Jeg forstår ikke, hvorfor kommunister gerne vil tro på, at Socialdemokratiet er på arbejdernes side.

af Ron Ridenour, DKP'er, Bornholm
Dagbladet Arbejderens forventninger, og næsten alle andre 'kommunisters' (KPiD og DKP inkluderet) og Enhedslistens forventninger om, hvad Socialdemokratiet burde gøre for arbejderne og velfærdstaten, er illusioner eller mildt sagt naive.
Jeg refererer til Arbejderens leder 'Reform-kup' den 3 april, om kapitalens ønske om at reformere kommunestrukturen så kommunerne bliver større, så de kan 'udlicitere' den offentlige sektor endnu mere. Dermed forsvinder endnu mere af vores beskedne demokratiske beslutningsproces. Arbejderen mener det 'er utrolig ærgerligt, at Socialdemokratiet (SD) ikke udnytter chancen til at give regeringen en lag tørre politiske tærsk, men i stedet agerer den ansvarlige samarbejdspartner.'
Hvad jeg ikke forstår, er hvorfor kommunister gerne vil tro på, at SD er på vores side, det vil sige på arbejdernes side. Er det ikke sådan, at vi bevidste arbejdere kender SD's historie helt tilbage fra 1913, da det bakkede op om den imperialistiske krig og efter krigen lavede det store kontra-revolutionære kompromis med storkapitalen - velfærd for arbejderne under kapitalismen i bytte for ingen revolution til fordel for arbejdernes magt og fælles økonomi? Et kompromis der har bestået indtil i dag.

Angreb på angreb
Vi ved, at SD i disse dage står for imperialistiske krige mod folkene i Jugoslavien, Afghanistan og Irak; at det var Nyrup Rasmussen, som brød med den langvarige anti-angrebspolitik, som Danmark har haft siden 1864. Og nu står Mogens Lykketoft 'nærmere på Washington end regeringens forventede udspil til forsvarsforhandlingerne.' (Politiken 14. februar).
Vi ved, at Nyrup Rasmussen i 1998 afskaffede den forsørgelsespolitik, der siden 1803 har været gældende for alle i landet. Nu kan kontanthjælpen stoppes, takket være SD.
Vi ved, at Nyrup Rasmussen forringede vores møjsommeligt tilkæmpede efterløn, vores anstændige pensionsordning, fagforeningernes solidaritet mellem alle arbejdere og arbejdsløse (aktivering blandt andet), og at han gav racisterne en hjælpende hånd mod de 'fremmede'.
Vi ved, at den bedste af dem, Anker Jørgensen, fik hundrede tusinder af arbejdere til at tage hjem i stedet for at udvide strejkerne til en generalstrejke midt i 1980'erne.
Vi ved, at de fik os underlagt storkapitalens EU-projekt.
Vi ved, at SD kollaborerede med nazisterne og betragtede modstandbevægelsen som 'terrorister'. Men de kom alligevel med i regeringen igen efter krigen - delvis på grund af kommunisterne, dengang DKP, som forbavsende nok blev en 'samarbejdspartner'.

En anden vej
Vi ved, vi ved... vi ved så meget, at det virkelig 'undrer mig' at 'I' forsætter med at tro på samarbejde med det kapitalistiske parti. Vi kan stadig samarbejde med nogen gode folk som forgæves stemmer på SD, men lad os opfordre de gode folk til at stemme på et parti, som ikke er borgerligt, og som ikke støtter de borgerlige. Det er selvfølgelig sværere, fordi der næsten ingen er.
Men lad os turde at stå op og klart og tydeligt tage chancen for at starte en sådan bevægelse over alt, fra det faglige til det daglige - alternative indkøbssteder, kollektiver på landet og i byerne (mange Svanholmer) , alternative fagforeninger, som begynder nu i England, vores egne sociale fora overalt. Lad os vise 'folket', at kommunister (og alle revolutionære) vil noget andet end SD's borgerlige politik.