Og så bryder det løs, legende let som fra et uudtømmeligt kildevæld, det ene musiklandskab efter det andet. Det føles, som om musikken skaber og udvikler sig selv, manden, der sidder og spiller, evner i den grad at fortabe sig i at udforske de musikalske muligheder, hans egne anslag har åbnet.

af Kjeld Stenum
På vej hjem fra forrige weekends demonstration mod Irak-besættelsen løb jeg midt på Købmagergade ind i en sort mand, der somme tider sidder der og spiller på et tarveligt udseende hvidmalet klaver. Det er en af verdens største musikere.
Yul Anderson hedder han. Han har været gademusiker i København i snart mange år. Jeg har nævnt ham engang før i en skærveknuser, men det er efterhånden nogle år siden, og da var det i sammenhæng med en del andre gademusikere, og mest for at hylde gademusikken i al almindelighed.
Denne gang vil jeg nøjes med at skrive om hans musik. Jeg er en uforbeholden fan. Allerede første gang, jeg hørte ham, mens han sad der midt mellem alle de travle handlende mennesker på Købmagergade, spidsede jeg ører. Han har en underlig dragende måde at behandle sit piano på. Først slår han nogle toner an. Så er det ligesom han giver sig selv og os tilhørere nogle øjeblikkes pause til lige at lytte til, hvor de vil føre os hen.
Og så bryder det løs, legende let som fra et uudtømmeligt kildevæld, det ene musiklandskab efter det andet. Det føles, som om musikken skaber og udvikler sig selv, manden, der sidder og spiller, evner i den grad at fortabe sig i at udforske de musikalske muligheder, hans egne anslag har åbnet.
Jeg ved sgu ikke, om jeg skal kalde ham jazz-musiker. Gør jeg det, gør jeg rock-akkorderne uret. Kalder jeg det jazz-rock, gør jeg balladerne uret. Og finder jeg på en eller anden kasse, der rummer disse tre genrer, så gør jeg de utroligt smukke harmoniske passager, der leder tanken hen på klassisk barok-musik, uret.
Og til andre tider er det bare lyd-landskaber, strømmende vand i en bæk, der klukker afsted og pludselig splittes af skarpe klippeblokke, en hammer, der slår på en væg og vil bryde hul ind til noget blødt og dragende i rummet bagved, eller måske slår den på en frossen søs is og forsøger at splitte den i glitrende krystaller og bryde hul til det levende vand nedenunder.
Det er en mand, der er vokset i den grad sammen med sit instrument. Han kan bruge det, som vi andre knapt magter at bruge vores egne stemmer. Det er bare utrolig musik. Måske ville Jimi Hendrix have spillet sådan noget musik, hvis han havde levet længe nok til at udvikle et så mangesidigt udtryk. Desværre skulle han jo ødelægge sig selv med en masse giftstoffer længe inden.
Men vi har Yul Anderson i spillevende live, og han sidder midt på gaden iblandt os og strør ødselt ud af sin musik, den koster ingenting. Og det er synd og skam at sammenligne ham med nogen. Den eneste grund til, at jeg nævnte Jimi Hendrix, var at jeg gerne ville fremhæve det enestående øre for klangfarver, der også er det drivende Yul Andersons musik.
Nå ja, og så har han forøvrigt et enkelt gammelt Jimi Hendrix-nummer i sit repertoire, i en utrolig fortolkning. Jeg ved ikke, hvorfor manden aldrig er blevet berømt, og hvorfor han sådan bare giver sig selv væk som gademusiker midt på gågaden i København.
Jo, engang så jeg i TV en koncertoptagelse med ham fra Tivoli. Da sagde han meget lunt, at grunden til, han aldrig var blevet berømt, var at han aldrig havde haft sit gennembrud. Det lyder jo rimelig rigtigt. Men han har nok heller aldrig gjort særlig meget ud af at opsøge det gennembrud.
Ellers havde han fået det. Hvis ikke, skal samtlige danske pladeselskaber skamme sig. Men han har vel så travlt med musikken og det levende forhold til publikum, at han ikke har tid til at bryde igennem. Det har jeg stor sympati for.
Jeg er ikke hans eneste uforbeholdne fan. For nogen år tilbage, dengang jeg arbejdede på Sydhavnstunnelen, en del af Øresundsforbindelsen, arbejdede jeg sammen med nogle svenskere. De skulle jo ud og opleve byen og spurgte mig, hvor man skulle gå hen for at høre noget godt musik.
Det havde jeg sgu ikke forstand på, jeg går nærmest aldrig i byen for at høre musik, så jeg sagde, at de kunne gå ned i Købmagergade en lørdag formiddag og lytte til en sort mand, der hed Yul Anderson og sad der midt på gaden og spillede piano.
Yul Anderson, udbrød den ene af dem, en skåning, der iøvrigt er dansk gift og snakker dansk som en indfødt. Og det viste sig, at han var lige så begejstret for Yul Anderson, som jeg var, han havde allerede sammen med sine makkere spurgt inde i byen, hvor man kunne komme til koncert med Yul Anderson, for det ville de altså opleve, nu de var i Danmark.
Og da de havde fået at vide, at de bare skulle gå lige hen om hjørnet, der sad manden selv og spillede midt på gaden, så troede de, at man lavede fis med dem. Men så kom de hen om hjørnet, og der sad Yul Anderson jo...