Vi har ikke brug for en terrorhandling i Danmark for at blive mindet om vores forpligtelser som fredstilhængere

af Sven Tarp
Hvad er resultaterne af den 'krig mod terrorismen', som cowboyen fra Texas proklamerede efter terrorhandlingerne i World Trade Center? Er verden blevet et sikrere sted at leve siden disse tiltag?
Nej, det er den ikke!
Og det skyldes ikke kun de reelle eller påståede terrorister.
Det skyldes først og fremmest USA selv.
USA har med sin politik gjort verden til et farligere og mere usikkert sted at leve.
USA har i sine officielle og halv-officielle dokumenter åbent erklæret, at det går efter verdensherredømmet i det 21. århundrede. Det har åbent erklæret, at det ønsker at få politisk og militær kontrol over Mellemøstens rige oliekilder. Det har åbent erklæret, at det ønsker at trænge frem i Asien for at omringe og svække Kina. Det har åbent erklæret, at det ikke tåler nogen rival, international eller regional, som kan true dets interesser i hele det 21. århundrede.
Det kan enhver læse ved at klikke sig ind på de officielle amerikanske hjemmesider via internettet. På disse hjemmesider kan man også læse, at USA er i gang med en gigantisk oprustning. Det har ikke alene verdens største militærbudget, der udgør næsten 40 procent af de samlede militære udgifter i verden.
Det er også i gang med at udvikle nye våbenprogrammer såsom stjernekrigsprojektet, små præcisions-atomvåben, der kan trænge dybt ned i undergrunden, anti-personel våben og så videre. Og ud over atomvåben har det stadig store lagre af biologiske og kemiske våben, som det tilmed fortsætter med at udvikle.
USA gør med andre ord til overmål det, som det kræver, at andre ikke gør. Og som det truer andre med bål og brand, hvis de ikke stopper.

Olie og dominans
USA angreb først Afghanistan, i november 2001, med den begrundelse, at landet gav husly til bin Laden, den formodede bagmand bag 11. september.
Det middelalderlige Taliban-regime faldt hurtigt. Men resultatet af krigen er katastrofalt. Titusinder af afghanere er døde eller lemlæstede. Økonomien ligger i ruiner. Med opiumsindustrien, der nu igen blomstrer, som den måske eneste undtagelse. USA og dets allierede kontrollerer i dag kun hovedstaden Kabul og enkelte andre byer. Landet er i kaos.
Efter Afghanistan kom turen til Irak. Vi kender alle den officielle begrundelse: At Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben, som han i løbet af få timer kunne bruge mod Vesten. Alt sammen har vist sig at være det pure opspind.
De fleste af os kender vel også den virkelige - og slet hemmeligholdte - begrundelse: Kontrol over de irakiske oliekilder, styrket dominans i Mellemøsten og Centralasien og måske et lille pust til den vaklende amerikanske økonomi.
Saddam Husseins regime blev hurtigt løbet over ende og han selv til sidst fanget. Men prisen var enorm. Endnu engang titusinder af dræbte og sårede, omfattende ødelæggelser og social nød, plyndring af Nationalmuseet og andre uvurderlige kulturskatte, voksende kriminalitet og almindelig kaos.
Flertallet af den irakiske befolkning hyldede ikke de udenlandske tropper, sådan som propagandaen havde lovet. De er nok lettet over at slippe af med en tyran, men samtidig ønsker de besættelsesmagten hen, hvor peberet gror. I stedet for lovprisning har USA fået sig en slagkraftig modstandbevægelse på halsen.
Og når vi er ved opremsningen, skal vi ikke glemme Israel, hvor Bush-regeringen har givet bødlen Sharon frie hænder. Undertrykkelsen og nedgørelsen af det palæstinensiske folk har aldrig været større.

Mere overvågning
For det afghanske, det irakiske og det palæstinensiske folk er verden ikke blevet et sikrere sted at leve. Men hvad med os andre?
De tragiske begivenheder i Spanien fejer al tvivl af bordet.
Den desperation, som kan opstå af krigens rædsler, den sociale nød og nationale og religiøse ydmygelse, har skabt en gunstig grobund - ikke kun for en legitim modstand mod de herskende tilstande - men også for en ekstremisme, som forblindet af had vender sig mod alt og alle. Den ser ikke kun krigens bagmænd som sine fjender, men også befolkningerne i de krigsførende lande.
Den såkaldte 'krig mod terrorisme' har dermed skabt en voldsspiral, som også har gjort os til ofre. Men ikke kun ofre - eller mulige ofre - for terrorhandlinger. Vi er også ofre for vores egne regeringers terrorpakker og andre udemokratiske tiltag, som rækker langt ud over, hvad der er nødvendigt for at sikre sig mod terroren.
Overvågningssamfundet er blevet styrket. Støtte til frihedsbevægelser, som helt legitimt kæmper mod despotiske regimer, kriminaliseres. Flere og flere mennesker havner i flere og flere registre. Mennesker som os, der står her. Mennesker, som intet har med terror at gøre. Mennesker, som blot er uenige i deres regeringers politik og underdanighed over for USA.
Og vi må ikke glemme fangerne på Guantanamo-basen.
Menneskerettighederne krænkes under det påskud, at de skal forsvares.

Protester nytter
Situationen bliver mere og mere dyster. Er der da intet positivt, der peger fremad?
Jo, det er der. Og noget af det mest positive og lovende er måske den internationale fredsbevægelse i sig selv. I hvert fald hvis vi kender vores besøgelsestid.
Det er kun lidt over et år siden, at vi oplevede de store demonstrationer den 15. februar 2003. Snesevis af millioner af mennesker i hundreder af byer verden over gik på gaden i protest for den forestående krig. Det var de største samtidige demonstrationer i hele menneskehedens historie.
Det lykkedes os som bekendt ikke at forhindre krigen. Men anstrengelserne var ikke af den grund spildte.
Allerede op til krigen var den folkelige protest med til at skærpe modsætningerne i USA's alliance-system. Traditionelle allierede som Tyskland og Frankrig vendte sig imod krigen. Flertallet af verdens nationer sagde fra. USA var tvunget til at handle uden om FN. Det har aldrig stået mere isoleret.
Mange regeringer faldt igen til patten, da besættelsen af Irak var en realitet. Lande som Tyskland og Frankrig ønskede et bid af kagen. Og USA fik igen FN's velsignelse til sit forehavende.
Men selv om fredsdemonstrationerne ebbede ud i månederne efter krigen, så øver de stadig deres virkning. Fredsbudskabet har rodfæstet sig i hundreder af millioner af menneskers bevidsthed. Ingen regeringsleder kan føle sig sikker i sadlen, hvis han sidder denne bevidsthed overhørig.
Valget i Spanien er måske det hidtil bedste bevis på dette.
Premierminister José Maria Aznars regering havde - ligesom den danske regering - bakket op om USA's krig og sendt tropper til Irak. Imod viljen hos 90 procent af den spanske befolkning.
Da de tragiske attentater igen satte udenrigspolitikken på dagsordenen, og da Aznars regering endnu en gang forsøgte at manipulere med sandheden, skiftede folkestemningen fra en sikker valgsejr til et ydmygende nederlag. Et flertal af det spanske folk var bevidst om, at det var Aznar, der med sin krigsophidsende politik havde gjort landet til mål for den ekstremistiske terror.
Det var den stærke spanske fredsbevægelse, der havde lagt grunden til denne bevidsthed og dette nederlag ikke for kun Aznars regering, men også for USA og alle andre krigstilhængere. Og det betyder også, at den kommende spanske regering får svært ved ikke at indfri valgløftet om at trække de spanske soldater hjem fra Irak.
Vi må kræve det samme af den danske regering. De danske soldater må hjem nu.
Dét er en umiddelbar udfordring for fredsbevægelsen. Vi kan ikke vente til et valg. Vi må ikke glemme, at også de ekstremistiske fanatikere har fået blod på tanden. Vi har ikke brug for en terrorhandling i Danmark for at blive mindet om vores forpligtelser som fredstilhængere.

Nej til forsvarsforlig
Vi må i den forbindelse sige nej til regeringens absurde forsvarsforlig, som nedlægger det nationale forsvar til fordel for en ekspeditionsstyrke på 2000 mand, som skal sendes verden rundt i den ene eller anden beskidte sags tjeneste.
Og vi må ligeledes undgå de billige løsninger. Som for eksempel at styrke EU som modpol mod USA og opbygge en EU-hær som alternativ til den amerikanske militærmagt.
De, der faldbyder denne ide, glemmer, at EU's ledere mere eller mindre har skrevet deres militære strategi af efter USA's. EU går også ind for 'forebyggende krig'. EU's såkaldte udenrigsminister, Javier Solana, har sagt det ligeud: EU skal 'være parat til at handle, før en krise opstår... Vi skal udvikle en strategisk kultur, der fremmer en tidlig, hurtig og om nødvendigt håndfast intervention'.
Rene ord for pengene!
Den danske fredsbevægelse står over for store udfordringer. Hvis den skal løse sine opgaver, må den blive mere stabil. Vi må derfor alle overveje, hvad vi kan gøre, så vi undgår den store ebbe, som ironisk nok har kendetegnet fredsbevægelsen siden besættelsen af Irak.
Men vi kan ikke nøjes med at gå op imod regeringens krigspolitik. Hvis vi vil rykke terrorismen op med rode, må vi også rette blikket mod de forhold, som giver den næring. Vi må derfor forbinde fredskampen med kampen mod de store sociale uligheder, som findes i verden. Med kampen for social lighed, demokrati, respekt for liv, national suverænitet og forskellighed.
Det er nok at opgaver at tage fat på. Men det spanske folk har vist os, at det nytter at kæmpe for fred.

Ovenstående indlæg er en forkortet udgave af den tale Sven Tarp holdt på fredsdemonstrationen i Århus den 20. marts.