Jeg mener, det bør være lige ud af landevejen for en god socialist at være imod arbejdskraftens frie bevægelighed.

af Karen Sunds, medlem af Folkebevægelsen mod EU's styrelse.
Lige en kommentar til Irene Clausens indlæg i avisen den 25. marts. Lad det være sagt med det samme: Folkebevægelsen har ikke gjort de østeuropæiske arbejdere til synderne, eller til problemet. I udtalelsen fra Folkebevægelsens forretningsudvalg står der blandt andet: 'Folkebevægelsen vender sig imod den måde, princippet om arbejdskraftens frie bevægelighed bruges til at spille arbejdstagere i øst og vest ud imod hinanden på.'
Og andetsteds:
'Udvidelsen vil således blive brugt til at forringe løn - og arbejdsforhold, hvilket hverken danske eller østeuropæiske arbejdstagere har interesse i'.
Der er ikke nogen tvivl om, hvor skylden skal placeres: Nemlig ved kapitalens skalten og valten. EU's indre marked, med den frie bevægelighed for varer og tjenesteydelser, for kapital og for arbejdskraft har skabt et eldorado for kapitalen, og regningen betales af arbejdere, ikke kun i vest, så sandelig også i øst.

Hjemmefra af nød
Vis mig den polske arbejder, der synes det er en fornøjelse at arbejde i Danmark, mens kone og børn bliver tilbage i Polen, at knokle måske 80 timer om ugen, og bo i en skurvogn, stuvet sammen med andre i samme situation. Er det et værdigt liv? For så at blive sparket hjem, hvis der ikke er arbejde mere på de danske byggepladser.
Den eneste årsag til, at en polsk arbejder vælger den løsning, er bitter nød. Arbejdsløsheden i Polen er officielt 20 procent. Reelt er den mange steder over 40 procent. Ikke mindst på grund af økonomiens tilpasning til EU.
Samtidig betyder strømmen af arbejdskraft mod vest, at de nye medlemslande drænes for den bedste del af arbejdsstyrken. Det er mænd i deres bedste alder, der drager ud. Tilbage i Polen er de gamle, børnene, kvinderne. Hvem er det, der har gavn af dette?
Jeg mener, det bør være lige ud af landevejen for en god socialist at være imod arbejdskraftens frie bevægelighed. Og det er det centrale punkt i denne debat.
Så er der hele problemet med, hvad vi skal gøre ved disse problemer, herunder om man skal støtte et midlertidigt stop for arbejdskraft fra Østeuropa. Det har affødt en følelsesladet debat og store uenigheder på venstrefløjen.

Sporene skræmmer
I Folkebevægelsen er vi såmænd heller ikke enige om det. Her vil de enkelte kandidater fra Folkebevægelsen give hver deres personlige svar og overvejelser. Nogen vil sige ja til en syvårsregel, andre vil sige nej. Det sker der ikke spor ved, efter min mening. Folkebevægelsen er ikke noget parti, og kan sagtens rumme en åben og saglig debat om dette problem.
For mig at se kan en syvårsregel eller andre midlertidige lukninger for den billige arbejdskraft give et pusterum, men det er under alle omstændigheder kun lapperier. Den eneste reelle løsning er, at vi træder ud af EU og af det indre marked.
Sluttelig vil jeg blot advare om, at man undervurderer eller bagatelliserer det pres, som vil komme på løn- - og arbejdsforhold i Danmark, især i brancher som byggeri, landbrug og gartneri, samt servicefag. Allerede i dag tapper det fagforeningerne for ressourcer, når de skal forsøge at hamle op med de plattenslagere og mellemmænd, der tjener tykt på at organisere østeuropæisk arbejdskraft ind i Danmark.
Og det bliver meget værre. Prøv at se på, hvad konsekvenserne har været af den såkaldte NAFTA-aftale, der etablerer et frit marked mellem USA, Canada og baggården Mexico. Det er en situation, som er meget parallel til EU´s østudvidelse.
Siden Nafta-aftalens ikrafttræden i 1994 er der mistet næsten en million amerikanske arbejdspladser til Mexico, og lønniveauet i USA er faldet med en fjerdedel. Det siger lidt om, hvad der vil komme til at ske i Europa.