske lande. I Ungarn førte det i 1956 til borgerkrig og indgreb med krigshandlinger, som den kapitalistiske verden ellers har haft eneret på. Især i Danmark blev disse begivenheder udnyttet til, at starte en hetzkampagne uden sidestykke i historien, rettet mod dansk arbejderklasses progressive elite. Som tak for sidst! I lang tid betød det vanskeligheder i bestræbelserne på at skabe aktionsenhed i såvel, sociale, som økonomiske og politiske tiltag i arbejderklassens kamp for sine interesser.

Nye muligheder for at komme i offensiven igen
1960erne blev præget af højkonjunktur i den kapitalistiske verden, og i Danmark var der stor efterspørgsel efter arbejdskraft. Det blev et ti-år præget af såvel lønaktioner som politisk inspirerede aktioner over hele landet. Men det var også den tid, hvor forberedelserne til Danmarks indtræden i fællesmarkedet tog fart. Om dette spørgsmål udfoldedes enorm aktivitet i fagbevægelsen og på landets større arbejdspladser. Disse forhold skærpede den politiske og faglige interesse hos fagbevægelsens medlemmer, som kom til at danne kerne i den modstandsbevægelse mod EF/EU, der udviklede sig i slutningen af 60erne og begyndelsen af 70erne, og som endnu over 30 år efter stadig volder monopolkapitalens politiske håndlangere enorme vanskeligheder her til lands.
I 1969 afsluttedes igen overenskomster som ikke modsvarede arbejdspladsernes krav om kortere arbejdstid, demokratisk indflydelse på arbejdsvilkårene og lønkravene. Samme år indførtes kildeskatten, som betød højere udskrivningsprocenter, og oven i hatten forhøjedes momsen. Det betød væsentlig højere skattetryk, som vanen tro vendte den tunge ende nedad. Bankkapitalens offensiv, der førte til, at alle lønninger og offentlige ydelser skulle udbetales via en bankkonto, føltes af de fleste som et indgreb i den personlige frihed.
Det var heller ikke undgået arbejderklassens opmærksomhed, at produktiviteten i de sidste 10-15 år var steget med 60% og derved havde øget kapitalisternes merværdi knap 100%, medens alle arbejderes realløn kun var øget med 30%. Efter overenskomstafslutningen analyserede Danmarks kommunistiske partis ledelse den økonomiske og politiske situation, og på et centralkomitémøde i efteråret 1969 fandt mødet, at de objektive muligheder for iværksættelse af udenomsparlamentariske politiske aktioner var positive.
I den situation tog skibsværftsindustriens arbejdspladser ved deres fællestillidsmænd initiativ til en bevægelse, der formulerede kravet om 1 krone mere i timen. Det bemærkelsesværdige ved den situation var, at opslutningen til kravet, der formuleredes af B&W-arbejdspladserne i København, var total indenfor denne industri. I tidligere aktioner var tillidsmænd med socialdemokratisk tilknytning altid meget tilbageholdende, når det gjaldt såkaldte overenskomststridige aktioner.
Kampen blev hård, men aktionsenheden holdt til det sidste, som var, at samtlige involverede tillidsmænd modtog et brev om, at de enten skulle nedlægge deres hverv eller forlade arbejdspladsen med øjeblikkelig virkning. Danmark havde på den tid VKR-regeringen med Hilmer Baunsgård som statsminister.
På B&W-motorfabrikken nedlagde samtlige arbejdere øjeblikkelig arbejdet. Det blev først genoptaget 5 dage senere - efter at alle tillidsmænd igen blev accepteret af arbejdsgiverne, og alle anklager og krav om bod blev frafaldet.
Over en periode på et år steg gennemsnitsfortjenesten for faglærte arbejdere med 3.25 kr. pr time. Aktionen viste, at de håndfæstninger om fredspligt – og bod hvis de brydes! – som den faglige top lader sig pålægge af arbejdsgiverne, ikke holder længere end arbejderklassen vil. Og at arbejderklassen selv kan sikre sine tillidsmænd mod overgreb. Det burde give stof til eftertanke.
Især for dem der bør have røde ører.

Den nye virkelighed.
Den teknisk-videnskabelige revolution, som så småt begyndte at holde sit indtog i den danske produktionsmåde i halvfjerdserne, har siden hærget som en orkan gennem al menneskelig foretagsomhed. Der er blevet sat mangfoldige spørgsmål ved tilvante forestillinger om menneskers adfærd og muligheder. Der er sket totale omvæltninger i hundredtusindvis af menneskers sociale status. Familietraditioner er skudt i grus med identitetskriser, usikkerhed og social utryghed i sit kølvand.
Det gælder ikke kun dem, der må forlade deres erhverv og forsøge at skaffe sig en ny levevej. Også de, der fortsat er tilknyttet produktionsprocessen og dens organisering som aktive deltagere, udsættes for prøvelser af en størrelsesorden, der skaber usikkerhed og frygt for fremtiden. I vore dage er det ikke kun daglejeren, der gruer for morgendagen, det gør enhver, der lever af at sælge egen arbejdskraft.

Strukturkrise i den kapitalistiske produktionsmodel.
Indførelsen af ny teknologi i produktionsprocessen er i sig selv en overordentlig kompliceret opgave. Men den teknisk-videnskabelige revolution er ikke kun indførelse af ny teknologi, den omfatter alt. Uddannelse, projektering, udvikling, styring., administration, råvarer, arbejdsdeling, produktion, afsætning, transport, markedsanalyse o.m.a. Den omfatter også hele samfundets infrastruktur.
Samfundet befinder sig altså i en kolossal omstillingsproces. Det vil sige, at vi befinder os midt i en kapitalistisk strukturkrise, under hvilke der sker tumultagtige omvæltninger, der omfatter tusindvis af menneskeskæbner. Indenfor de sidste 30 år er der nedlagt hundredtusindvis af små landbrug.
Samme skæbne er vederfaret detailhandelen, fiskeriet og tusindvis småindustrielle virksomheder og håndværksmestre. Tendenser til det samme kan tydeligt spores i de såkaldte liberale erhverv. Der udvikler sig store advokatfirmaer, ejendomsmæglerfirmaer, revisionsfirmaer, rådgivningsfirmaer og andre såkaldte servicefag. Der har udviklet sig en underholdningsindustri og en særdeles magtfuld og grådig medicinalindustri, Apoteker med egne pilletrillerier er et overstået stadium. De små selvstændige, der overlever, er i virkeligheden bare vedhæng, som er i lommen på andre.
De, der således udstødes af de selvstændiges rækker, er - med en videnskabelig betegnelse - sunket ned i proletariatets (de besiddelsesløses) rækker. De er herefter tvunget til at faldbyde deres arbejdskraft på arbejdsmarkedet.
Disse voldsomme forandringer og indgreb i menneskenes daglige liv og udfoldelsesmuligheder er ikke ensbetydende med, at et mere retfærdigt og demokratisk samfundssystem er under opsejling. Det er ikke den slags fremskridt, den teknisk-videnskabelige revolution efterlader i sit kølvand. Nærmest tværtimod. Der sker forandringer, men de er af kvantitativ art.
Ejendomsretten til den udslagsgivende del af produktionsmidlerne befinder sig uændret på private hænder, og borgerskabet disponerer endnu mere egenrådigt over den politiske og økonomiske magt end tidligere. Borgerskabet er pisket til at stramme tøjlerne om magten, thi de bliver reduceret talmæssigt til en mindre og mindre del af det samfund, som de bringer sig i større og større modsætning til.

De ”udstødtes” bevidsthed om egen skæbne.
De kvantitative forandringer, der kan forekomme nutidens mennesker som nye fænomener, er i virkeligheden lovmæssigheder i den kapitalistiske udviklingsproces. De accelererer blot hurtigere end før og river flere mennesker med i malstrømmen på kortere tid.
Vi oplevede præcis det samme, da dampmaskinen afløstes af elektriciteten som kraftkilde i produktionsmåden. Processen skildres allerede i Det kommunistiske manifest, hvor det er formuleret således: De tidligere små middelstandsfolk, de små industridrivende, småhandlende og små rentenydere, håndværkere og bønderne, alle disse klasser synker ned i proletariatet, dels fordi deres små kapitaler ikke er tilstrækkelig til industriel virksomhed og må ligge under i konkurrencen med storkapitalisterne, dels fordi deres faguddannelse mister sin værdi ved de nye produktionsmåder. Proletariatet rekrutteres altså af alle befolkningsklasser.
I Danmark, som i alle andre industrisamfund, er den teknisk-videnskabelige revolution endnu på begynderstadiet, og processen vil flytte stadig flere selvstændige erhvervsdrivende over i lønarbejdernes rækker. Alle som een føler de det som en social degradering og himmelråbende uretfærdighed. De vender ikke deres vrede mod samfundssystemets fundament - den private ejendomsret til produktionsmidlerne - men imod, at netop de er udstødt af dette samfundssystems privilegerede grupper. Deres kamps mål er at vinde de tidligere positioner tilbage.
For de ”udstødte” er hovedfjenden netop det proletariat, som de nu er en del af. Proletariatet kæmper jo for at afskaffe det system, der indeholder de privilegier, som de ”udstødte” så brændende ønsker sig tilbage.
Fællesskabet, solidariteten og disciplinen i det proletariat, som de ”udstødte” materielt er blevet en del af, må de derfor bekæmpe med alle midler. Væk med alle autoriteter, skråt op med disciplinen og fællesskabet. Demokrati, javel hvis det er mig, der bestemmer.
De ”udstødte” er splittet mellem øjeblikkelige materielle interesser og drømmen om tidligere tiders privilegier. Dette spærrer dem i lang, lang tid vejen til den klassemæssige bevidsthed om deres nye rolle.
Dette fænomen er hovedkilden til den handlingslammelse, som arbejderklassen for tiden bærer præg af.
Der findes også andre forståelige grunde til mismod i arbejderklassen, f.eks. det ændrede styrkeforhold i den internationale klassekamp, på hvis arena verdens grådigste Monopoler næsten uhindret tager for sig af retterne. Dertil kommer også skuffelsen over, at udslagsgivende stater, som angiveligt havde påbegyndt opbygningen af et samfundssystem uden udbytning af mennesker, korrumperede og gik over i fjendens lejr. Men også denne tilstand er nær forbundet med den teknisk-videnskabelige revolution.
Oven i hatten har vi så borgerskabets hadefulde og demagogiske angreb på dansk fagbevægelse. Det har også sin virkning i ulvetider.
Dansk arbejderbevægelse har imidlertid righoldige kamptraditioner, arbejderklassen i vort land har aldrig været helt nede og suge grundvand. Der har altid været kræfter til stede, som kunne tage initiativet, genrejse kampmodet og bringe klassen i offensiven. Det uanset vanskelige ydre forhold og svigtende ledere eller korrumperede politikere. Selv udenlandske okkupanter har dansk arbejderklasse jo formået at bringe i defensiven, som vi oplevede det under den tyske besættelse.

Påskeoprøret 1985. uddrag af dagbog for OK 85 (TIDEN nr.5 årg.46. 1985)
I 1982 overlader den socialdemokratisk ledede regering, uden sværdslag magten til Schlüter. Denne danner regering med Venstre, CD og Kristeligt folkeparti.
Schlüter lagde hårdt ud. Fra referater af statsministerens møder med LO fremgår det, at man diskuterede lønudvikling, dyrtidsregulering, taktregulering og det bevægelige lønsystem. LO udtrykte forståelse for, at det kommende overenskomstresultat måtte være snævert. Statsministeren kunne kun opfatte det således, at LO ville affinde sig med en stram indkomstpolitik og ville medvirke til at finde besparelsesmuligheder i Stat og Kommuner. En kraftig dæmpning af lønudviklingen var efter LOs opfattelse en nødvendighed for at forbedre konkurrenceevnen.
Schlüter forstod åbenbart en halvkvædet vise, thi regeringens første udspil mod arbejderklassen var en regulær krigserklæring. Det skete ved åbningen af folketinget d.2.okt.1982 og startede med øjeblikkelig suspension af den automatiske dyrtidsregulering indtil 1.marts 1985 (senere til 1987)
Taktreguleringen for de offentligt ansatte blev ophævet. Der indførtes totalt lønstop frem til 1.marts 1983. Dagpengene for arbejdsløse, syge- og efterlønsmodtagere blev fastfrosset på gældende niveau i to år, der blev indført en karensdag for den første sygedag. A-kassebidraget blev klækkelig forhøjet. Var man fuldtidsledig, men blot havde nogle timers arbejde i løbet af en uge, faldt dagpengene til dimmitendsats. I kroner og øre betød det en nedgang fra 335 kr. pr. dag til 266 kr.
Boligsikringen blev nedskåret og meget andet. Regeringen havde intet at frygte fra hverken Socialdemokratiet, SF eller LO. Deres små protestpip blev kun opfattet som accept.
Overenskomstafslutningen i 1983 gik forholdsvis stille af. Men i løbet af 1983 og 84 blev der udkæmpet adskillige slag på arbejdspladser rund omkring i landet. De fleste handlede om mere i lønningsposen.
Den mest omfattende og bemærkelsesværdige var HT-konflikten i 1984.
Strejken begyndte, da en chauffør i HT-området blev overført fra et distrikt til et andet og ikke ville lade sig indmelde i SiD. Chaufførens begrundelse var, at han ved medlemskab af SiD kom til at bidrage til Socialdemokratiets valgkamp.
Reaktionen fra chaufførens kolleger i hele HT-området var arbejdsnedlæggelser og krav om løsning af organisationsspørgsmålet.
Den pågældende chauffør fik følgeskab af syv andre, der snart fik opbakning fra De frie fagforeninger og fra partiet Venstre, der herigennem forsøgte at bryde solidariteten mellem chaufførerne. De såkaldte udbrydere hævdede snart, at organisationstvangen var en knægtelse af menneskerettighederne, men HT-chaufførerne i SiD og i Dansk Kommunal Arbejderforbund stod fast.
Fra 3.april til 25. maj blev buskørslen uregelmæssig eller helt stoppet i HT-området. Fra 14. til 25. maj var der totalt stop for buskørsel. I denne periode indledtes også sympatikonflikter, den mest markante blev Tuborgs ølvogne, der blokerede Lyngbyvej ved Hans Knudsens Plads.
23. maj måtte Hovedstadsrådet afskedige de otte chauffører, der ikke ville lade sig organisere i SiD, med den begrundelse, at deres ansættelse var en hindring for normal busdrift.
Dette bemærkelsesværdige udfald: total sejr efter en overenskomststridig konflikt, der antastede arbejdsgiverens eneret til at antage og beskæftige den arbejdskraft, han ønsker sig - det varslede om, at aktionsenheden og solidariteten i klassen voksede sig stærk under de for længst påbegyndte opvarmninger til den forestående overenskomstforhandling.
En række formænd fra store aktive fagforeninger og forbund med revolutionære traditioner, indenfor såvel den statslige og kommunale sektor som den private, havde etableret det såkaldte Formandsinitiativ, og sammen med Tillidsmandsringene udgjorde de det ledende forum for aktivisering og mobilisering af kræfterne, som skulle sikre, at arbejdsgiverne og deres politiske stikirenddrenge på Christiansborg fik kamp til stregen. Ingen tidligere overenskomst har været så grundigt forberedt og haft så stor bredde der omfattede såvel privat, som offentligt ansatte. Enigheden om hovedkravet 35 timersugen var rodfæstet ud i alle kroge af arbejderklassen.
I november 1984 offentliggjorde LO de generelle krav til Dansk Arbejdsgiver-forening. Denne svarede med krav om uændret forlængelse af gældende overenskomster.
D.4. december påbegyndtes forhandlingerne så mellem de involverede parter.
Under hele kampperioden fra d.4.dec.1984 til den 10. april 1985 organiseredes aktioner i form af strejker, blokader, demonstrationer, tillidsmandsmøder og offentlige møder over hele landet - ikke en dag uden en aktivitet. Torsdag d.28. marts kl.8 blokeres alle 9 broer, der forbinder Christiansborg med omverdenen. Folketinget må udskyde sit møde, hvor lovindgrebet mod arbejderne skal til førstebehandling, i halvanden time.
Denne dag stod det klart for Danmarks arbejdere, at de havde været udsat for et kæmpemæssigt usselt bedrag. Disse lovforslag, som fremsattes af Socialdemokratiet, måtte have ligget parat – færdigudarbejdede, før overenskomstforhandlingerne startede d.4. December1983, og have været kendt af Dansk Arbejdsgiverforenings topledelse.
Reaktionen herpå bliver af formidabelt format. En landsomfattende aktionsenhed udvikler sig med lynets hast. Under tillidsmandsringenes koordinerede ledelse lammes næsten hele samfundet den 1.april. Overalt ses parolerne Enhed mod højre – Bekæmp regeringen – Vælt Schlüter.
Omkring en halv million viste deres foragt for bedrageriet og overgrebet mod arbejderbevægelsens gennem menneskealdre tilkæmpede rettigheder. Selv i små bysamfund er arbejderne på gaderne, man må simpelthen have nogen at vise sin foragt sammen med.
Denne sidste store magtdemonstration viste hvilken kraft, der kan udfoldes, når aktionsenheden tømres forsvarligt sammen, og arbejderklassens samlede kamperfaringer anvendes under respekt for den situation, som nutidens mennesker befinder sig i på arbejdsmarkedet.
LOs hundredeårsskrift beskæftiger sig ikke særlig positiv med Påskeoprøret, men de vurderer dog, at de mange aktioner før, og især efter overenskomstsituationens afslutning, resulterede gennemsnitligt i lønforhøjelser på mellem 5 og 9%.
Det kan altid betale sig at kæmpe. Kampmodet i hele klassen var generobret og klassefjenden trængt i defensiven.
Bortset fra 1956 fandt alle de her nævnte kampe sted i perioder, hvor det kommunistiske parti ikke var repræsenteret i Folketinget, hvilket understreger, at det ikke er den revolutionære fortrops tilstedeværelse i parlamentet, der påvirker resultater i klassekampen. I kølvandet på de her omtalte aktioner, på nær den sidstnævnte, genvandt kommunisterne igen positionerne i parlamenterne på alle niveauer i samfundet. Det fortæller os, at det ikke er gennem repræsentation i de borgerlige parlamenter, forandringerne sker, det er gennem udenoms-parlamentariske aktioner, parlamentet tvinges til forandringer.
Den helt afgørende forudsætning for, at det parti vi vil skabe også bliver arbejderklassens revolutionære fortrop, er, at vi lærer at mobilisere de kræfter i samfundet, hvis grundlæggende interesser er forbundet med at sikre vort land som nationalstat, - hvilket vil sige at fastholde de demokratiske, økonomiske, sociale og kulturelle landvindinger, som gennem vor forfatning og øvrige lovgivning er sikret os gennem århundredes klassekampe, samt muligheden for suverænt at udvikle disse landvindinger i den fortsatte kamp mod monopolernes diktatur, for en bedre tilværelse.
Hvordan det kan gøres under den nuværende epokes betingelser har vi påvist i KPiDs program Folkemagt mod Pengemagt.