Kulturkontaktens samtale med Liberator tyder på at det drejer sig om at få statuen udstyret med skriftlige oplysninger om at denne mand, Lenin, død 54 år gammel i 1924, var en `folkemorder`

af Erik Stinus, forfatter

Jeg ser i Kulturkontakten, som udgives af det danske kulturministerium, at der i vores land findes et internetmagasin ved navn Liberator. Dette magasins redaktør, Thomas Breitenbach, meddeler at han planlægger en aktion mod genopstillingen i Arbejdermuseet af en Lenin-statue. Man kan jo i den forbindelse forestille sig hvadsomhelst, men Kulturkontaktens samtale med Liberator tyder på at det drejer sig om at få statuen udstyret med skriftlige oplysninger om at denne mand, Lenin, død 54 år gammel i 1924, var en 'folkemorder' eller 'en af verdenshistoriens største bødler', som kulturminister Brian Mikkelsen siger i en ordveksling med sin politisk allierede, Dansk Folkepartis kulturordfører Louise Frevert.

Netop hjemvendt fra en rejse til Antalya i Tyrkiet, hvor en gruppe danske forfattere mødte tyrkiske kollegaer for med dem at dele tanker om kunst og virkelighed, fortid og nutid, er mit hoved fyldt med billeder. Allevegne selvfølgelig Kemal Atatürks billed: statuer, málte portrætter, fotografier og mindst hundred steder, udendørs og indendørs, i ædelt metal, sten eller gips det dødsmaskelignende ansigt. I dette hus var den tyrkiske nations (men ikke dens bønders og arbejderes) befrier indlogeret under sit første besøg i Antalya... og så videre, og så videre. I det grønne hus du ser dér til højre, bemærker med sænket stemme en tyrkisk kollega, der som formand for en tyrkisk-græsk venskabsforening og modstander af Tyrkiets medvirken i amerikanske krige, har sidder fire og et halvt år i fængsel, bor bødlen. Da det ved en indiskretion blev kendt at den noble mand og familiefar var statens bøddel, rejste han en tid til udlandet 'i forretninger' for at bevise at han var en ganske almindelig forretningsmand der såmænd ikke havde andet på samvittigheden end noget så ordinært som måske ikke hélt rene handler. Og det dér store hvide hus med smukt brunt træværk bag en høj mur og en stærkt bevogtet port, bor Tyrkiets rigeste mand. Isoleret fra livet i byen, uvidende om livet på landet og de folkets talenter hvorfra han og alle jordens rige har deres rigdom, sidder han derinde, stakkels mand, siger en sælger af vævede duge og pudebetræk fra en fattig landsby 300 kilometer borte, og keder sig med sine tal, profitten der vokser og vokser.

Der er også andre billeder, et musæum fyldt med oldtidens statuer, guder og gudinder, romerske kejsere og andet fornemt folk, imponerende, i overnaturlig størrelse, velformede sportstrænede skikkelser, stjerner på historiens himmel. Og for de kejserlige, véd man, gjaldt det at døden ikke satte punktum for karrieren. De blev, muligvis efter en smule diskussion blandt dem der sad med de gyldne nøgler, optaget i gudernes orden, desto sikrere jo større antallet af deres sejre, jo flere soldater og slaver de havde kommanderet over, jo flere døde efterladt på slagmarken, nationer pacificeret.

I skrivende stund, hele denne dag, brummer grå helikoptere over Københavns tårne og hustage. Gudskelov er det ikke Gunships der er kommet for at demonstrere imperiets overlegne ildkraft og militære beslutsomhed overfor de opsætsige i nyvundet land. Det er bare politiet der holder et vågent øje med alt hvad der rører sig i byen, sådan som det skal når en fremtrædende udsending fra Verdens centrum gæster provinsen.

Tæller man døde, lemlæstede og mishandlede, ødelagte liv, på sådan en dag? Anslår man hvor mange dræbte krigen med de skiftende formål endnu skal koste? Ihvertfald giver man hinanden løfter, provinsen sværger atter metropolen huld og troskab og føler sig smigret over besøget. begge parter benævner sig befriere, liberatorer. Hvad vil eftermælet kalde dem, hvis nu internetmagasinet Liberator til den tid er gået ind og ikke kan bidrage med forslag?

Her ville jeg, dagen efter den gloriøse visit, have nævnt nogle af det utal af skulpturer (med eller uden hest, scepter og våben) og portrætmalerier der i Danmark pryder det offentlige rum, og foreslået hvilke der enten burde fjernes eller udstyres med skriftlige påmindelser om modellens misgerninger, skæbnesvangre fejltagelser, løgnagtighed eller dumhed. Men det stykke arbejde har Bettina Heltberg indledt i dagbladet Politiken. Lad os ikke bruge plads på det, for det har omtrent så lidt med kultur at gøre som Louise Frevert, Thomas Breitenbach og kulturministeren.

Til slut ville jeg have citeret nogle af den levende Lenins samtidige for deres indtryk af hans personlighed og meninger om hans handlinger, men jeg nøjes med at opfordre historieomskriverne til selv at studere disse udsagn. De véd lige så godt hvor de skal finde dem som at de ville forrykke de på forhånd dragne konklusioner. En senere iagttager af historien, englænderen, eller rettere: london'eren Philip Guedalla, holdt under den anden verdenskrig en række radioforedrag for BBC's lyttere på de amerikanske kontinenter og i Afrika. Den fælles overskrift var The Liberators (Befrierne). Foredragene handlede om blandt andre Cromwell, Jefferson, Miranda, Garibaldi - og Lenin. Guedalla siger: '...Når Napoleon dengang hans hær gik i aktion mod tyrkerne i Ægypten bombastisk udtalte, at fra pyramiderne betragtede fyrretyve århundreder med ærefrygt hans krigsskueplads, er det en hel del sandsynligere at mange kommende århundreder interesseret vil rette blikket mod det mærkelige korte liv som var Lenins... Han tænkte flittigere end de fleste; han arbejdede meget længere for en sag der syntes aldrig at skulle krones med held; han tilbragte sit halve liv i landflygtighedens eller fængslets mørke. Men så løftede han endelig hele sit land fremad og opad mod lyset.'

Vigtigst for os er det imidlertid at Lenin stadig kan vise millioner af mennesker, som har hårdt brug for den viden, at en revolution er mulig.

Kulturreplikken er skrevet den dag Colin Powell besøgte København.