Under det danske formandskab brugte en række små EU-lande tiden til at finde fælles fodslag omkring de spørgsmål, som angik balancen mellem små og store medlemslande

af Pernille Frahm, medlem af EU-parlamentet for SF.
Danmark deltog ikke, for den danske regering havde for travlt med at være formandsland, til også at bruge krudt på den næste traktat. Derudover havde regeringen allerede besluttet, at Danmark kun havde et ønske til den næste traktat: Vi ville have vores forbehold og en kommissær så var vi glade!
Dermed lod Fogh en chance gå fra sig til at gøre opmærksom på, hvad vi fra dansk side vil have at EU skal udvikle sig til, og dermed kan man så også forudsige, at den næste debat om EU igen kommer til at ligne alle de andre: For eller imod! Ingen visioner, ingen fremadrettet debat, ingen mening om andre end os selv og vores egne interne forhold.

Danmark bliver glemt
Nogen påstår, at Danmark heller ikke ville have fået noget ud af, at deltage i et sådan samarbejde, for vi har opbrugt vores kvote for besværligheder langt ind i næste årtusind.
Det er en noget speciel påstand, som naturligvis passer fint ind i en lommerevisors tankegang, men som intet har med de virkelige forhold at gøre. For var det sandt, så ville Spanien og Italien - for slet ikke at tale om Storbritannien aldrig mere kunne forvente indflydelse på noget. Disse lande har om nogen opbrugt besværlighedskvoten adskillige gange!
Danmarks manglende deltagelse i de grupper, hvor vi kunne have fået indflydelse får tværtimod den konsekvens, at vi bliver glemt i de slagsmål, der kommer. Vigtige danske sager, bliver ikke bragt op, og kravet om at sikre balancen mellem små og store medlemslande mangler en stemme: Den danske stemme er tavs!

Det rene misk-mask
Formentlig ender vi med et kompromis om en traktat for en europæisk forfatning her i dette forår. Der vil ikke være lavet de store ændringer i forhold til den tekst, vi kender i dag, og det vil sige, at en lang række beslutninger vil blive gennemført på europæisk plan med flertals afgørelser uden, at der er lavet den gennemgribende demokratiske omkalfatring af samarbejdet, som burde være forudsætningen for en sådan centralisering.
Vi vil formentlig ende med et misk-mask mellem mange konstruktioner, hvor de forskellige institutioners styrke vil afspejles i, hvordan disse bliver placeret i den kommende magtstruktur.
Men de borgere, som Romano Prodi efter sidste valg til Europa Parlamentet ville rykke Unionen tættere på, har ikke haft den samme mulighed for at gøre sig gældende i slagsmålet. Vi vil fortsat have svært ved at forklare folk, hvordan de kan få indflydelse på EU-beslutninger før de er taget, og ikke mindst, hvordan man kan få informationer om påtænkt lovgivning og om hvilke kræfter - lobbyister og virksomheder - der har fået indflydelse under vejs.
Hvert land en kommissær har været et af Foghs mantraer. Det får han såmænd nok. Men der er meget der tyder på, at det bliver en kommissær uden stemmeret. Dermed er der taget et afgørende skridt væk fra princippet om et samarbejde mellem selvstændige national stater. Det er et brud på Edinburgh-traktaten, der i sin tid fik et flertal til at sluge Maastricht-traktaten og dermed EU.
Det bliver et hedt forår!