Lykketoft prøver lykken med ny pensionsfond. At han tør....
af Leif Larsen
Kun få dage før retssagen om Den Sociale Pensionsfonds formue på 153 milliarder kr. starter den 21. april i Østre Landsret, har formanden for socialdemokraterne, Mogens Lykketoft, stillet et overraskende forslag. Han foreslår, at alle landets lønmodtagere og arbejdsløse skal indbetale to procent af deres bruttoløn til en ny pensionsfond. 'Den særlige Pensionsfond', som nærmest må kaldes for en siamesisk tvilling til den pensionsfond, Folketinget startede i 1970 med gyldne løfter om at renteafkastet i fonden ville blive anvendt til en tillægspension.
I dag 34 år efter, er det stadig kun et tomt løfte. Derfor skal der virkelig mod til at starte en ny pensionsfond før Østre Landsret har fældet dom i den sag, som Lykketoft har været dybt indblandet i siden han i 1982 kom i Folketinget.
Hundredvis af gange har han fået stillet spørgsmål om den lovede tillægspension. Her har han svaret, at fondsformuen på 153 milliarder kr. ikke eksisterer længere. Pengene er brugt for længst, til boligstøtte og varmehjælp til pensionister.
Men enhver kan gribe telefonen, dreje 33 63 63 63 til Nationalbanken og helt gratis og portofrit få tilsendt bogen 'Statens låntagning og gæld'. Her viser den seneste udgave fra februar 2004, at Den Sociale Pensionsfonds formue er på 153 milliarder kr. og giver et renteafkast om året på cirka ti milliarder.
Havde Lykketoft haft ret, havde Den Koordinerende Gruppe ALDRIG fået fri proces af Civilretsdirektoratet til at føre den retssag, som starter onsdag den 21. april i Østre Landsret i Bredgade i København i 6. afdeling.
Nu kører retssagen, og en dom kan ventes senest om tre måneder. Det ser ud til, at vi straks efter kan starte en helt ny retssag, hvis Lykketoft får held med at overtale Folketinget til at vedtage en kloning af den pensionsfond, der nu har 34 år på bagen.
Den Koordinerende Gruppe, som består af 35 græsrodsorganisationer indkalder til
demonstration foran Marmorkirken onsdag den 21. april kl. 10 til 12.
Her taler gruppens koordinator, journalist Leif Larsen og tidligere forbundsformand for SiD og tidligere folketingsmedlem for Socialdemokraterne, Hardy Hansen. Sjakket spiller.
Kl. 12 er der adgang til Østre Landsret i Bredgade, hvor retssagen er i fuld gang og hvor flest mulige opfordres til at deltage.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278