Noget-for-noget - nu også i fængsler. Det lyder som et dårligt reklameslogan fra en skrantende virksomhed. Og er det måske også. Tanken bag det er, at nu skal søde fanger kunne komme hurtigere ud - hvis personalet synes. Slemme fanger skal fortsat ruske tremmer, selvfølgelig

af Carsten Korsar, Risskov
Umiddelbart lyder det meget tilforladeligt. Vi vil helst have de slemme bag lås og slå, så de ikke forstyrrer vort selvgode glansbilledsamfund.
Spørgsmålet er imidlertid, hvilke kriterier vi bruger, når bukkene skal skilles fra fårene. Det er sikkert og vist, at sædelighedskriminelle, rockere, narkohandlere og andet godtfolk ikke vil være blandt dem, som VK-regeringen påtænker med sit initiativ.
I korthed går forslaget ud på, at fanger, der gør en efter regeringens opfattelse særlig indsats for at 'forbedre sig', skal kunne afsone den sidste del af straffen som samfundstjeneste. Eventuelt allerede når halvdelen af straffen er afsonet i fængsel.
Pladsmanglen i vore overfyldte fængsler, som den var advaret om allerede før dens sæder blev varme, har tilskyndet regeringen til at fremsætte dette krampagtige forslag. Efter to år er det endelig gået op for den, at den ikke kan smide flere af samfundets udstødte i fængsel uden at gribe i lommerne efter småskillingen. Selv for justitzministeren, der er uddannet som økonom og indenfor sit fag har erhvervet overnaturlige evner, er det næsten blevet klart.

Der følger ikke penge med
Desværre ser det ikke ud til, at der følger penge med til de mange behandlingspladser, som er nødvendige til alle de fanger, der nu vil 'forbedre sig'.
Nej, i fængselsvæsnet kan man bruge de samme penge flere gange, mener justitzministeren med sine metafysiske evner. Og sandt at sige, så har fængselsvæsnet sublimeret genanvendelse gennem rigtigt mange år: Man har straffet de samme mennesker gang på gang, på gang, på gang...
Spørgsmålet er selvfølgelig om det overhovedet vil nytte? Groft udtrykt kan man opdele fanger i to grupper: Den del, som lægger ørene ind til hovedet og spiller med på 'systemets' melodi, og den del, som ikke vil lege klappekage med systemet.
Sidstnævnte afsoner deres straf og bevarer deres integritet. De opfatter straffen som repression - og ikke andet. De er - med et moderne udtryk - uden for pædagogisk rækkevidde, og altså ikke den krybende og slikkende masse, som fængselsvæsnets ansatte elsker, og som er bekræftelsen af deres fænomenale pædagogiske indsats.
Med andre ord vil man fremtvinge en holdningsændring gennem løfte om hurtigere løsladelse. Spørgsmålet er også hvordan man måler/konstaterer denne holdningsændring? Og vil en holdningsændring, tilvejebragt med 'frivillig tvang' være holdbar, og dermed bidrage til en kriminalitetsfri tilværelse for de løsladte?
Blandt professionelle, som beskæftiger sig med voksenpædagogik, vil der sikkert være nogle, der mener, at den vil, og andre, som mener, at den ikke vil. Men blandt dem, der kender den kriminelle subkultur og som ikke er ansatte i fængselsvæsnet, vil der næppe være nogle, som er uenige i, at frivillig tvang kun skaber øjentjenere og spytslikkere.

Endnu mere vilkårlighed
Fængselsvæsnet bygger på tvang og repression! Men alt efter de politisk fremherskende vinde, udstafferer man denne tvang og repression med probat ideologisk staffage - for at tilfredsstille vælgerne. Det ene øjeblik kaldes det konsekvens, det andet øjeblik behandling.
Navnlig tyvepasserne, de såkaldte fængselsfunktionærer, behersker denne tvetungethedens ædle kunst - alt efter hvilken regering, der luner bagen på taburetterne.
Og fængselsvæsnet er fascineret af tvang og repression, samt sin egen magtudøvelse og magtfuldkommenhed! Naturligvis forsøger man sig til indvortes brug med at besmykke rakkertjenesten. Bødlen har til alle tider kun været tålt, og ikke elsket.
Ret beset er det et kunststykke at kunne fremstille sig som ædel humanist og barmhjertig samaritaner - samtidigt med at man mishandler og undertrykker samfundets svageste bag fængslernes høje mure og i isolationscellernes lydtætte mørke. Alt sammen for samfundets skyld...
Det er altså dette væsen, som nu skal beslutte hvilke fanger, som skal løslades hurtigt, og hvilke fanger, der skal forblive i fængsel - eventuelt til hele straffen er afsonet. Det åbner, som også fængselsinspektør Hans Jørgen Engbo, Statsfængslet i Jyderup, har påpeget, for endnu mere vilkårlighed i sagsbehandlingen.
Engbo mener ganske enkelt, at fængslerne ikke vil kunne administrere disse kriterier i praksis. Og rent praktisk er det funktionærer nederst i hierarkiet, som indstiller til prøveløsladelse, samfundstjeneste, udstationering med videre. Altså funktionærer, som har en nødtørftig teoretisk uddannelse (cirka ni måneder) og lidt praktisk erfaring med låse - og i øvrigt er præget af den monotone og stillesiddende fængselsverden, som også dræber fangernes initiativ til det meste. Måske bortset fra at skaffe en rygeklump, der kan fordrive kedsommeligheden - i det mindste for en tid.

Resocialiseringens spøgelse
Men i virkeligheden er regeringens forslag gammel vin på nye flasker, thi i henved tre årtier har fængselsvæsnet haft mulighed for at prøveløslade - med en uendelig række af såkaldte vilkår - på 'halv tid'. I øvrigt således som det er nærmest fast praksis i det svenske fængselsvæsen.
Fangernes repræsentanter, de kriminalpolitiske organisationer og partierne til venstre i Folketinget har ofte påpeget denne mulighed, idet holdningen tidligere var, at jo kortere tid socialt svage mennesker opholdt sig bag tremmer, des større var muligheden for at resocialisere dem - eventuelt i andre institutioner eller andet behandlingsmæssigt regi.
Begrebet resocialisering er imidlertid blevet et spøgelse, som flakker hvileløst om i ældre menneskers bevidsthed.
Da USA's tidligere præsident, Bill Clinton, stod overfor valgkampen til sin anden periode som præsident, valgte han at kopiere republikanernes politik på det kriminalpolitiske område. En politik, som var inspireret af det yderste, kristne højre, og taget direkte ud af 5. Mosebog 19, 19-21: 'Du skal udrydde det onde af din midte. Andre skal høre det og blive bange, og man skal ikke mere begå så ond en handling hos dig. Vis ingen barmhjertighed! Liv for liv, øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod!'
Og Englands Tony Blair var ikke sen til at fatte budskabet! Som en næsten logisk følge heraf, forlod Socialdemokraterne sine oprindelige holdninger på området, og SF fulgte for nylig efter. Det eneste nye er, at de borgerlige partier nu, under indtryk af pladsmanglen i fængslerne - med ni måneders ventetid for afsonere - vil prøve sig frem med at skabe den rette almueholdning blandt samfundets elendige.
Det har ingen udsigt til at lykkes. Muligvis vil man i en periode komme pladsmanglen til livs, og det kan måske være med til at forbedre regeringens og dens støttepartis målinger i opinionsundersøgelserne - hvilket sandsynligvis er den egentlige hensigt med forslaget.
Men de midlertidigt løsladte vil hurtigt blive genindsatte, thi deres socialt udsatte position er på ingen måde ændret. Tværtimod har den tidligere SR-regering sikret deres elendighed, og VK-regeringen forsikret den!

Spil for galleriet
Spil for galleriet er den eneste rette betegnelse for mummespillet, iscenesat af spindoktorere. Medierne deltager villigt og vellystent i denne burlesque med dybt tragiske undertoner. Men mediernes genvalg er dog sikret af deres underholdningsværdi. Politikerne ofrer koldt og kyniske med gustent og skummelt overlæg en gruppe af dårligt stillede medborgere. Desværre kan de ikke gå på vandet som Jesus, når loddet er faldet på dem, men må gå under.
Noget-for-noget. Og den, der ikke har noget, kan intet få. Har du penge/ så kan du få/ men har du ingen/ så må du gå, som det lyder i en af min barndoms sange, 'Der bor en bager'. Bortset fra en jernbeslået støvle i ansigtet...