Den nuværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen, har efterhånden spildt mange ord på at forklare den tvivlende omverden, at der var masseødelæggelsesvåben i Irak, at at krigen derfor var nødvendig

af Erling Matthiesen, Sønderborg
Fogh lyver naturligvis ikke bevidst om de aldrig fundne våben; men er åbenlyst ramt af det såkaldte 'pragmatiske paradoks', hvori der er en modstrid imellem at hævde noget, og hvad der hævdes.
Fogh hævder, der er (var) disse våben i Irak, men han ved ikke, og dermed kommer han i konflikt med den pragmatiske forudsætning for at hævde noget, - at han selv egentlig tror på det, han hævder, og dette er paradoksalt.
For som han selv siger den 24. marts: 'Kan vi i en tidsalder, hvor truslerne fra terrorisme og masseødelæggelsesvåben ikke er til at ignorere tillade os at afvente sikre bevider før vi griber ind?'
Altså er bevisets stilling ikke afgørende, og det er jo en slags indrømmelse for en pragmatisk, liberal fortolker af internationale regler; men folkeretsligt holder det ikke en meter. Ringen er sluttet.