01 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

1. maj er skæbnedag

1. maj er skæbnedag

Tirsdag, 27. april, 2004, 00:00:00

Den 1. maj, som er arbejderbevægelsens internationale kampdag, er også den dag EU-udvidelsen træder i kraft

fra Murerarbejdsmændenes Fagforening Århus
Dagen kan blive en ny 'skæbnesdag' for fagbevægelsen i Danmark.
Vicedirektør i Dansk Byggeri, Børge Ellegaard, har omkring lønforhold udtalt: 'Hvis en arbejdsgiver ikke benytter den billigste arbejdskraft, (læs: østeuropæiske) vil det være udtryk for dårligt lederskab'. I samme åndedrag opfordrede han sine medlemsvirksomheder til at udvise godt lederskab.
Denne melding er ikke til at tage fejl af. Det er efter vores opfattelse en direkte krigserklæring til den etablerede fagbevægelse. I forbindelse med de netop afsluttede overenskomstforhandlinger ville Dansk Byggeri ikke være med til at lukke de huller, der ellers kunne have forhindret løndumping kan finde sted.
Når Dansk Byggeris medlemsvirksomheder på grund af udvidelsen, trues på brødet af en unfair konkurrence, der helt modsvarer dumping af løn- og arbejdsvilkår for lønmodtagerne, ja så får piben en anden lyd. Således bakker direktør Jens Klarskov helt og utvetydigt op om faglige aktioner og blokader mod entreprenører, der fra en østeuropæisk basering kan omgå danske overenskomster.
Det kaldes på dansk: Hykleri!
Med udvidelsen vil mulighed for brug af underbetalt og måske illegal udenlandsk arbejdskraft blive væsentligt øget. Mobiliteten hos danske og udenlandske bygningsarbejdere skal ikke resultere i at danske overenskomster og aftaler svækkes eller undergraves.
Der skal arbejdes på anstændige og ens vilkår på vore byggepladser.
Vi skal også forbedre forholdene for de danske bygningsarbejdere.
Vi vil arbejde for en omlægning af de skattefrie diæter, således at udstationerede i stedet får udbetalt opholdsudgifter med videre efter regning.
Vi vil og kan ikke acceptere overnatninger på vore byggepladser.
Vi vil heller ikke acceptere entreprenører, vikarbureauer og 'arme- og benfirmaer' uden for det kollektive aftalesystem på vore arbejdspladser.
Vi skal derfor opfordre LO og BAT til at stoppe deres tornerosesøvn og vågne op til den nye lønkamp, vi nu står over for.
Vedtaget på generalforsamling den 21. april.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


27. apr. 2004 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp