Apartheids berygtede paslove og anden lovgivning om bosættelse og migration gentages nu i global målestok

af Patrick MacManus, København, tidligere formand for Landskomiteen Sydafrika Aktion
Synspunkter der i dag er selvfølgelige, har ikke altid været det. Ofte blev de forfægtet af et mindretal, et ildeset mindretal, som selv bar præg af sin udsatte position, et præg af ekstremisme, af ensidighed. En næsten kriminel aura kunne der være tale om.
Sådan var det i begyndelsen. Modstanden mod slavehandel, mod kolonialisme, selv modstanden mod apartheid afspejlede ikke flertallets holdning, langtfra. Det er først senere, ofte efter årtiers kamp, at menneskers selvfølgelige ret, at menneskehedens enhed er blevet anerkendt. For igen og igen at blive anfægtet og forsvaret.
Et samfund skal lytte til sine mindretal, tvinge sig selv til at lytte. Det er her de nye selvfølgeligheder fødes, endnu en anelse rå og uformelige som alt nyt. Man fristes til at sige: Leve de enøjede, de lærer menneskene at se.

Civil ulydighed
I disse år oplever de demokratiske samfund et globalt legitimitetstab og dette tab føles og mærkes, ikke mindst i de yngre generationer. Ekstrem ulighed i adgangen til ressourcer, udbredt fattigdom og sult, miljøødelæggelse, økonomisk aggressivitet og krig er blot elementer i de demokratiske samfunds globale svigt. En livsform, der tager livet af andre, så enkelt er det.
Apartheids berygtede paslove og anden lovgivning om bosættelse og migration, hvorigennem det sydafrikanske regime forgæves søgte at inddæmme befolkningens bevægelsesfrihed og adgang til ressourcer, gentages nu i global målestok.
Den historiske opgave, så svær (og så enkel) den end kan synes, består i at skabe en ny global legitimitet. Skærpet af den igangværende krig i Irak, men ikke alene af den, vokser en sådan indsigt frem. Den driver mange unge protesterende i dag. En global samvittighed tager form, endnu i spæd skikkelse. Med den, indfinder der sig også en afmagtsfølelse, som opgavens enormitet kan synes at berettige.
I en sådan overgang kan der forekomme episodiske voldshandlinger. Civil ulydighed er udtryk for at grupper i et samfund tiltager sig ret til skabe nye legitimitetstolkninger, ganske som i de demokratiske samfunds egen forhistorie i deres opgør med udlevede forestillinger om verden.
Hvor urimeligt ville det eksempelvis være at besætte Landbrugsrådets eller Fødevareministeriets kontorer med ultimative krav om en ophævelse af landbrugsstøtteordninger, som underminerer livsgrundlaget for så mange små landbrugere i de fattige lande?

Forandring vil komme
Et parlamentarisk system nedtoner forståeligt nok voldselementet i sin egen historie. Fordømmelsen af politiske voldshandlinger synes derfor ofte at være slået med en sær blindhed, med en egen historieløshed. Men skabelsen af det parlamentariske system er netop sket i voldens umiddelbare skygge. Også den danske parlamentarisme er udsprunget af den franske revolutionære tradition og af de europæiske opstande i 1848. Uden nagende angst for revolten var den demokratiske overgang blevet yderligere forsinket.
Men også mindretallet skal være opmærksom på de farer, det er udsat for, faren for en negativ elites selvisolation og for den foragt for flertallet, som dette kan skabe. Gennemsigtige styringsformer, åbne strukturer og demokratisk diskussion i den oppositionelle bevægelse er derfor afgørende. Også især i en tid hvor antiterrorlovgivning og tiltagende statslig overvågning synes at ville underminere en sådan åbenhed.
Der kommer en dag, hvor mennesker vil have svært ved at forestille sig tingene som de er i dag. At vi kunne leve i en tilstand af global apartheid. En ny selvfølgelighed om globalt ansvar vil være etableret. Og igen vil man sandsynligvis glemme at denne nye selvfølgelighed udsprang af et ildeset mindretals uro og modstand.