Det var en særpræget 1. maj. Ikke kun i forhold til hvad jeg har oplevet i København, Esbjerg, Leningrad eller Moskva. Men også i forhold til tidligere år her i Nuuk

af Aksel Carlsen, Nuuk
Først havde jeg skrevet en artikel om historien bag 1. maj-traditionen, som redaktøren fra Grønlands største avis Sermitsiaq lovede at bringe 30. april. Det skete ikke. Dernæst, da der lige som de øvrige år ikke stod noget om 1. maj i aviserne eller på opslagstavler i byen, ringede jeg til fagforeningerne. De personer jeg fik fat i, vidste enten intet om mødetidspunktet eller også kunne man ikke tale dansk, når jeg spurgte. Endelig var der vejrudsigten. Den stod på blæst 19 m/sek og en grads frost med sne!
Aviserne havde til gengæld på forhånd ryddet spalterne for at fortælle, at 1. maj er 25 året for indførelse af Hjemmestyret, samt at 25 året for Nuuk byorkester fejres i det store musikhus Kattuaq samme lørdag eftermiddag.
Lige så stor opmærksomhed var der omkring den begivenhed, at der samtidig midt i Nuuk skulle indvies 'verdens første rullende pizzeria' med gode tilbud til de første kunder. Så i en by med cirka 14. 000 indbyggere og i et sådan vejr havde en 1. maj demonstration alle odds imod sig.
Jeg tog derfor, med en vis tvivl i sindet, af sted med bussen ind til byen, iklædt varmt tøj og skistøvler. Men allerede i bussen hørte jeg en smilende grønlandsk kvinde sige 'tillykke med 1. maj' til en dansker og spurgte om den pågældende skulle med til demonstration. Det skulle han ikke, han skulle på arbejde, men fortalte, at han for 20 år siden i Købehavn også havde været til 1. maj i snevejr.
Jeg fulgtes så med damen hen til SIK-fagforeningens bygning. Vi sagde tillykke til hinanden og var spændte: Kommer der mon andre i dette uvejr. Og jo, på lang afstand så vi, i skarp vind med sne, var otte til ti mennesker ved at slæbe røde faner og håndmalede skilte frem. Alle på grønlandsk med lønkrav. Plus et enkelt med citat af Carl Scharnberg om sammenhold. På - grønlandsk og dansk.
Indenfor i bygningen var yderligere 10-15 personer ved at få en sidste slurk varm kaffe, inden de skulle ud i blæsten, der tog til. Da SIK-formand Jess G. Berthelsen så mig, stak han på næven og vi udvekslede ' 'Pi-hlu-arit' (tillykke) til hinanden
Præcis klokken 13 vandrede vi, 30-35 kvinder med småbørn og mænd i overtræksbukser og skistøvler resolut hen ad den asfalterede vej. Forrest formanden med den røde SIK-fane og ved siden af ham - en fanebærer med den lokale afdelingsfane. Derefter en gruppe gæve arbejderkvinder med de håndmalede skilte. Fra starten af gik en aktivist i gang med at råbe slagord og paroler højt per megafon og hvert af hans slagord blev højlydt hilst af de vandrendes karakteristiske råb: 'Jiii-ii!'
Efter at vi havde overtaget hovedgadens højre kørebane og gået ti minutters tid, kom vi til hjørnet af Tjalfesvej, hvor der, traditionen tro, var samlet en gruppe aktivister fra pædagogernes fagforening PIP med seks til syv røde faner og skilte. De sluttede sig til vores kolonne. Nu var vi over 50 (hvilket vel var en tredjedel af hvad vi var sidste år, den gang i herlig solskin og tørvejr). Den skarpe vind fik fanerne til rigtigt at folde sig ud.
De to grønlændere jeg gik ved siden smilte og nikkede, da jeg sagde til dem: 'Ja, de røde faner er nu flottest i modvind!' Inden vi kom op til Landstingsbygningen, som var demonstrationens mål, kom vi forbi de fire-etages grå betonboligblokke, hvor ældre damer smilende vinkede energisk ned til os og de blev mødt af demonstranternes: 'Jiiii-ii'.
Efter knap en halv times march i stadig stærkere modvind og sne og med fortsatte højlydte slagord over megafonen, nåede vi frem til Landstingets bygning. Her var højtalerapparatur opstillet foran hovedindgangen. Imens en sekretær fra IA-partiet uddelte røde 1. majbadges, gik SIK-formand Jess traditionen tro i gang med en lang tale, hvori han skildrede de afsluttede overenskomstforhandlinger og den aktuelle politiske situation.
Atter i år langede han ud efter de mange danske embedsmænd og den lokale regering. Han sagde: 'Op til Hjemstyrets indførelse i 1979 håbede vi meget på, at nu skulle Grønland grønlandiseres. Vi havde store forhåbninger til, at vi nu skulle arbejde hen imod et Grønland på grønlandske præmisser. Men i dag ser vi, at Hjemmestyret og tilmed det private erhvervsliv er blevet endnu mere afhængigt af tilkaldt arbejdskraft og Hjemmestyrets administration er meget danskpræget. Det tager vi kraftigt afstand fra'.
Han sluttede af med at spørge Landsstyret og Hans Enoksen: 'Er det de tilkaldte eller de folkevalgte, der styrer landet?' Da Enoksen bagefter fik ordet, undgik han polemik og fremhævede, at regeringen støtter arbejderbevægelsens krav - både hvad angår bedre løn og boligforhold. 'Desuden vil vi i den nye skattereform vedtage lempelser for personer med de laveste indkomster', sagde Hans Enoksen. Dette budskab gik ud til de små hjem takket være direkte radioreportage til hele landet.
Flere faglige talere kom frem, imens de kraftige og kolde vindstød medførte at vores rækker tyndede ud. Da så politikerne kom på talerstolen, var vi knap 30 tilbage. Og imens vi lyttede til, kom Hans Enoksen ned til os ('den hårde kerne') og trykkede hånd med hver af os med hilsenen 'Pi-hlu-arit'.
Efter at IA formanden Tuusi Motzfeldt havde talt, sluttede mødet og vi gik, godt forfrosne gennemsnedriverne op til byens gamle forsamlingshus, hvor der, traditionen tro, var dækket op med kaffe og frisk hjemmebag. Ad libitum. Da folk havde fået varmen - og nu var vi flere end ved demonstrationen - kom sangbøgerne frem. Så her gik et par timer med de smukke grønlandske sange. Om arbejdet, om naturen og om kærlighed...