Fandeme om ikke Kjeld Stenum, den skælm, faktisk beskyldte Newton og Lenin for idealisme
Terkild Marker, København
I Arbejderen den 18. marts hævder hr. Carlo H. Hansen, at Kjeld Stenum i Arbejderen den 5. marts skulle have udtalt, at Newton og Lenin var idealister.
Jeg fandt det pågældende nummer frem og fandeme om ikke Kjeld Stenum, den skælm, faktisk beskyldte Newton og Lenin for idealisme.
Disse to påstande er naturligvis ganske uholdbare. Fysikeren Newton var - uanset hans sære holdninger på andre områder - ikke idealist. Og Lenin var naturligvis ikke idealist. Men det ville naturligvis kræve megen plads og omtanke virkelig at påvise dette.
De to påstande har lige så lidt hold i virkeligheden som hr. Carlo H. Hansens bestandigt gentagne påstand om den moderne fysiks idealisme. Jo, mindst én af arkitekterne bag kvantemekanikken var erklæret idealist. Men det gør ikke kvantemekanikken idealistisk.
Nej, den moderne fysik er ikke idealistisk; men den er godt nok uforståelig for alle os uden en omfattende uddannelse udi matematik og fysik. Når de begynder at snakke om differentialligninger, tensorer, spinorer og dén slags, så står jeg af. Jeg er heller ikke med, når de begynder at snakke om renormalisering og pertubationsteori. Men bare fordi jeg ikke kan følge med, så bilder jeg mig ikke nødvendigvis ind, at min modpart taler nonsens.
Richard Feynman hævdede, at kvanteelektrodynamikken var blevet testet meget grundigt og at der aldrig var dukket noget op, som teorien ikke kunne forklare. Jeg skulle mene, at jeg har læst det vigtigste af dét hr. Carlo H. Hansen har skrevet om emnet og jeg har ingen steder set, at han har benægtet denne overensstemmelse mellem kvantefysikken og den observerede virkelighed.
Mit spørgsmål må være: Hvis den forkerte teori ikke er i strid med de observationer, der allerede er foretaget, og hvis Carlo H. Hansen ikke regner med, at en sådan forskel nogen sinde vil blive afsløret, hvordan vil han så skelne mellem fuskernes forkerte teori og hans egen rigtige teori?
Der er ikke rigtig nogen argumenter i det ovenstående. Jeg kan anbefale et lille hæfte 'Hr. Carlo H Hansens omvæltning af videnskaben', hvor der er argumenter. Det kan købes i Arbejderens Bogbutik i København for 20 kroner. Titlen er naturligvis sarkastisk på samme måde som når Carlo H Hansen kaldte sin bog for 'Fysikkens Elendighed'. De har faktisk et enkelt eksemplar af denne i Arbejderens Bogbutik i København. Hvis man ikke tror på mig, så læs hvad Carlo H. Hansen selv skriver.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278