01 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hvad KPiD dog siger om DKP og Enhedslisten

Hvad KPiD dog siger om DKP og Enhedslisten

Lørdag, 24. april, 2004, 00:00:00

Når man forholder sig til Enhedslisten og DKP, bør man tage udgangspunkt i det de to organisationer har vedtaget, og ikke hvad man tror de mener. Hvad KPiD dog siger om DKP og Enhedslisten

af Svend Erik Christensen, medlem af Enhedslisten og DKP
Det er godt med en debat om kommunistisk enhed, men når debatten bygger på løgne og fordrejninger, så kan det ende med en katastrofe. I Martin Jensens (KPiD) indlæg den 5. marts i Arbejderen om 'Det kommunistiske parti - organisation og rolle' er der flere steder, hvor DKP's og Enhedslistens holdninger og politik beskrives uden hold i virkeligheden.
Martin Jensen (MJ) skriver at 'Ikke ethvert politisk parti, der gør krav på at lede arbejderklassen er i stand til at løse opgaven. Vi har set de socialdemokratiske partier og andre af samme skuffe. Enhedslisten må også regnes herunder'. Her må man spørge MJ og KPiD om der med denne sætning menes at Enhedslisten er socialdemokratisk. Det vil i givet tilfælde udvide begrebet 'socialdemokratisk' en hel del.
MJ skriver, at Enhedslistens 'begrænsningen består i, at man ikke har en samlet vurdering af arbejderklassens kamp, og det strategiske mål: Overgangen til socialismen.' Her må man spørge KPiD, om de ikke er klar over at Enhedslisten for over et år siden vedtog et principprogram med titlen 'Kapitalisme og socialisme i det 21. århundrede'. Et program der blandt andet indeholder afsnit om socialismen og om vejen til en socialistisk samfundsomvæltning. Det vil klæde KPiD at forholde sig til indholdet i dette principprogram i stedet for at påstå at det ikke findes.
Ligeledes skriver MJ, at 'Enhedslistens taktiske beslutninger meget ofte er præget af slingrekurs'. Det genkender jeg ikke, og vil derfor gerne have MJ til at underbygge udsagnet med konkrete eksempler.
Efter at have nedgjort Enhedslisten ud fra løgnagtige påstande kaster MJ sig over DKP. Han skriver han, at 'når vi taler om demokratisk centralisme, har DKP nogle holdninger der ikke er forenelige med disse principper. Her tænker jeg på 'uenighedskulturen'. Endnu en unøjagtighed eller ønsketænkning fra KPiD's side. DKP har ikke vedtaget, at man har eller ønsker en uenighedskultur (hvad det så er for noget?).
Der foregår en partidebat i DKP om et moderne kommunistisk partis organisation og rolle. I denne debat har nogle medlemmer af DKP fremført idéer om uenighedskultur. Men vist nok dem alle har samtidig sagt, at de mener, at uenighedskultur ikke er i modstrid med den demokratiske centralisme.
For eksempel skriver DKP's formand Henrik Stamer Hedin den 6. januar 2004 her i Arbejderen, at 'den gode uenighedskultur er en praksis, der er nødvendig for, at den demokratiske centralisme kan fungere'. De DKP'ere der fremhæver uenighedskultur som en praksis, ser det ikke i modsætning til, at det kommunistiske parti er en kamporganisation.
En sidste påstand fra MJ er, at ' DKP siger de vil genindføre den demokratiske centralisme'. Det er mig bekendt en and.
Det DKP sagde fra sit landsmøde den 18. oktober 2003 er at: 'I kampen for enhed i arbejderklassen og en anti-monopolistisk alliance og politik, er der behov for et bevidst kommunistisk parti... Den kommunistiske bevægelse i Danmark er i dag splittet op i flere små partier, som hver for sig ikke er i stand til at opfylde et kommunistisk partis rolle. Der forestår et større arbejde med at udvikle den kommunistiske bevægelse i Danmark og gøre den til en toneangivende del af venstrefløjen og arbejderbevægelsen. Den kommunistiske enhed er under udvikling. Det må sætte rammerne og indholdet i et fælles moderne kommunistisk parti.'
Videre siges det at: 'et sådant moderne kommunistiske parti (blandt andet) er karakteriseret ved at det bygger sit organisatoriske virke på den demokratiske centralisme' (fra En kommunistisk vision for klassekampen i det 21. århundrede).
Altså ikke et umiddelbart ønske om at indføre demokratisk centralisme i DKP, men en erkendelse af, at et kommende fælles kommunistisk parti skal have demokratisk centralisme.
Når man fra KPiD's side forholder sig til Enhedslisten og DKP, bør man tage udgangspunkt i det de to organisationer har vedtaget, og ikke hvad man tror de mener. Det vil fremme en konstruktiv og fremadrettet debat.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. apr. 2004 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp