Det er meget ulykkeligt, at Cirkus Naturligvis nu er truet af lukning. Et cirkus, bemandet af naturvidenskabsstuderende fra Københavns Universitet, som tager ud og underviser elever i folkeskolen i fysik, kemi, biokemi, geografi og geologi.
fra Ingrid Stage, Dansk Magisterforening, Anders Bondo Christensen, Danmarks Lærerforening og Gorm Leschly, Gymnasieskolernes Lærerforening
Til videnskabsministeren og undervisningsministeren
Naturvidenskaberne er trængt. Politikerne har med den nye folkeskolelov og reformen af de gymnasiale uddannelser ønsket at styrke naturvidenskaberne i skolen.
Industri, erhvervsliv, forskere, undervisere og uddannelsesinstitutioner er enige. Det er vigtigt at motivere flere unge til at vælge naturvidenskabelige fag for at gavne Danmarks produktion i fremtiden og dermed være med til at sikre velfærden i fremtiden.
Derfor er det meget ulykkeligt, at Cirkus Naturligvis nu er truet af lukning. Et cirkus, bemandet af naturvidenskabsstuderende fra Københavns Universitet, som tager ud og underviser elever i folkeskolen i fysik, kemi, biokemi, geografi og geologi.
Siden 2001 har dette originale cirkus søgt 225 folkeskoler og har alene inden for det sidste år givet 7500 elever oplevelser og indsigt i de fag, som af alle karakteriseres som truede. I en evaluering har de medvirkende skoler givet Cirkus Naturligvis karakteren 10,4 på en 13-skala.
Siden starten for tre år siden har Lundbeckfonden støttet projektet med en million kroner om året, og Københavns Universitet naturvidenskabelige fakultet har støttet med midler til materialer og transport. Men bevillingerne fra Lundbeckfonden er nu udløbet. Og andre sponsorer har endnu ikke meldt sig til det succesrige projekt.
Resultatet kan blive en lukning af Cirkus Naturligvis, så ikke alene elever i folkeskolen mister unikke oplevelser, men også studerende fratages sjældne muligheder for formidlingserfaring.
På den baggrund skal Dansk Magisterforening, Danmarks Lærerforening og Gymnasieskolernes Lærerforening opfordre undervisningsministeren og videnskabsministeren til at gå aktivt ind i en redning af Cirkus Naturligvis. Jeres engagement i sagen kunne være lokomotivet, der fik nye sponsorer på banen - eventuelt ved selv at vise deres gode vilje igennem et sponsorat.
Torsdag den 18. marts skal Cirkus Naturligvis optræde for blandt andet Videnskabsministeriet, Dansk Industri og universiteternes Rektorkollegium. Her kan alle ved selvsyn erfare, hvad Cirkus Naturligvis står for og kan. Vi håber og er overbeviste om, at I vil medvirke til fortsat at gøre det muligt for mange folkeskoleelever at få en ekstraordinær oplevelse og indsigt i naturvidenskabernes univers.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278