Ved det nylige valg satte spanierne samvittighedsløsheden på porten og valgte en regering, som havde lovet at afslutte det spanske engagement i den ulovlige besættelse af Irak

af Kjeld Stenum
Efter anden verdenskrig gennemførte man en række processer mod såvel store som små fisk fra Hitlers Tredje Rige, kaldet Nürnberg-processerne. Hensigten var at drage disse store og små fisk til personligt ansvar. Man accepterede ikke argumentet om, at de blot havde handlet på ordre eller under tvang. Forudsætningen for processerne var en filosofi, der gik ud på, at den enkeltes samvittighed var overordnet samfundets regler, og ethvert menneske havde pligt til at sige fra overfor ordrer, der stred mod dets retsfølelse og samvittighed.
Dette var den anden verdenskrigs dyrekøbte erfaringer: Den personlige samvittighed er mere forpligtende end pligten til loyalitet mod øvrigheden. Og et samfunds udøvende magt må aldrig rives løs af den grund af personlig samvittighed, samfundets medlemmer udvikler ved at leve i det.
I dag vedtager vi såvel i vores nationale parlamenter som på overstatsligt plan i EU anti-terror-love, som kriminaliserer selve det at gøre oprør mod statslige institutioner og tillader vidtgående kontrol og overvågning af personer, som blot mistænkes for at kunne hitte på sådanne aktiviteter. Guantanamo-fangerne er eksemplet over alle, der illustrerer, hvor langt vi er parate til at gå ad retsvilkårlighedens sti for at mane ethvert tilløb til oprør mod vores samfundsorden i jorden.
Vi gennemfører en international retsorden, der tillader straffeaktioner som bombardementerne mod civile i Afghanistan og Irak, der strider så meget mod piloternes personlige samvittighed, at det kræves af dem, de først bedøver den med narko.
At det handler om at sætte lydighed mod staten igennem og ikke på nogen måde om retfærdighed ses af, hvor villigt det internationale samfund var parat til at købe den spanske regerings lidt for hurtige, men politisk meget belejlige, stempling af ETA som ansvarlig for togsabotagerne her for nylig.
Der er rendt en del vand i havet siden Nürnberg.
Nu ved jeg godt, at vi siger, det vi gør i dag, det handler om at forsvare demokratiet. Men hvad er borgerligt demokrati værd, hvis det blot består i frihed til at være lydig mod den borgerlige stat? Vejen fra et konformt samfund til et totalitært samfund er så kort som tiden, det tager at blinke med øjnene. Også Hitler kom til magten i ly af borgerlig demokratisk parlamentarismes spilleregler. Om et samfund udvikler totalitarisme eller ej har meget lidt at gøre med, om borgerligt demokratis spilleregler overholdes eller ej. Det, der skaber totalitarismen, er den pligt til konformitet mod staten og den bedøvelse af den personlige samvittighed, som sagtens kan udvikles i ly af borgerligt parlamentarisk demokrati. Det blev den i den tyske Weimar-republik, og det bliver den i verdenssamfundet i dag.
Hvad gør vi ved det? Hvad gjorde spanierne? Ved det nylige valg satte de samvittighedsløsheden på porten og valgte en regering, som havde lovet at afslutte det spanske engagement i den ulovlige besættelse af Irak. Nu skal vi ikke råbe halellujah for tidligt. At man giver en samvittighedsløs regering et spark sikrer ikke, at man får en samvittighedsfuld regering i stedet for. Og de spanske tropper er jo ikke vendt hjem endnu. Der kan ske meget i løbet af de næste par måneder i Irak, og der vil ske meget. Og USA vil lægge voldsomt pres på Spanien, efterhånden som situationen i Irak mere og mere udvikler sig til en krig imod den irakiske civilbefolkning, sådan som vi så det i Vietnam.
Men det spanske valg har bevirket, at debatten fra at handle om heksejagten på vilkårlige terroriststemplede er kommet til at handle om det væsentlige: Hvad skaber terrorisme? Det gør retsvilkårlighed . Den ulovlige besættelse af Irak skaber terrorisme. Israelernes krig mod den palæstinensiske civilbefolkning skaber terrorisme. Når staterne udvikler retsvilkårlighed for at holde sig selv gående, så skaber det uundgåeligt terror, alene fordi samvittighed ikke længere levnes mulighed for at sætte sig igennem på andre måder.
Vi skal ikke udråbe al-Qaeda-cellerne i Spanien til helte i kampen mod retsvilkårligheden. De spanske vælgere kunne lige så vel have reageret ved at bakke endnu mere op om den såkaldte krig mod terror, sådan som mange amerikanere gjorde det efter 11. September, og som israelske vælgere undertiden reagerer på palæstinensernes frihedskamp. Men det gjorde de spanske vælgere ikke. Når de ikke gjorde det, har det måske at gøre med, at det blev afsløret så tidligt, at terroren ikke var baskisk nationalisme, men havde at gøre med den spanske deltagelse i krigen i Irak. Det vakte vælgernes samvittighed. Sandheden er retssamfundets vigtigste allierede. Hvis den spanske regering sætter hjemsendelsen af tropperne i Irak igennem, er det en stor sejr i krigen mod terror.