Sådan ender Kjeld Stenum i den rene tro som så mange gange før, når han forsvarer den moderne, idealistiske fysik. Undskyld, hvad er klokken...

af Carlo H. Hansen, Tilst
I sin skærveknuser 'Vorherre og materien' den 5. marts forsøger Kjeld Stenum (KS) at underholde læserne med eksempler på Newtons og Lenins idealisme og Einsteins materialisme.
Set fra København stod Solen samme dag højst på himlen, kulminerede, klokken 12.21. Eksempelvis vil Solen otte måneder senere kulminere klokken 11.53. Et godt solur vil imidlertid altid angive kulminationstidspunktet som klokken 12 og derved inddele tiden i ulige lange døgn året rundt.
En sådan unøjagtig tidsinddeling måtte man i almindelighed leve med endnu længe efter middelalderen, men astronomen Kepler fremsatte en teori for en tidsjævning eller ækvation, så man kunne få et tidsmål med lige lange døgn. Ækvationen blev anvendt af astronomer på Newtons tid og er anvendt siden.
I sit hovedværk 'Principia' forklarede Newton om problemerne med den 'relative, tilsyneladende og sædvanlige tid', som var forbundet med Solen og dens kulmination, og om nødvendigheden af ækvationen og den 'absolutte, sande og matematiske tid', som ikke havde direkte relation til et himmellegeme.
Den tid, som Newton kaldte absolut tid, er den tid, som anvendes på vore ure og forbindes med den såkaldte middelsol, om hvilken et leksikon forklarer: 'Et fiktivt himmellegeme, der repræsenterer den bevægelse, den rigtige Sol ville foretage på himmelkuglen, hvis jordbanen havde været cirkulær i stedet for elliptisk, og hvis Jordens akse havde været lodret i stedet for skrå.'

Absolut tid og rum
I det felttog mod materialismen, som blev indledt i slutningen af 1800-tallet, angreb empiriokriticisten Ernst Mach specielt Newtons anskuelser. Det gjaldt de allerførste linjer i 'Principia', hvor Newton fremsatte sin definition af materiemængde (masse), nøglen til hele den eksakte naturvidenskab. Og det gjaldt for eksempel den absolutte tid, som Mach erklærede for uden praktisk og videnskabelig værdi! Undskyld, hvad er klokken?
Ligeså uberettiget kritiserede Mach Newtons absolutte rum, og KS følger trop ved at erklære begreberne absolut tid og absolut rum for uforfalsket idealisme. Og vi oplyses: 'På det punkt var Lenin overhovedet ikke bedre.'
KS hentyder derefter til Lenins 'Materialisme og empiriokriticisme', hvor Lenin siger, at den eneste 'egenskab' ved materien, som filosofisk materialisme binder sig til at anerkende, er den egenskab at være en objektiv realitet, at eksistere uden for vor bevidsthed. Og KS spørger: 'Men hvorfra vidste han da, at materien nødvendigvis tegnede tredimensionelle rum og lineær tid, når den bevægede sig?'

Tro og viden hver for sig
Det er jo kun en antagelse, man gør, og ikke en viden, man har, belærer KS, og han bebrejder Lenin, at han gjorde gr’n med dem, der mente noget andet.
Lenin kunne ganske rigtigt ikke anerkende, at teologernes himmel og helvede, spiritisternes fjerde dimension, trolde og nisser med mere eksisterede uden for den menneskelige bevidsthed, og han befattede sig ikke med at sammenblande tro og viden.
Anvendelse af endimensional og todimensional matematik er meget praktisk, for eksempel i forbindelse med vejlængder og arealer, men veje og jordstykker forbliver tredimensionale. Og uanset eventuel praktisk anvendelse af matematik med fire eller flere dimensioner, så forbliver vor verden tredimensional, hverken spiritister eller underholdende professorer har kunnet bevise det modsatte.

Tankeeksperiment
Det centrale emne i KS' artikel er et tankeeksperiment, som han har lånt af astrofysikeren John Gribbin, der i sin tur har lånt det af Mach. KS indleder med at røre rundt i en kop te med en teske, så teen danner en hulning i midten af koppen, og han skriver:
'Skulle Einstein forklare mit eksperiment med tekoppen, ville han sige, at hulningen skyldtes, at væsken roterede i tyngdefeltet fra materien i rummet omkring os. Da bevægelse var relativ, kunne man lige så godt sige, at det var rummet med stjerner og galakser, der roterede i modsat retning omkring koppen.'
Hvordan universet ville opføre sig i KS' tankeeksperiment, hvis han samtidig rørte rundt i to kopper te i hver sin retning, det forskåner han os for. Men han nævner et eksperiment med en enkelt kop, som ville kunne afgøre tvisten om Newtons og Einsteins rumbegreb, hvis ikke det var for vanskeligt til nogen sinde at blive udført: 'Men jeg er overbevist om, at det ville vise, at Einstein havde ret. Og i hvert fald i det stykke var han større materialist end selve Lenin.'
Og sådan ender KS i den rene tro som så mange gange før, når han forsvarer den moderne, idealistiske fysik.
Undervejs i sin artikel kommer KS for skade at skrive: 'Vandpartiklerne i koppen ville egentlig helst fortsætte i jævne retlinede bevægelser, for sådan opfører legemer sig i det absolutte rum.' Det er jo netop sagen!
Men i relation til for eksempel KS' stue, som deltager i Jordens rotation og så videre, og som Newton ville kalde et relativt rum, kan der ikke forekomme jævne, retlinede, inertielle bevægelser. Som det seværdige pendul i rotunden på Københavns Universitet på Øster Voldgade demonstrerer.