For det tredje så giver det mig et dagligt kick at trodse Lomborgs artige økonomiske snusfornuft. Jeg vil meget hellere være uartig og forlange flere penge til miljø i al almindelighed. Min sjæls ligevægt har godt af, at jeg frådser i lidt dyrt og usundt økologisk mad en gang imellem.

af Kjeld Stenum
Nylig kom det frem, at blandt andet økologiske æg er så fyldte med dioxin, at det overstiger grænseværdierne. Dioxin er en af verdens allerfarligste giftstoffer, der udvikles ved affaldsforbrænding og i brændeovne i vores huse.
En vigtig kilde til giftens fremkomst er forbrænding af trykimprægneret træ. At dioxin finder vej til blandt andet økologiske æg, men også til for eksempel økologisk komælk, hænger sammen med, at vores natur i al almindelighed er blevet så forurenet med dioxin, at økologiske dyr, der jo mest søger deres foder udendørs, uundgåeligt får det med maden ned i maven.
Og hvis vi bruger disse dyr til fødevareproduktion, så får vi det også ned i vores mave. Det er sikrere at spise æg fra burhøns. Det er også mere økonomisk. Det er mere miljø for pengene. Hurra for Lomborg!
Samme Lomborg blev jo for et par uger siden af et kendt amerikansk tidsskrift kåret til at være en af verdens 200 mægtigste mænd. Det kom vist bag på nogen af os. I hvert fald på mig. Men så tænkte jeg mig om.
Lomborg står jo for det standpunkt, at når vi snakker kamp for et bedre miljø, så skal vi ikke snakke om, hvor meget vi vil investere i det, men om, hvordan vi bedst prioriterer det, som vi investerer. Der er ingen tvivl om, at der er masser af god fornuft i at prioritere de sparsomme skillinger, man får fat i, når der skal drives miljøkamp. Det en nødvendighed.
Hvis folk dør i hobetal i dag af mangel på rent vand i udviklingslande, er de nok lidt ligeglade med at få at vide, at der er brugt en masse millioner for eksempel på udviklingsprojekter, der skal begrænse tungmetalforureningen eller drivhuseffekten om tredive år.
Selvfølgelig skal der snakkes prioritering af de midler, der rent faktisk bruges. Ingen kan være uenige i det. Der er næppe heller den store uenighed om, hvordan den prioritering skal være. I den sag kan selv undertrykte og undertrykkere formentlig blive enige. Og det er jo dejligt.
Så har de også noget konstruktivt at snakke sammen om, alle de store statsmænd, når de samles på klimakonferencer, miljøkonferencer og lignende og går i stå i diskussionen om de overordnede målsætninger, fordi hvert land har sine kartofler at hyppe, og de mest magtfulde lande siger nej til at være med til at hyppe de kartofler, som koster mest for dem selv, især da hvis de mest kommer de fattigste til gavn. De kan snakke prioritering i stedet for.
Effektivitet, rentabilitet. Det klinger også så dejligt liberalt i disse liberalistiske tider. Lomborg siges at være kontroversiel. Men kontroversiel er han vist kun for dem, der vil have flere midler sat til side til kamp for bedre miljø, i stedet for for eksempel til krig mod mellemøstlige landes civilbefolkninger, hvis forbrydelse er, at de har ladet sig undertrykke af diktatorer, som skabte for megen usikkerhed om Vestens fremtidige kontrol med verdens sparsomme olieressourcer.
For de mænd, som sidder på magten her i Vesten, er Lomborg ikke kontroversiel. Tværtimod, her har vi en mand, der formår at skabe konsensus.
Så mens Lomborg får os alle sammen til at blive enige om prioritering af de sparsomme bevillinger til miljøkamp, kan magthaverne få fred til at spare mere og mere på disse bevillinger, så de har flere penge til deres vigtige nødvendige krige. Derfor har Lomborgs synspunkter magt. Fordi det er magthavernes synspunkter.
At Lomborg af den grund skulle være specielt magtfuld, er logik af samme slags, som hvis jeg hver morgen, på denne årstid lidt før klokken seks, gik ud og befalede solen at stå op. Så ville jeg være endnu mere magtfuld end Lomborg, ja selv end præsident Bush, for jeg kunne få selve solen til at lyde min befaling.
Det er billigere at producere buræg end økologiske æg. Og økologiske æg er mere forurenede. Det er logik, at hvis man har sin sundhed kær, så bør man spise buræg i stedet for økologiske æg. Hvordan kan jeg stædige forstokkede rad da blive ved med at tage de økologiske æg på hylden i Netto eller Fakta, når de endda oftest er lidt dyrere? Joh, det er der flere grunde til.
For det første så har jeg i min karriere som jord- og betoner gennem årene arbejdet med ting som asbest, bitumen, benzen, epoxy, krom, polyurethan og masser af andet godt. Og lidt dioxin her i min høje alder, hvor jeg er færdig med at skulle have børn, gør formentlig hverken fra eller til. Det kradser bare lidt som et ekstra krydderi.
For det andet så har jeg egentlig aldrig gået ind for økologi på grund af mit personlige helbred, men fordi økologisk produktion i hvert fald ikke skader naturen mere, end den er skadet i forvejen. Og det er der masser af anden produktion, der gør, blandt andet produktionen af buræg.
Jeg er ret ligeglad med alt det snak om bedre smag og større sundhed ved økologisk mad, jeg har helt ærligt aldrig hverken kunnet smage det eller mærke det på min sundhedstilstand. Jeg går ind for økologi, fordi jeg går ind for bæredygtig produktion. Det er et moralsk valg. Hverken mere eller mindre.
For det tredje så giver det mig et dagligt kick at trodse Lomborgs artige økonomiske snusfornuft. Jeg vil meget hellere være uartig og forlange flere penge til miljø i al almindelighed. Min sjæls ligevægt har godt af, at jeg frådser i lidt dyrt og usundt økologisk mad en gang imellem.