Siden det nationale kompromis i 1992 har SF med en loyal hunds ivrighed forsøgt at gøre deres EU-politik spiselig for Socialdemokraterne. SF´s formål er at komme i regering, for derigennem at opnå et højere mål - et socialistisk Danmark

af Claus Pedersen, 30 år stud. mag i samfundsfag og historie, aktiv i Globale Rødder

Desværre - men forventeligt - ser det ud til at midlet er blevet et mål i sig selv.
SF's første skridt på vejen mod ministertaburetterne var som arkitekten af det nationale kompromis. Da hverken Socialdemokratiet, Radikale eller Venstre havde fantasien eller modet til at sælge et sådan vælgerbedrag, trådte Holger K. Nielsen velvilligt til. Med moderne histories største illusion forvandlede SF sig fra modstandere af Maastricht-traktaten til tilhængere af den nøjagtigt samme traktat på mindre end et år.

Sprang ud som tilhængere
Det lykkedes ikke for SF at binde de øvrige partier i Folketinget til Edinburgh-aftalen, og EU forsatte ufortrødent sin udvikling hen imod en militær superstat uden hensyn til Holger K's protester. Hvad gør et magt-søgende parti i denne situation? Man tilpasser naturligvis sin politik til industriens ønsker. Det lykkedes i 2003. På SF's landsmøde kunne en ny EU politik vedtages, hvor SF'erne sprang endeligt ud som EU-tilhængere.
Den nye EU-politik kombineret med den ekstremistiske EU-tilhænger Margrethe Auken som spidskandidat til EU-parlamentet, var i Holger K's øjne en sikker billet til regeringen, men igen gjorde han regning uden vært.

Støt mindretallet
Da Holger K. i starten af marts 2004 tog mod til sig og ryddede avis-forsiderne med sit frieri til Socialdemokratiet og Radikale, var svaret enstemmigt - 'Holger er tidligt ude, lad os nu se tiden an'. Desværre er det hverken mandatfordeling eller valgkampen til Folketinget S og R vil se an, men SF's holdning til den kommende EU-forfatning.
Holger blev sendt retur til sin hovedbestyrelse og sit landsmøde med beskeden om, at enten anbefaler SF et ja til EU-forfatningen, eller også kan partiet glemme alt om regeringssamarbejde. Det komiske i hele tragedien er, at SF naturligvis ikke kommer i regeringen selvom SF skulle anbefale et ja til forfatningen.
Socialdemokraterne ved, at SF er bundet til at støtte Lykketoft af frygt for Fogh, og SF's udsalg af socialistisk politik bliver formentligt kun belønnet med vælgerflugt. Spørgsmålet er nu, om man skal afvente situationen og lade Enhedslisten samle de flygtende og skrigende SF'ere op, eller om man skal støtte det store EU-kritiske mindretal i SF's ledende organer?
Jeg vil anbefaler det sidste. Blandt andet fordi Enhedslisten ikke har brug for at blive trukket til højre af flygtende SF'ere, men mest fordi den bedste måde at hjælpe de EU-progressive kræfter i SF på er, at SF mister pladsen i EU-parlamentet.