Især der mellem otte og ni, hvor kvindelige cyklister i tætte stimer og i alle tænkelige vidunderlige udgaver fylder stierne på vej ind på alt muligt slags arbejde inde i den indre by. Og de smiler.

af Kjeld Stenum
Allerede først i februar kan jeg på klare frostmorgner se det første spor af dagslys som en svag gløden på den sydøstlige himmel, når jeg cykler på arbejde.
I ugerne derefter vokser det gradvist, efterhånden som kulden slipper sit tag. Det bliver lettere at starte dagen, man kaster alt det tunge vinterhumør og det skrantende helbred af sig, mens de sidste sneklatter forsvinder, og de sorte himle mere og mere forvandles til blåt magisk daggry.
Mens man cykler indover mod byen, spiller både Grieg og Vivaldi inde i hovedet, indtil de bliver overdøvet af solsortene. I et par vidunderlige uger falder den tid, hvor jeg cykler ind, nøjagtigt sammen med solsortenes morgenkoncert, og for disse utrolige komponister og improvisatorer må selv Grieg og Vivaldi vige.
Når solsortene ikke længere kan vente med morgenkoncerten, til jord- og betonere møder på arbejde, kommer der nogle uger, hvor jeg kan studere farvespillet, når morgenlyset falder på Københavns gamle huse. Først de røde tage, som næsten begynder at lyse i dagens allerførste røde solstråler, siden de stærkt gule facader og de skarpe blå skygger... Man glemmer, hvor sodede og snavsede Københavns huse er.
Der står skuret. For få uger siden var jeg den sidste, der mødte, cykler kan godt have startvanskeligheder, når det er meget mørkt og koldt og vådt om morgenen. Nu kan jeg godt tage mig sammen til at komme hjemmefra i ordentlig tid, og det sker ligefrem, at jeg er den første, der møder frem.
Det er lidt nemmere at forlige sig med arbejdet nu, hvor vi har fået et løfte om, at lønnen ikke bliver sat ned. Planen er, at om kort tid skal vi til at turnere rundt i byen og grave fjernvarmemuffer fri ligesom sidste år. Det vil de gerne bevare sjakket til. Men så må de også betale. Hvis ikke skal vi fandeme nok få det firma kørt i sænk! siger vi optimistisk til hinanden.
Nu skal vi også til at stemme nej til overenskomsten, og så skal vi i strejke. Vi har snakket lidt om sidste gang, vi strejkede, det er ikke særlig mange år siden, og dengang var det, at det hele endte i et lovindgreb, hvor de indførte tvunget overarbejde. Fleksibilitet, kalder de det. Det kommer fra EU. Men så kører vi fandeme EU i sænk osse!
Letsindet blomstrer op. Det er mærkeligt, så meget kadaveret pludselig har mod på. Den ene uge tror man, man er ved at gå til af almindelig svækkelse og alderdom, den næste uge er det bare latterlige bagateller, og man kan pludselig klare hele verden.
Og man ved, det er alt sammen bare hormoner og simpel biokemi, men man giver alligevel efter for det og nyder, at man stadigvæk er så meget i live. Det er utroligt, at det gamle kadaver bliver ved med at gide, tænker man, det er snart mange år siden, der har været nogen biologisk fornuft i denne opblomstring af energi og humør.
Og dog! Vi arbejder med et mindre byggeri inde midt i byen, det er inde i en baggård, og vores skure står ude på gaden, så vi render en del frem og tilbage over cykelstierne. Især der mellem otte og ni, hvor kvindelige cyklister i tætte stimer og i alle tænkelige vidunderlige udgaver fylder stierne på vej ind på alt muligt slags arbejde inde i den indre by.
Og de smiler. Især på denne årstid er der rigtig mange af dem, unge som gamle, der smiler utrolig venligt til sådan et par gamle røvhuller som min makker og mig, der står meget længe og lader, som om vi venter på et hul i stimen, så vi kan smutte over stien. I virkeligheden står vi bare og soler os i smil.
Det er utroligt, de gider, siger jeg til min makker, sådan et par gamle nokkefår som os to! Ja, det er nok, fordi de kan se, vi er ikke så farlige længere, svarer makkeren. Og vi bliver enige om, at der nok kun er et par år til, at vi sidder i rullestolen, og de kommer med det samme strålende smil og klapper os venligt på hovedet og spørger:
'Nå, hvordan har vi det så i dag?'
Så griner vi lidt. Den kommende alderdom skal have noget røg!. Nå, han, som er ældre end mig, har nu lige fået en ny kæreste. Så hvem siger, at alt håb er ude?
Efter arbejdstid møder haven mig den ene dag med sort muld og visne rester af det forgangne års stauder, den næste dag er alt det sorte tæt bestrøet med små lysende gule erantis-sole. Så kommer der vintergækker, så kommer der krokus, iris, scilla og perlehyacinter, og en masse af forsommerens løgvækster begynder at vælte op med bulende knopper.
Og en skønne dag springer kirsebærtræerne i blomst... Man fjerner polysterolkasserne fra guldfiskedammen, og se, de er allerede vågnet af deres vinterdvale og svømmer morgensøvnige rundt dernede og vil have noget at æde!
Deres første måltid i tre-fire måneder. Det er allerede længe siden, man er begyndt at supplere de daglige indkøb af madvarer med små frøposer, og i udestuen står små udplantningsspirer og bliver større dag for dag. Man spreder kompost og graver ned, man planlægger, og snart ser man, at man også i år har altfor mange planer til den smule plads, der er.
Så har man noget at snakke med naboerne om, er der ikke nogen, der mangler et par planter? Hele vinteren har jeg knapt hørt en menneskelig stemme herude, nu begynder folk at komme efter arbejde og gå og rode lidt. Sæsonen starter så småt.
For blot få uger siden faldt man sammen som en slatten karklud, så snart man havde fået fodret fugle og fået arbejdsdagen skyllet af under bruseren, nu kan man næsten ikke blive færdig med at gå og rode i jorden, før tusmørket forhindrer en i at se, hvad man har gang i.
Og lige pludselig kommer man i tanker om, at man har helt forsømt at skrive skærveknuser, der er deadline i morgen, og hvad helvede skal man skrive om?
Allerede først i februar kan jeg på klare frostmorgner se de første spor af dagslys...