En forårskåd beskæftigelsesminister giver nu de ledige en forårspakke, der skal hjælpe de mange ledige tilbage i beskæftigelse. Regeringen har skiftet kurs og endelig set situationens alvor.
af Claus Andersen, Århus
Med skattelettelser og uddannelse vil regeringen bekæmpe arbejdsløsheden.
Det kan jo kun glæde en kritiker af regeringens laden stå til-politik. Ministeren har en plan. Lad det nu ikke blive en 'Egon-plan'. Som Egon fra Olsenbanden, har ministeren jo tidligere haft mange mislykket planer. 1. marts 2004 udsendte ministeren et temapapir med krav til beskæftigelsen. Med en noget for noget politik skulle den ledige ansvarliggøres og, som der står i temapapiret, blive 'helt i egen historie'.
Ministerens tidligere planer har ikke skabt mange helte. Der er nu 43.740 langtidsledige og disse uheldige helte er blevet flere og flere under regeringens uheldige planer. Fra første kvartal 2002 til fjerde kvartal 2003 steg antallet af langtidsledige med ikke mindre end 44 procent eller 13.391 personer (kilde: A-kassernes Samvirke, marts 2004).
Flere a-kasser kan endda berette om stigninger på over 100 procent. Langtidsledighed er en væsentlig faktor til at blive 'sat på affyringsrampen' og skudt ud helt ud af arbejdsmarkedet. Ud til rollen, som en af ministerens uheldige helte. Nu har ministeren en plan.
En plan, der skal give 22.000 færre ledige ved årets udgang. 22.000 færre andenrangsborgere. Vi ved jo hvad selv kort ledighed gør ved mennesker. Bare efter tre måneders ledighed indfinder sig en tilstand med faldende selvværd, dårligt helbred, og ustabilt familieliv.
Nyeste undersøgelser fra Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF) viser at syv ud af ti langtidsledige stadig ikke klarer sig, selv efter otte år på kontanthjælp og hos langtidsledige dagpengepengemodtagere er hver sjette fortsat på offentlige forsørgelse efter otte år.
Der skal bevilges 500 millioner kroner mere til uddannelse. Det skal modsvare de sidste års nedskæringer på arbejdsmarkedsuddannelserne med 1,3 milliarder, indførelse af kvoteordning på uddannelse, loft på uddannelse ud over seks uger.
Begrænsninger der hindrer en individuel uddannelse med udgangspunkt i den enkelte lediges kompetencer. Der er alt for stor forskel på aktiveringsindsatsen. Tre ud af ti ledige hos Arbejdsformilingen (AF) med mere end tre års ledighed, har ikke fået tilbud om aktivering inden for det seneste år, i kommunerne er det fire ud af ti ledige. 61.000 ledige på langvarig offentlig forsørgelse har ikke modtaget tilbud om aktivering inden for det seneste år. Nu har ministeren en plan.
Arbejdsformidlingen (AF) skal udvikle en ny jobdatabase 'Hotjob' med job, som har stået ledige i et stykke tid. Der er forsvundet flere end 50.000 arbejdspladser, så måske skulle der i stedet udvikles en jobdatabase 'Hotledige' for langtidsledige. De ledige risikerer at blive ofret på belønningens alter med jobformidling til de stærkeste ledige. De ledige er nu enten skurke eller helte, men alle er bare ofre. Ofre for regeringens tidligere hovsa-planer. Nu har ministeren en plan.
Olsenbandens planer sendte Egon nogle år bag tremmer. Har ministerens indledt en bandekrig om de dårligste planer og er han nu på vej tilbage til sit tidligere job som sekretær i Venstres folketingsgruppe? Det lykkedes aldrig for Egon. Lad det lykkes for ministeren, men som Søren Kirkegaard sagde 'forventningens glæde er den største'.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278