Man kan sige, at samfundsengagementet, som i gamle dage hørte arbejderne til, det er kapitalisterne i dag bannerførere for. Og den kortsynethed og afstumpede egoisme, som kapitalismen frembragte i gamle dage, den er det i dag os arbejdere, der står for. Ak ja! The times they are changing!

af Kjeld Stenum
En af grundene til, at vi i gamle dage havde klassekamp, var, at kapitalismen dengang var umoralsk og appellerede til menneskenes mest afstumpede og egoistiske tilbøjeligheder. Derfor var arbejdere nødt til at kæmpe for at tage vare på et vist minimum af samfundsmoral.
Sådan er det jo heldigvis ikke længere. I dag er profitten ikke længere et mål i sig selv. De kapitalistiske firmaer sætter etiske målsætninger, og profitten er kun et middel til at realisere disse målsætninger. Så vi arbejdere kan godt slappe af med vores gammeldags klassekamp.
Den måde, hvorpå vi bedst tager vare på samfundsmoralen, er ved at støtte vores firma i, at det realiserer sine målsætninger. Man kalder det værdiledelse. Når firmaet skal markedsføre sine produkter, sker det så med et perspektiverende slogan, en såkaldt branding (ligesom man brændemærker kvæg), der gør rede for, hvorfor det mest politisk korrekte man kan gøre er at vælge netop firmaets produkt i modsætning til alle andre produkter.
Det, man kalder bløde værdier, er in. Dyrevelfærd og økologiske værdier er typiske værdier i sådan en markedsføring, men også omsorg for sikkerhed, kvalitet, ja, sågar sociale værdier...
Nu kunne man tro, at konkurrence på etisk markedsføring var noget, der belastede firmaerne voldsomt indadtil, da det jo altid kræver mere at være etisk end at være skrupelløs. Og at det derfor i sidste instans var arbejderne - eller medarbejderne, som det jo hedder i dag - der kom til at betale prisen.
Men nej, sådan er det ikke. Eller det vil sige, umiddelbart jo, men moderne kapitalisme tænker faktisk dialektisk om problematikken. For det at arbejde for at realisere etiske mål frigør faktisk uanede ressourcer af medarbejderengagement, ligesom socialisme kunne gøre det ved arbejdere i forrige årtusind.
Det er befriende for medarbejderne at engagere sig i firmaets trivsel, derfor er det ikke hårdt for dem at arbejde mere, end man gjorde i gamle dage, eller at stå til disposition for eksempel i ferier. Fleksibilitet kalder man det, og det er ikke kun noget, arbejdsgivere forlanger, tværtimod.
Og det er ikke bare en overfladisk attitude, frygten for at blive fyret tvinger medarbejderne til at anlægge. Unge mennesker af i dag prioriterer faktisk et spændende og udviklende arbejdsmiljø højere end fritid, kroner og øre.
Medarbejdertrivsel er faktisk et punkt, der står temmelig højt på mange moderne firmaers værdiliste. Man sørger for, at alle hele tiden får netop de personlige udfordringer, de søger og har brug for, og ved tegn på mistrivsel hos enkelte, som for eksempel kan give sig udslag i højt sygefravær, tager man personlige samtaler, hvor man endevender problemerne og får frem i lyset, hvor skoen trykker.
Og tro mig, det virker! Disse personlige samtaler er ikke kontrol, som man kunne frygte, men bevirker virkelig en løsning af de problemer, der kan få os til at tage lidt for mange pjækkedage, fordi det faktisk er de reelle trivselsproblemer, der kommer op.
Mange firmaer har reduceret deres sygefravær ganske drastisk ved hjælp af sådanne medarbejder-samtaler. Firmaerne udvikler metoder til at løse problemerne, efterhånden som de opstår. For mange medarbejdere kommer firmaet til at tage vare på funktioner omkring socialt liv og fritid, funktioner, som i gamle dage hørte familielivet til.
Og denne næsten altomfattende omsorg for medarbejdernes velbefindende er virkelig en opgave, moderne firmaer bekymrer sig om at tage på sig. Det er ikke uden grund, at det såkaldte strejke-'våben', som var en del på mode i forrige årtusind, nu er ved at blive endelig aflivet i vores overenskomster, idet vi selv skal til at holde firmaerne skadesløse for det tab, den slags aktioner påfører dem.
Strejkevåbnet er gammeldags og overflødigt, ja i en vis forstand kan man godt sige, det er ligefrem skadeligt for vores egne interesser, for firmaets trivsel er forudsætningen for medarbejdernes trivsel.
Dette er ikke længere arbejdsgivernes utopi om fremtiden, det er nutid. Og det er ikke kun noget, der foregår i store industrier som Novo og Grundfos. Selv indenfor de større entreprenørfirmaer kender vi det. Vi får små hæfter med små filosofiske læresætninger om firmaets værdisæt udleveret.
Men det er nu ikke for det, vi jord- og betonere er vist lidt gumpetunge, for vi render ikke og vifter med de hæfter, som studerende i gamle dage viftede med Maos lille røde. Vi er ikke sådan at tænde for de store samfundsspørgsmål.
Ja, det er ligefrem somme tider, man i vores daglige indbyrdes samtaler om firmaets værdier kan spore en nedladende holdning, der giver sig udtryk i både spot og sarkasme. Og direkte adspurgt vil de allerfleste af os nok indrømme, at vi kun går på arbejde af hensyn til pengene.
Man kan sige, at samfundsengagementet, som i gamle dage hørte arbejderne til, det er kapitalisterne i dag bannerførere for. Og den kortsynethed og afstumpede egoisme, som kapitalismen frembragte i gamle dage, den er det i dag os arbejdere, der står for. Ak ja! The times they are changing!