Det vil være uansvarligt at overlade miljøtilsynet til kommunerne. Der er ikke belæg for at antage, at en ændret opgavefordeling på miljøområdet vil kunne føre til en bedre og mere effektiv løsning af opgaverne

af Arne Lund, NOAH-trafik
Under vinterens debat om kommunalreformen, blev kommunalpolitikere spurgt om hvilke opgaver de gerne ville overtage fra amterne. Miljøtilsynet lød svaret ofte, hvilket jo er ret dristigt når det betænkes, at det er lige netop er på miljøområdet, at kommunerne ofte jokker i spinaten.
Det særlige ved miljø- og naturområdet er, at der her er er tale om en sektor hvor planlægning, anlæg og indgreb er definitive. Er et areal først bebygget, en vej anlagt, er der ikke meget naturindhold tilbage, og så er det slut med den biologiske mangfoldighed.
Vi lever i et tætbefolket land, det stiller store krav til hvordan vi forvalter den natur, der er tilbage. Alt for tit viser det sig, at kommunerne ikke i tilstrækkeligt omfang har dette for øje, når de udsteder tilladelser til aktiviteter, der i givet fald kan belaste natur og miljø.
De gældende naturbeskyttelsesbestemmelser er ikke nok til at værne natur og miljø. Dels fordi bestemmelserne hyppigt ikke respekteres, men også fordi personlige relationer har vist sig at være stærkere
Kommunernes erhvervspolitik, der typisk handler om at sikre sig arbejdspladser, er ofte i konflikt med hensynet til for eksempel bynære arealer og naturværdier. Sådanne dobbelt-hensyn gør det problematisk at lade kommunerne spille en alt for aktiv rolle i miljø- og naturforvaltningen.
Det er ikke svært at forstå, at kommunernes gerne vil være herre i eget hus, men som det er i dag, er kommunalbestyrelserne mest utilfredse, når amterne træffer en beslutning der går dem imod. I de færreste sagsudfald er der divergens mellem amtet og kommunen, men det er lige netop i disse sager, amterne må antages at være bedst rustet til at tage stilling i fællesskabets interesse, og kunne se bort fra snævre lokal- eller personinteresser.

Forsøg med frikommuner
Sidst i 80'erne deltog en del kommuner i frikommuneforsøget. Det gik ud på at forenkle sagsbehandlingen og skabe mere smidige arbejdsgange. Det gjorde det også for virksomhederne, dog ofte på bekostning af natur- og miljøhensyn. Mange kommuner udstedte tilladelser med rund hånd, og agerede som om planloven ikke eksisterede. Senere underkendt Naturklagenævnet hver tredje tilladelse, mens amterne 'kun' fik underkendt hver tiende.
Heller ikke tilsynet med særligt forurenende virksomheder faldt heldigt ud. Efter flere fadæser blev godkendelsesproceduren lagt sammen med tilsynet i amterne.
Det var så dengang, men hvad med i dag? I 'Miljøtilsyn med kommunerne - 1999' skriver Miljøstyrelsen blandt andet at kommunerne, år for år, bruger flere årsværk på miljøet, at tilsynet med særligt forurenende virksomheder ligger over minimumskravet på 50 procent, og at antallet af renseanlæg hvorfra der sker overskridelser faldt fra 16 procent i 1998 til 11 procent året efter.
Rapporten fortæller også, at der er store forskelle på kommunernes tilsyn.
I 1999 opfyldte kun 44 procent af de undersøgte vandløb og 31 procent af de undersøgte søer, de fastsatte målsætninger. Tilsynet med vandløb faldt med 57 procent i 90'erne. Alligevel bruges der i dag bruger færre ressourcer på tilsyn og vejledning af virksomheder og landbrug, end tidligere.
Heller ikke nedskæringerne i de statslige miljømyndigheders budgetter gør situationen bedre. Siden Fogh kom til magten, er disse blevet beskåret med 35 procent.

Svinelandbrugene
NOAH rettede i 2003 søgelyset mod en række kommuner, for at se hvordan man forvalter opgaven som tilsynsmyndighed.
Resultatet af undersøgelsen er nedslående: Lemfældig sagsbehandling, få krav til miljøvurdering, og afgørelser, der næsten altid faldt ud til fordel for svineproducenten. Og som om dette ikke er nok, så fortæller svineproducenternes formand, at kommunernes tilsyn varsles på forhånd; det giver svineproducenterne mulighed for at flytte ulovlige svin til andre bedrifter, før tilsynet finder sted.
Senest har fødevareministeren skældt ud over, at hun 'dagligt læser om bønder, der har for mange svin, og at overproduktionen minder om systematiske overtrædelser'. En sådan overproduktion kan jo kun finde sted fordi amterne giver tilladelserne og kommunerne lukker øjnene for, hvad der sker på svinefarmene.

Er amterne gode nok...
I 2002 fik kommunerne råderetten over landzonerne. Nu skulle reglerne forenkles, nærdemokratiet styrkes, og kommunerne have lov til at bestemme uden at spørge amtet. Halvandet år efter vælter klagerne ind i Naturklagenævnet. Sagerne viser at kommunerne har brugt den nye bestemmelse generøst, og nævnet har da også omgjort de fleste tilladelser, der typisk handler om boligbyggeri i eller ved landsbyer.
Nærdemokratiet har altså sine grænser! Afgørelser, der vedrører planloven er bedst tjent med at blive truffet af myndigheder, der ikke er for tæt på borgerne.
Amterne kan dog også være forsømmelige i såvel planlægning som i forvaltning af natur- og miljøområdet. Derom vidner mange vejprojekter, der krænker i stribevis af naturbeskyttelsesbestemmelser. Senest har miljøministeren afvist Sønderjyllands Amts planer om en motorvej til Sønderborg fordi den passerer et habitatsområde. Besynderligt nok undlod ministeren at forholde sig til, at vejprojektet desuden er i strid med 20 andre naturbeskyttelsesbestemmelser!
Og så er der 'klassikeren' Proms. Her så Storstrøms Amt i årtier gennem fingrene med et omfattende miljøsvineri på en stor lokal arbejdsplads.

Regeringens oplæg til reform
To uger efter udløbet af høringsfristen for kommunalreformen, havde regeringen sit udspil parat. Under mottoet 'Ny struktur - enkelt og borgernært' fremlagde Anders Fogh forleden et oplæg, der skitserer hvordan opgaverne mellem kommuner og staten skal omfordeles når amterne tømmes for indhold, og reduceres til rene sygehusregioner.
Planens hovedelement består i at give borgerne én 'indgang' til det offentlige mod i dag, hvor man ofte skal henvende sig flere steder for at få klaret en sag. Kun i helt specielle sager, skal man fremover henvende sig til staten.
Planen har allerede rejst en proteststorm fra fagfolk, amts- og kommunalpolitikere, der ser udspillet som en klar forringelser af den offentlige sektor. Mange frygter, at den ekspertise der findes i amternes forvaltninger skal gå fløjten, fordi regeringen ønsker at fremme sin målsætning om 'det nære samfund', hvilket ikke nødvendigvis er det samme som 'det bedste samfund'.
Ifølge oplægget skal en række tunge miljøopgaver overføres fra amterne til staten blandt andet overordnet fysisk planlægning, komplicerede anlægsopgaver, grundvands-forsyning samt kvalitetsstyring. En så omfattende centralisering af opgaverne viser ikke alene, at finansministeren kommer til at sidde tungt på beslutningerne, men også - og det er nok så interessant - at der trods alt er grænser for hvad regeringen tør overlade til kommunerne.
Gennemføres oplægget, vil amternes fagekspertise fremover blive spredt ud til kommunerne, til fælleskommunale miljøcentre eller til statsinstitutionerne. Andre vil nedsætte sig som 'uafhængige' miljøkonsulenter og sælge deres viden i dyre domme til de nye kommuner.
Kommunalreformen skal desuden ses som en ny runde i regeringens bestræbelser på at udlicitere store dele af den offentlige sektor. Mange kommuner fik op gennem 90'erne kolde fødder fordi udliciteringen kostede for meget i forhold til 'gevinsten'. Derfor er udliciteringen i de senere år gået næsten helt i stå. Det er dette forhold regeringen ved hjælp af kommunalreformen, søger at ændre på.
Med disse eksempler in mente, må det konkluderes, at det vil være uansvarligt, at overlade miljøtilsynet til kommunerne. Der er ikke belæg for at antage, at en ændret opgavefordeling på miljøområdet vil kunne føre til en bedre og mere effektiv løsning af opgaverne.
I stedet for at gå til angreb på den opgavefordeling, der i dag stort set fungerer tåleligt, burde politikerne i højere grad interessere sig for hvordan man skaber en afbalanceret, økologisk udvikling af Danmark. Dels for at overvinde de åbenlyse skævheder, der findes mellem såvel de enkelte regioner, og kommunerne imellem, men også for at fremme en planlægning, der mindsker energi-, areal-, og ressourceforbruget.