21 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Niels Juels skæbne stadig uvis

Niels Juels skæbne stadig uvis

Torsdag, 15. april, 2004, 00:00:00

Nogle få, men åbenbart indflydelsesrige institutioner og foreninger kæmper imidlertid imod forbedringerne

af Bo Elbæk Andersen, København
Det er endnu ikke afgjort, om vor gennem tiderne nok største søhelt, Niels Juel, skal forblive som tragisk trafikbetjent i Holmens Kanal, hvor hans omfangsrige monument, som en alt for stor prop i en alt for snæver flaskehals, kun er til gene for de omkring 40.000 biler foruden de mange cyklister og fodgængere, der dagligt passerer stedet, eller om han skal fremstå som den autoritative og sejrende admiral, han var, på Gammelholms kommende havnepromenade, hvor hans værft og hans hjemmebase i sin tid lå.
Svensk TV2 (Sydnytt-TV Öresund) viste den 26. Marts klokken 16 alt det, som byens borgere og besøgende vil have at vinde, hvis søhelten flyttes, som vedtaget af Københavns Borgerrepræsentation. Interessant nok, at det er fra Sverige, som Niels Juels bedrifter jo gik ud over, at orienteringen skal komme - først - for den kommer angiveligt også her hjemme fra, på TV2 Øresund, som sender hverdage klokken 12.00 - 12.30.
Nogle få, men åbenbart indflydelsesrige institutioner og foreninger kæmper imidlertid imod forbedringerne. I samme udsendelse fastholdt det danske Orlogsmuseum sin adkomst til at bestemme, hvor Niels Juel-monumentet skal stå, og sit nej til en fornuftig fornyelse af den vigtige trafikforbindelse mellem Kongens Nytorv og Slotsholmen - det vil sige Holmens Kanal.
Hvilke specielle kvalifikationer, museet har med hensyn til byudvikling og -indretning, fremgik ikke. Den omvisende museumsmedarbejder fandt, at en lille model over slaget i Køge Bugt var alt rigeligt til at begrunde Orlogsmuseets ret i den sammenhæng.
Den 4. december sidste år bragte Arbejderen en kort og klar redegørelse for hele spillet om Niels Juel-monument. Heri skrev redegørelsens forfatter, Tom Elkær-Hansen, noget optimistisk, tør det tilføjes, at kulturministeren 'er erklæret tilhænger af, at befolkningens mening høres - og befolkningen har dømt: I en løbende undersøgelse (Niels Juel-debatten): 'Hvad mener du? Skal Niels Juel-statuen flyttes?', svarer over fire femtedele af deltagerne således: 'Ja!'
I mellemtiden er 'Ja til en flytning'-procenten vokset til 85,8 (28. marts klokken 11.34) - og så kan det vel næppe siges meget tydeligere - men nogen effekt har det, mod Elkær-Hansens forventning, ikke haft.
Kan det virkelig være rigtigt, at slet eller slet ikke begrundede særinteresser er mere afgørende end, hvad den befolkning, der skal bo og arbejde i København, mener?

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. apr. 2004 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp