20 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Svar til Per Clausen og Finn Hermann

Svar til Per Clausen og Finn Hermann

Torsdag, 01. april, 2004, 00:00:00

USA har brugt hundredevis af millioner på at forsøge at banke en opposition i Cuba op af jorden

af Jørgen Petersen, DKP/ML
I Arbejderen den 24. marts forklarer Per Clausen, hvordan han opfatter grundlaget for solidaritet med Cuba. På den ene side kritiserer han USA's blokalde, men samtidigt mener han 'at cubanerne skal have mulighed for at ytre sig frit, danne partier og fagforeninger, som er uafhængige af staten.' Hvis den cubanske regering ikke tillader dette, så er Per Clausen klar til at affyre sin kritik.
Men virkeligheden er bare ikke så sort/hvid, som Per Clausen ser den. Alle der kender blot det mindste til den cubanske virkelighed ved, at den økonomiske blokade ikke er USA's eneste virkemiddel.
USA har brugt hundredevis af millioner på at forsøge at banke en opposition i Cuba op af jorden, blandt andet ved at finansiere alle mulige og umulige organisationer. Alle uden undtagelse opfylder de Per Clausens kriterie om, at de skal være uafhængige af den cubanske stat.
I virkelighedens verden er de styret og betalt af CIA. Gennem tiden er de afsløret for en bred vifte af aktiviteter, der spænder fra terrorisme til brud på den cubanske lovgivning. Per Clausen siger det er meget enkelt. Men hvor hører sådanne organisationer hjemme i hans univers?
Er det en krænkelse af en cubaners menneskerettigheder, at han ikke må være på CIA's lønningsliste eller danne en forening, der er betalt af CIA og holder møder på det amerikanske interessekontor i Havanna?
Per Clausen mener også man skal kritisere Cuba, hvis landets regering 'forfølger folk for eksempel på grund af deres seksuelle orientering.
Hvad er det konkret vi taler om Per Clausen? Hvad er det for mennesker du antyder, at den cubanske stat forfølger? Hvad er det for organisationer, du antyder bliver forfulgt?
Når det gælder de seksuelle minoriteter i Cuba, som Per Clausen også trækker ind i debatten, så er det er skønt at bo i det frigjorte Danmark, hvor vi heldigvis kan hæve os op over den latinske machokultur og sådan noget snavs.
Omkring de spørgsmål Finn Hermann rejser, så mener jeg egentligt, at jeg allerede har besvaret dem alle. Jeg skal da gerne gentage, at DKP/ML absolut er tilhænger af at rejse en relevant kritik på rette tid og sted. Man skal bare gøre det med omtanke.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. apr. 2004 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp