Jeg skal ikke nægte, at jeg er kritisk overfor muligheden af en antimonopolistisk vej til socialismen

af Kjeld Stenum
Som led i de kommunistiske samlingsbestræbelser trykkes der en del teoretisk stof i Arbejderen for tiden. Et af temaerne, som har været under behandling (Hans Chr. Andersen, KPiD, 3., 5., 10. og 12. februar, Simon Gregersen, DKP/ML , 14. februar) er naturligt nok strategien for vejen til socialismen. At dømme ud fra avisens referat fra møder mellem de to partiers landsledelser (Arb. 27. jan.) er man ved at forenes om det man har kaldt den antimonopolistiske strategi. Jeg har nogle spørgsmål til denne strategi. Jeg skal ikke nægte, at jeg er kritisk overfor muligheden af en antimonopolistisk vej til socialismen. Men mine kritiske spørgsmål er på den anden side ment som et konstruktivt indlæg i diskussionen. Jeg håber, det er i den ånd, de også vil blive modtaget.
Min skepsis vedrører ikke antimonopolistiske alliancer. Selvfølgelig må man alliere sig på bredeste måde i kampen mod monopolerne. Hvad jeg har mine tvivl om er hvorvidt denne alliance duer som platform for overgang til socialismen. Som jeg har forstået det skal den antimonopolistiske strategi munde ud i et antimonopolistisk demokrati, som endnu ikke er socialisme, men som på den anden side er et brud med monopolernes herredømme, som gør det muligt at stille overgangen til socialismen på dagsordenen (HCA, 5. febr.). Men som mange af os sikkert har læst det hos Lenin, da vi trådte vore kommunistiske barnesko, så skal der jo gøres op med borgerskabets statsmaskineri under den socialistiske omvæltning, og det skal erstattes af et statsmaskineri af en helt anden art, som skal sikre demokrati for de udbyttede og undertrykkelse af udbytterne. Lenin brugte ligefrem udtrykket, at det borgerlige statsmaskineri skulle 'sønderslås', og han kaldte det det 'grundlæggende' og 'vigtigste' i marxismens lære om staten.
Fordi Lenin sagde det, behøver det jo ikke være rigtigt. Men det er i hvert fald utvivlsomt værd at tænke over. Og mit spørgsmål til den antimonopolistiske strategi er nu: Forestiller man sig stadig, at en sådan sønderslagning er uomgængelig? Hvis man gør, hvornår præcist forestiller man sig den da indledt? Eller forestiller man sig en eller anden forvandling af den borgerlige stat i stedet for? Og da det antimonopolistiske demokrati jo ikke (endnu?) er en socialistisk statsmagt, hvornår og på hvilken platform forestiller man sig så den ny socialistiske statsmagt grundlagt? Man forestiller sig formentlig en anden platform end den antimonopolistiske, ellers er der jo ingen forskel på det antimonopolistiske demokrati og den socialistiske statsmagt. Og HCA understreger jo netop, at antimonopolistisk demokrati endnu ikke er socialisme(Arb. 3. febr.).

Sovjetterne og dobbeltmagten
Hvorfor brugte Lenin disse voldsomme udtryk om kommunisters holdning til den borgerlige stat? Fordi han ønskede at understrege, at det socialistiske statsmaskineri var af et grundlæggende anderledes væsen. Hvad han helt konkret forestillede sig, så vi måske eksemplificeret under den russiske revolution. I perioden før oktoberrevolutionen organiserede den store russiske befolkning sig i råd eller sovjetter, de vigtigste var bondesovjetterne, arbejdersovjetterne og soldatersovjetterne. Sideløbende med dem eksisterede det borgerligt-demokratiske parlament, dumaen, og hele det borgerlige statsmaskineri, men det mistede mere og mere grebet om befolkningen. Man har kaldt perioden for dobbeltmagtsperioden. Og parolen for den socialistiske omvæltning hed simpelthen 'Al magt til sovjetterne'. Sovjetterne var rygraden i den russiske oktoberrevolution, og uden dem havde den næppe sejret. Godsejerne havde kunnet bevare magten over jorden, kapitalisterne over industrierne, og officererne havde kunnet skyde oprørske soldater enkeltvis som desertører og mytterister. For et er sikkert: Har de socialistiske kræfter ikke den mest beslutningsduelige organisering af hele den undertrykte befolkning, lokalt såvel som centralt, så har borgerskabet den mest beslutningsduelige organisering, og så bliver det borgerskabets beslutninger, der sætter dagsordenen. Og så bliver der ingen revolution. Sovjetmagten sejrede, fordi den var bygget af sovjetter.
Sovjetterne kom ganske vist ikke til at spille den politiske nøglerolle særlig længe. Allerede i begyndelsen af tyverne mistede de det reelle greb om magten. De dybt forarmede analfabetiske bønder evnede ikke at engagere sig i den langsigtede samfundsudvikling og holdt kornet tilbage til det sorte marked, der efterhånden kom til at bestemme såvel økonomi som politik. Efter fejlslagne eksperimenter med autoritativ prisfastsættelse og hårdhændede metoder til inddrivelse af korn lancerede bolsjevikkerne NEP-politikken, som var en langsigtet politik for at gøre samfundet modent til socialisme uden at sætte alliancen med bønderne over styr. Desværre fik NEP-politikken ikke lov til at være retningsgivende så længe, som der var brug for det, og sovjetternes politiske nøglerolle blev aldrig genoplivet. Men det er en anden historie og en anden diskussion. Hvad der her er væsentligt er sovjetterne forfaldt som politiske beslutningscentre, ikke fordi de ikke duede som platform for socialistisk statsdannelse, men fordi det russiske samfund ikke var modent til dem. Og de havde uomtvisteligt spillet en nøglerolle under selve omvæltningen.
Sovjetterne er ikke kun et russisk fænomen. Så vidt jeg ved har man oftest set tilløb til sovjetdannelser eller råd i revolutionære tilløb i industrialiserede lande, tænk for eksempel på den spanske borgerkrig eller på den portugisiske såkaldte 'nellike-revolution'. Latinamerikanske revolutioner viser lignende træk. Måske udspillede flertallet af de østeuropæiske omvæltninger efter anden verdenskrig sig dog uden at sovjetter spillede nogen væsentlig rolle. Men måske var det også deres væsentlige svaghed. De kunne ikke klare sig uden Sovjetunionens mægtige militær-paraply, og den afhængighed magtede de aldrig siden at kæmpe sig fri af. Derfor klaskede de også sammen, da den paraply klaskede sammen.

Folkefront og socialisme
Nu tilbage til den antimonopolistiske strategi. Så vidt som jeg har forstået den, er den opstået i forlængelse af folkefrontsstrategierne, som i mellemkrigstiden spillede en rolle som platforme for den antifascistiske kamp. Men efter min mening er det væsentligt at understrege, at folkefrontsstrategierne var platforme for den antifascistiske kamp, ikke for socialistiske omvæltninger. Og jeg mener kun, der er kommet ulyksaligheder ud af at blande tingene sammen. Der er tale om to forskellige fronter, som skal sameksistere, supplere hinanden og udvikle hinanden dialektisk. Ikke om konkurrerende fronter, hvor den ene eller den anden platform gøres til Strategien (med stort S). Måske blev Folkefrontsstragegien i for høj grad gjort til Strategien under den spanske borgerkrig. Måske gjorde man i Chile i begyndelsen af halvfjerdserne den fejl at forsøge at bruge en - som HCA beskriver det i Arbejderen den 5. februar - sejrrig Folkefront som platform for den socialistiske omvæltning, de undertrykte klasser ville. Hovedmangelen ved Folkefronterne som platforme for socialisme er, at de er politisk bestemte alliancer med en meget diffus beslutningsstruktur, derfor er de meget afhængige af beslutninger 'fra oven' og egner sig faktisk betydeligt bedre til borgerlig parlamentarisme end til socialistisk statsdannelse. Bl. a. fordi der ikke i tilstrækkeligt omfang dannedes soldaterråd i Chiles hær, kunne de USA-bestukne officerer bevare den afgørende kontrol med den.
Når folkefrontslignende strategier fejlagtigt er blevet gjort til platforme for socialistiske omvæltninger, er det formentligt sket under stærk inspiration fra de østeuropæiske omvæltninger efter 2. Verdenskrig, som gennemgående netop etableredes på baggrund af folkefrontsalliancer. Men de fleste østeuropæiske omvæltninger var korthuse uden selvstændig revolutionær kraft. Og de opstod i ly af en slags overenskomst om en magtbalance mellem øst og vest (Jalta-konferencen). Jeg tror bestemt ikke, at HCA har ret, når han i Arbejderen den 5. februar konkluderer, at det formentlig ville have været lettere at etablere socialisme i et vesteuropæisk land under den kolde krig, end det havde været i Latinamerika. Overskriften over imperialismens strategi overfor de socialistiske lande var 'Inddæmning', og det er min opfattelse, at netop i inddæmningsområderne bed imperialismen sig særlig hårdnakket fast. Derfor fik vi en Korea-krig og en Vietnam-krig, og i Europa en Berlin-mur og et delt Tyskland. Derfor pøsede USA penge ind i Vesteuropa efter krigen. Og derfor så europæisk historie ikke én sejrrig revolution på den vestlige side af jerntæppet efter 2. Verdenskrig.
Men at det var vanskeligt betyder ikke, at det var umuligt. Og det betyder det aldrig. Det, der bestemmer landes fremtid, er ikke hvad imperialister vil, men i hvor høj grad de magter at bevare kontrollen med de materielle økonomiske processer og militære magtforhold, som former den fremtid. Dybest set er det os, som holder disse økonomiske processer i gang, og som er den fysiske rygrad i militærmagten, der har fat i den lange ende. Det afgørende spørgsmål er, om vi formår at samordne vores forskellige viljer til at være mere effektive beslutningstagere end imperialisterne. Og til besvarelse af dette spørgsmål mener jeg, sovjetterne er det mest lærerige eksempel, som historien har at byde på.